Højesteret mistænker PP-dronning
Skrevet af Pia Bruun, man, 24/10/2016 - 09:44
Krimi og katastrofe
KORRUPTION: Spaniens konservative 'jernlady' – Valencias mangeårige borgmester - skal afhøres som mistænkt i omfattende korruptionssag.
Højesteret har besluttet at indkalde den forhenværende PP-borgmester og nuværende senator, Rita Barberá, til afhøring den 21. november.
Barberá er en af de konservative embedsmænd, der har siddet længst tid ved magten.
Hun var borgmester for Spaniens tredjestørste by i perioden mellem 1991 og 2015 – indtil hun blev væltet ved kommunalvalget sidste år.
Valgte at gå frivilligt
Barberá valgte at melde sig ud af PP i september, efter at hun var kommet under hårdt pres fra partiets ledelse og er nu i stedet en uafhængig senator.
Hun er nu ved at blive undersøgt som en del af kulegravningen af den såkaldte ‘Operation Taula’, der handler om formodet bestikkelse i de lokale regeringer i Valencia, Alicante og Castellón.
Også provins deputationen i Valencia er under anklager.
Indtil videre er der sket omkring 50 anholdelser af PP-embedsmænd, som menes at have deltaget i et korrupt netværk, der opkrævede provision til gengæld for tildeling af offentlige kontrakter.
Ulovlig finansiering
Kilder fra sagens efterforskning siger, at en del af pengene muligvis blev brugt til ulovlig finansiering af det konservative parti valgkampagner i 2003, 2011 og senest 2015.
Der blev betalt lovlige euro til partier, som kvitterede ved at refundere beløbet i sorte euro.
- Det er vigtigt at undersøge de faktiske omstændigheder i sagen, og hvilken rolle Rita Barbera spiller i den forbindelse, hedder det i en meddelelse fra Højesteret.
Flere konservative partimedlemmer er mistænkt for at have indbetalt 1.000 'hvide' euro i sponsorstøtte til deres parti. Senere fik de beløbet tilbage i form af to 'sorte' 500-euro-sedler.
- Rita Barberá er én af de mange, der har betalt en donation på 1.000 euro, og det giver umiddelbart ingen mening at indkalde andre, der også har givet donationer, som vidner, skriver Højesteret med henvisning til Barberás sag
Immunitet
Den mangeårige eksborgmester vil møde op i retten på frivillig basis, hvorefter domstolen så vil beslutte, om man vil bede Senatet om ret til at anlægge sag mod hende ved en lavere retsinstans.
Senatorer, lovgivere, dommere og andre offentligt ansatte nyder nemlig godt af det særlige juridisk privilegium - kendt på spansk som 'aforamiento' - som forhindrer dem i at blive prøvet af en domstol, der er lavere end Højesteret.
Kan minde om danske folketingsmedlemmers immunitet.
Flere fremtrædende PP-ledere er ramt af skandaler anklaget for ulovlig finansiering, indestående på offshore bankkonti, modtagelse af returkommission og flere andre påståede forbrydelser, som alle vedrører misbrug af offentlige midler.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.