Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Har du set Rene?

Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 24/05/2016 - 01:00

Sundhed & sygdom

EFTERLYSNING: Blodets bånd er stærkt, og savnet til et familiemedlem kan nage voldsomt. Spanien i Dag er igen blevet bedt om hjælp til at finde en savnet dansker.

Spanien i Dag har tidligere blandt andet hjulpet en herre oppe i årene, der savnede sin gamle fodboldkammerat, og nu har vi igen fået en anmodning om hjælp.

Marlene Dyrmose har en bror, som hun aldrig har mødt, da han blev bortadopteret som tre-årig. Hun og en veninde har selv gennem længere tid forsøgt at opspore ham, og sporet endte i Fuengirola, Málaga.

Han hed oprindeligt Rene Kristoffersen, men hedder nu Rene Kristoffersen Friman, undertiden angiveligt erstattet af Freeman. Han er født den 12. juli 1973, og Marlene er selv fra 1977.

Forlod adoptivforældrene

Som tre-årig blev Rene bortadopteret til en familie i Seest ved Kolding. Hans biologiske mor, som bortadopterede ham, kommer fra Roskilde, og hans far er fra Fyn.

- Som meget ung fortalte min mor, at jeg havde en bror, som jeg aldrig havde set eller mødt og ønsket om at møde ham har været der lige siden.

- Vi ved, at han forlod sine adoptivforældre, da han var 18 år, og han ønskede selv at finde sin biologiske familie, men adoptivforældrene kunne ikke hjælpe ham, og han flyttede efterfølgende til Tyskland, siger Marlene.

De seneste oplysninger, hun har om ham, er, at han skulle bo i Málaga, hvor han har været gift, fået tre børn og siden skilt igen. Han skulle også have drevet virksomhed herfra.

Han aner ikke, jeg findes

Marlene har ledt i næsten et år på grund af et inderligt ønske om at finde sin bror. Og sammen med veninden er der blevet gået grundigt til værks i diverse arkiver, på konsultater, facebook og medier i Danmark, men uden held.

Billedet her er fra 1990'erne

Det lykkedes blandt andet at komme i kontakt med en af Renes tidligere bekendte, og det resulterede i nogle billeder, så Marlene fik sat ansigt på. Men vedkommende ved desværre ikke, hvor Rene er i dag.

- Vi har håbet og troet på, at vi var tæt på, men intet har givet pote. Derfor er det mit store håb, at I vil hjælpe mig med at finde ham, da jeg er frustreret og bange for, at jeg aldrig kommer til at møde ham. For mig er han på en måde allerede en del af mig med de oplysninger, vi har, men jeg ønsker af hele mit hjerte at kunne komme til at kende min bror, siger Marlene.

- Han ved ikke jeg eksisterer, da min far og hans mor gik fra hinanden, inden René blev født. Jeg har vidst i 25 år, at jeg har en bror, men har ikke turdet lede af frygt for, at han ikke vidste, han var adopteret. Men nu betyder det meget for mig at få vished, da jeg har tænkt rigtigt meget på ham i de forgangne 25 år.

Har du oplysninger om Rene, så send en mail til: kathrine@hesner.com 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.