Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nyt og let betalingssystem for PREMIUM

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 21/03/2015 - 00:01

Klumme

PREMIUM: Alt er på dansk, betaling med kreditkort og automatisk fornyelse ved abonnementets udløb.

Nu bliver det let. I denne artikel får du viden om fordelene ved Spanien i Dags nye system, om udviklingen og baggrunden for det og tip til, hvordan du skal gøre.

Det er ingen hemmelighed, at betalingssystemerne for PREMIUM-abonnementet har givet både læserne og os (flere) grå hår.

På PayPal har der blandt andet været sprogproblemer og komplicerede forhold og på 4b-systemet for betaling med kreditkort har krav til sikkerhed med koder og lignende i mange tilfælde gjort det nærmest umuligt at gennemføre betalingen.

Dertil kom besværet med, at læseren ved betaling med kreditkort skulle ind og foretage ny betaling for hver 90 dage.

Alle disse problemer skulle nu være overstået! Og selvom du allerede er i gang med en abonnements-periode, kan du sagtens allerede nu skifte til det nye system. Mere om det senere i artiklen.

Det korte af den lange historie

For læseren/abonnenten er alt på dansk: betegnelser, beskeder og fejlmeddelelser.

Let og sikkert.

Ved den første betaling med kreditkortet oprettes samtidig automatisk betaling for de efterfølgende perioder på 90 dage. Det fungerer så længe det anvendte kreditkort er gyldigt.

Opsigelse kan finde sted på ethvert tidspunkt til en periodes udløb.

Ingen komplicerede processer, hvor du skal logge ind i betalingssystemer og ændre dine kreditkort-oplysninger.

Er du allerede PREMIUM-abonnent, kan du skifte til det nye system med det samme.

Det nye betalingssystem er udviklet i samarbejde med Banco Popular, kortadministratoren PAYTPV i Bilbao og betalingsadministratoren 4b/Redsys i Madrid. 

Læs længere nede i artiklen, hvordan du skifter til det nye system.

Baggrund

Sikkerheden for betaling med kreditkort - både på nettet og andre steder - er blevet skærpet gennem de seneste år på grund af stigende svindel under krisen. Ikke mindst i Spanien, hvor Banco Popular kan bevidne, at bedrageri med kreditkort nærmest er eksploderet.

Stort set alle betalingskort udstedes gennem kundens bank, og det er der, sikkerhedskriterierne for kortene fastsættes - ofte uden at kunden ved, hvad de består af.

Det vigtigste for kunden er selvfølgelig, at kreditkortet ikke kan misbruges. Men det er også vigtigt for sælgeren, at kreditkortet er i orden og har den nødvendige dækning for at gennemføre købet.

Det er ikke sjovt for en sælger eksempelvis at sende en iPad til en kunde, hvor det efterfølgende viser sig, at kortet var falsk, og at det viser sig umuligt at finde “kunden” på adressen.

Netop denne “sælger-sikkerhed” har været med til at komplicere betalingerne på nettet for kunden.

Den sikkerhed behøver Spanien i Dag ikke, fordi vi sælger et abonnement mod forudbetaling. Skulle kreditkortet vise sig at være falsk, kan vi jo bare lukke for abonnementet.

Udviklingen af betalingssystemet

Det har taget næsten fire måneder at få systemet op at køre, og flere udbydere er blevet kasseret undervejs.

Vores forudsætning var, at det skulle være et system i den spanske pengeverden, og målene var, at det skulle være på dansk, let at betjene for abonnenten og med efterfølgende automatisk træk, så abonnenten ikke selv behøvede at foretage sig mere. Med andre ord altså undgå maset med at skulle ind og foretage ny betaling hver tredje måned.

I Danmark godkendes alle betalingssystemer af NETS (tidligere PBS), men i Spanien findes der flere. Eksempelvis 4b/Redsys og ServiRed. Hvem der anvendes, er et spørgsmål om, hvilket system kundens bank benytter.

PAYTPV i Bilbao er allerede associeret med 4b/Redsys, og derfor var det let at opnå de endelige godkendelser, efter programmerings-proceduren var færdig.

Når abonnenten skal foretage betaling, starter det på kontoen hos Spanien i Dag. Her vælges ‘Betaling’ og derefter ‘Betaling med kreditkort’. Herfra foregår resten hos PAY/TPV og 4b/Redsys. Det er PAYTPV, der opbevarer kreditkort-oplysninger til både den aktuelle betaling og de efterfølgende.

Derfor vil Spanien i Dag aldrig kunne oplyse, hvilket kreditkort, der måtte være anvendt.

