Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Findes der ulve i Spanien?

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 20/01/2016 - 01:00

Vejr og natur

NATUR: Engang var der masser af iberiske ulve i Spanien, men fordi man anså den som et skadedyr, blev mange dræbt.

Det anslås, at der er færre end 2.500 iberiske ulve tilbage i naturen i dag. Lobo ibérico er en underart af gråulven.

Arten er kendetegnet ved mørke aftegninger: En 'sadel' ned over ryggen samt mørke aftegninger på forbenene. Alt efter årstiden varierer dens pels fra lysebrun til grå og nuancer af rødbrun. Den er mindre end sine østeuropæiske fætre. Hanner kan nå en vægt på lidt over 40 kilo og hunnerne omkring 30 kilo.

Den iberiske ulv lever sammen i mindre flokke. Dyret anses faktisk for at være gavnligt, da det holder bestanden af vildsvin stabil. Den æder også kaniner, rådyr, krondyr og fisk. Nogle steder, hvor habitat og mennesker lever side om side, kan ulvene også æde husdyr som får og hunde.

Engang fandtes ulvene over hele den iberiske halvø, men i 1950'erne og 1960'erne indledte Franco en decideret udryddelseskampagne på ulven, og i løbet af 1970'erne var habitatet reduceret til den nordvestlige del af halvøen.

Ulvene var i overhængende fare for at uddø. På et tidspunkt blev det anslået, at bestanden var helt nede på 400 til 500 dyr.

Dusør for døde ulve

Der er mange grunde til faldet i bestanden, men måske var den største, at dyret i århundreder blev betragtet som et skadedyr, og faktisk gav myndighederne dusører for døde ulve, og mange steder var det en vigtig indtægtskilde. Ødelæggelse af artens naturlige habitat var også en væsentlig faktor.

Jagt er i dag forbudt i hele Portugal, men er stadig tilladt i visse dele af Spanien - desværre i de områder, hvor ulven har størst chance for at overleve. Det drejer sig om nord for Duero-floden, der løber fra Picos de Urbión i Castilla y León indtil udløbet i Oporto i Portugal.

Den sidste pålidelige optælling er fra 1988, og da blev det anslået, at antallet af ulve var steget til mellem 1.500 og 2.000. Seneste skøn lyder på, at vi nu kan være oppe i 2.500, da der er observeret ulve i Madrid samt længere sydpå, men det er altså meget usikkert. I 2013 blev bestanden i Portugal vurderet til at være helt nede på 300.

Det anslåede antal døde ulve årligt på grund af krybskytteri matcher antallet af nye ulveunger, så på den måde ser det ikke ud en snarlig stigning.

Læs mere her

Kommentarer

Ja det er sgu så sørgeligt. Man har ingen respekt for naturen. Hvad hjælper det at Spanien er foregangsland med hensyn til nationalparker, når en meget stor del af befolkningen ikke forstår er klap og bare myrder løs.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.