Ingen ofre havde sele på
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 25/03/2016 - 01:00
Fly & trafik
ULYKKE: 13 unge kvinder mistede livet i busulykken søndag morgen i Catalonien, og nu viser det sig, at ingen af ofrene var spændt fast med sikkerhedssele.
Langt de fleste trafikdrab i Spanien hænger direkte sammen med manglen på at spænde sikkerhedsselen, og nu kan den sammenkobling laves igen. Denne gang for den tragiske busulykke, der kostede flere unge mennesker livet søndag.
Efter de indledende undersøgelser af busulykken på A-7 motorvejen i Catalonien, hvor 13 unge kvinder blev dræbt, og hvor flere blev såret, er det kommet frem, at ingen af de dræbte havde sikkerhedssele på.
Beviset for det findes i, hvor ofrene var placeret efter ulykken.
- Alle var under bussen undtagen én, der lå på vejen, fortæller en kilde fra redningsvæsnet til El Mundo.
- Hvis de havde brugt sikkerhedsselerne, ville ingen af dem være blevet skudt ud af deres sæde gennem sideruderne, da bussen kørte galt, uddyber kilden.
Mange overlevende var spændt fast
Efterforskere er nu ved at undersøge, om to af pigerne blev dræbt i præcis det øjeblik, hvor bussen stødte sammen med en anden bil. Flere af de passagerer, der overlevede, var stadig spændt fast og hang fra deres sæder, da brandvæsnet nåede frem.
En del af dem var nødt til at blive spændt op, fordi de ikke selv var i stand til det. Nogle havde blot enkelte knobs og blå mærker, mens andre var hårdere ramt.
De catalanske trafikmyndigheder har bekræftet, at det høje dødstal hænger meget sammen med de ikke spændte sikkerhedsseler, og de fortsætter nu efterforskningen for definitivt at kunne afgøre, hvad der udløste det tragiske uheld.
Chauffør i kritisk tilstand
Chaufføren af bussen er lige nu indlagt på hospitalet i Tarragona, hvor han er i kritisk tilstand.
Ifølge indledende rapporter faldt han i søvn kort inden ulykken, og det forventes, at han sigtes for uagtsomt manddrab, men den lokale anklagemyndighed har ikke været i stand til at påbegynde en sag endnu.
Sammenlignes med tidligere ulykke
Direktør for DGT, Spaniens trafikmisterium, forklarede mandag, at buspassagerer formindsker risikoen for at dø i en ulykke med 80 procent, hvis de spænder deres sikkerhedssele.
Data fra busulykken i Catalonien er meget sammenlignelig med en ulykke i sommeren 2009 på C-32 motorvejen ved Sant Pol nær Barcelona, hvor en bus kolliderede med en bil.
Her mistede seks mennesker livet, og ingen af dem var spændt fast med sikkerhedssele. Det samme var tilfældet for de hårdest kvæstede.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.