Når betalingen er gennemført, modtager Spanien i Dag et 'okay' fra PAYTPV, og PREMIUM-abonnementet er automatisk sat i gang eller forlænget.

TPV bliver nævnt mange gange. Det er forkortelsen for Terminal Punto de Venta (terminal for salgssted). Det er den almindelige terminal, hvor man stikker kreditkortet ind og taster sin kode. Men betegnelse TPV anvendes altså også for betalingerne på internettet.

Prisen for PREMIUM-abonnementet er uændret 18,95 euro (PayPal) og 20,60 euro (kreditkort) for 90 dage.

Hvis du er PREMIUM-abonnent, betaler gennem PayPal og ønsker at bevare denne betalingsmåde, skal du intet foretage dig!

Sådan skifter du til det nye system

Bemærk, at du nu også kan bruge Dankort/VISA til betalingen.

Her er de forskellige situationer, som du kan befinde dig i:

Du er PREMIUM-abonnent og ønsker at skifte til det nye system:

A: Du har hidtil betalt med kreditkort

Du finder 'PREMIUM log ind' i den blå menu-bjælke øverst på www.spanienidag.es

Log ind på din konto på Spanien i Dag, gå til ‘betaling’, vælg ‘Betaling med kreditkort’ og gennemfør betaling. Din abonnementsperiode forlænges nu med 90 dage, fra den hidtidige udløbsdato.

Du modtager kvittering for indbetalingen på din email.

B: Du har hidtil betalt gennem PayPal

Log ind på din PayPal konto og annullér abonnementet på Spanien i Dag. 

Log derefter ind på din konto på Spanien i Dag, gå til ‘betaling’, vælg ‘Betaling med kreditkort’ og gennemfør betaling. Din abonnementsperiode forlænges nu med 90 dage, der altså kommer oveni den hidtidige udløbsdato.

Du modtager kvittering for indbetalingen på din email.

C: Dit PREMIUM-abonnement er udløbet

Log ind på din konto på Spanien i Dag, gå til ‘betaling’, vælg ‘Betaling med kreditkort’ og gennemfør betaling. Din abonnementsperiode gælder i 90 dage fra betalingsdatoen.

Du modtager kvittering for indbetalingen på din email.

Du er oprettet som bruger, men er aldrig blevet PREMIUM-abonnent:

Log ind på din konto på Spanien i Dag, gå til ‘betaling’, vælg ‘Betaling med kreditkort’ og gennemfør betaling.Din abonnementsperiode gælder i 90 dage fra betalingsdatoen.

Du modtager kvittering for indbetalingen på din email.

Du er ikke oprettet som hverken bruger eller PREMIUM-abonnent

Klik på ‘Opret abonnement’ i den blå menu-bjælke øverst på siden og følg vejledningen.

PREMIUM-abonnementet starter automatisk, når betalingen er gennemført.

Du modtager kvittering for indbetalingen på din email.

Vær opmærksom på, at du på din konto i Spanien i Dag under 'Oversigt' altid kan se, hvornår din PREMIUM-abonnements-periode udløber.

Vores læsere er ikke til salg

Billede fra udsendelse om salg af brugeroplysninger

Måske så du udsendelsen, “Privatliv til salg” mandag den 16. marts klokken 20:45 på DR1, hvor misbruget af cookies blev afsløret. Når du er inde på en hjemmeside registreres det, hvilke interesseområder du har, og hjemmeside-ejerne videresælger oplysningerne om dig.

I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at det gør Spanien i Dag ikke. Det eneste vi anvender cookies til er, at de husker dit log-ind, så du ikke skal logge ind hver gang, du skal læse PREMIUM-artikler.

Vi har givet disse cookies en levetid på to måneder, hvilket betyder, at du teoretisk set kun skal logge ind hver anden måned. Hvis du imidlertid jævnligt sletter cookies på din computer - som mange gør af sikkerhedsmæssige årsager - skal du logge ind igen. Nogle computere og browsere er desuden programmeret til at slette cookies automatisk, og i det tilfælde, skal du selv ændre det aktivt i dine indstillinger.

Vi håber, du bliver tilfreds med det nye betalingssystem.

 

Kommentarer

Jeg har betalt PREMIUN abonnement indtil 1. maj 2015. via PAYPAL, og skal vel ikke betalt med det nye stystem inden 1. maj ?

Hej Maths

Nej, det skal du ikke. Men jeg vil anbefale dig at gå ind på din PayPal-konto en lille uge før, annullere abonenmentet dér, og derefter foretage betalingen i det nye system.

Så er du sikker på, der ikke kommer nogen afbrydelse.

Mange venlige hilsner

Torben W.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.