Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Færre fødsler end dødsfald på De Kanariske Øer i otte år

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 14/05/2025 - 07:00

Samfund og Politik

Befolkningen stiger alligevel takket være immigration, men presset på boliger og infrastruktur vokser.

På De Kanariske Øer har antallet af dødsfald nu oversteget antallet af fødsler i otte år i træk.

I 2024 registrerede de spanske myndigheder kun 11.718 fødsler mod 17.786 dødsfald, svarende til en negativ befolkningsbalance på 6.068 mennesker. 

Fødselsraten faldt med 2,3 procent fra året før, og den gennemsnitlige frugtbarhed er nu på 0,86 børn per kvinde, hvilket er langt under de 2,1, der skal til for at sikre status quo.

Kun Fuerteventura og Lanzarote går imod tendensen, men samlet set har øgruppen altså Spaniens laveste fødselsrate.

Turismen trækker, men skaber udfordringer

Men trods faldende natalitet voksede befolkningen alligevel med 19.505 mennesker sidste år, og det skyldes tilflyttere tiltrukket af jobmuligheder i turismen. Samlet bor der nu 2.258.219 på øerne – plus næsten 18 millioner turister årligt.

Men væksten har en pris som overbelastede motorveje, lange ventelister i sundhedsvæsenet, en boligkrise uden sidestykke og pres på affalds- og energisystemer.

- Der er en tydelig ubalance mellem befolkningens størrelse og de tilgængelige ressourcer, siger José León García Rodríguez, professor emeritus i human geografi ved Universidad de La Laguna. 

Han peger på boligmangel som en afgørende faktor, især for turismeansatte, der ofte må pendle langt til arbejde i syd.

Ingen lette løsninger i sigte

82 procent af øgruppens befolkning bor på Tenerife og Gran Canaria, mens La Palma, La Gomera og El Hierro stagnerer. García Rodríguez afviser politisk tvangsfordeling af befolkningen og peger i stedet på bedre lønninger og flere ældreboliger for at mindske afhængigheden af udenlandsk arbejdskraft.

Efter to parlamentariske kommissioner om demografiske udfordringer har den kanariske regering endnu ikke fremlagt konkrete løsninger. En nyt arbejdsgruppe er nedsat, men tiden til handling svinder ind, advarer eksperter.

- Økonomien er succesfuld set med turistbriller, men den løser ikke befolkningstilvækstens problemer, konkluderer García Rodríguez.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.