Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

DR beklager forkerte tal om danskere i Spanien

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 02/04/2016 - 00:01

Klumme

KLUMME: Det nytter at klage - og blive ved - hvis man skal have sandheden frem. Også når det drejer sig om, hvor mange danskere, der bor i Spanien.

I klummen den 12. marts 2016 gik jeg til angreb på historier med vildt overdrevne tal om, hvor mange danskere og danske pensionister, der bor i Spanien.

Gennem årene har det hvirvlet med astronomisk høje tal, og det har ikke mindst været danske medier, der har hjulpet til.

Jo flere danskere, der er flygtet til Sydens sol, desto mere slagkraft får historierne...

I klummen den 12. marts “Hvor mange danskere bor i Spanien?” brugte jeg som reference for overdrivelserne en artikel på dr.dk, hvor det blev påstået, at der bor 30.000 danskere i Spanien, hvoraf størsteparten er pensionister.

Mange tusinde læste denne lørdagsklumme, hvor det blev dokumenteret, at der per den 30. juni 2015 boede 12.257 danske residente i Spanien, hvoraf 4.544 var pensionister.

Allerede da DR publicerede den fejlagtige artikel den 24. maj 2014 gjorde jeg indsigelse til DR-journalisten over de forkerte tal. Han afviste imidlertid med henvisning til, at tallene kom fra en højt estimeret medarbejder i DR.

Nyt forsøg

Efter så mange havde læst klummen forleden besluttede jeg mig for - igen - at gøre en indsats for at få rettet artiklen på dr.dk

Denne gang besluttede jeg mig dog for at tage den ‘oppefra og ned’ og sendte derfor en officiel klage til Jesper Termansen, der er brugernes redaktør i DR.

Jeg fik hurtigt svar med besked om, at han ville sende klagen videre til den rette redaktør. Dagen efter fik jeg følgende svar fra redaktøren:

"Tak for din mail ang. artiklen her http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/EP14/Artikler/2014/05/24/202058.htm fra d. 24. maj 2014.

Der findes ingen officielle tal på, hvor danskere flytter hen, når de forlader Danmark. Derfor kan det være svært at finde ud af, hvor mange danskere, der er bosat i Spanien.

De 30.000, som vi skriver i artiklen på dr.dk, er et tal, vi i DR brugte en del tid på at researche os frem til. Men da reporteren, der lavede researchen, ikke længere er ansat i DR, kan jeg ikke oplyse, om det kommer fra den danske ambassade eller fra de spanske myndigheder."

Om'er

Det svar stillede jeg mig naturligvis ikke tilfreds med og anviste, hvor man kunne finde den nødvendige dokumentation - udover den, jeg allerede havde givet i klummen.

Dagen efter fik jeg følgende svar fra redaktøren:

"Jeg har nu undersøgt sagen nærmere og må give dig ret i, at vi bør rette artiklen.

Den danske ambassade oplyser nemlig om 12.257 fastboende danskere i Spanien og et ukendt antal, der bor i landet i lange perioder. Den kan dog ikke sætte tal på det sidste, da de danskere stadig har folkeregisteradresse i Danmark.

Herudover har jeg været i kontakt med Udbetaling Danmark, som melder om 4.544 danskere, der får deres pension i Spanien, af dem var 3911 folkepensionister og 633 førtidspensionister.

Derfor har jeg nu rettet artiklen til, så de rigtige tal fremgår.

Tak for din ihærdighed!"

Det var jo en dejlig udgang på den sag. Omsider et dansk medie, der korrigerer til sandheden.

Tak for det!

Læs DRs rettelse og beklagelse her

Du kan læse den oprindelige artikel som pdf.-fil i dette link

Og den tilrettede artikel på dr.dk her

Sammenligninger

Antallet af residente danskere i Spanien svarer - sådan nogenlunde - til befolkningen i Nakskov på Lolland.

Antallet af danske pensionister boende i Spanien svarer til cirka 0,4 procent  af pensionist-befolkningen (folke- og førtidspensionister) i Danmark på 1,074.980 (2015).

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend!

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Godt gået! Den slags overdrevne tal danner et helt forkert indtryk af, hvor mange skatteindtægter Danmark ville miste på pensionsbeskatning, hvis dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Spanien bliver genindført. Flot arbejde Torben!

Torben, du er jo en graverjournalist. Godt klaret. Tænke sig, at der skulle gå så lang tid for DR at rette. Det siger noget om DR og den til tider hovskisnovski arrogance, man kan møde dér. Foretagendet får ellers næsten fire milliarder kroner fra borgerne..
Kære redaktør Tak for din avis og klummer. Men Nakskov ligger altså på Lolland. MVH Poul

Hej Poul

Tak for rettelse. Falster er ændret til Lolland.

 

Flot arbejde Torben. Jeg vil ikke påstå, at tallene er forkerte, men et spørgsmål: Udbetaling Danmark taler om danske pensionister, der får deres pension sendt til Spanien". Er det en "talefejl" ? De fleste der i mange år har boet i Spanien som residente, får formentlig dansk pension udbetalt til dansk bankkonto (beskattes i Spanien). Sagt på en anden måde: Bygger tallene på ens adresse eller hvor ens pension indsættes ("sendes hen") ? Hvis det kun er dem der får pensionen sendt til Spanien, der tælles med, er tallene nok ikke korrekte.

Hej Niels

Tak for pæne ord.

Tallene bygger på, i hvilket land pensionisten er resident. Det er derfor ikke afgørende om pensionen sendes til pensionistens bank i Spanien eller i Danmark. Det er et valgfrit tilbud for pensionisten.

Mange venlige hilsner

Torben Wilkenschildt

Flot !

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.