Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Pas på hunden!

Skrevet af Simon Koefoed Toft, ons, 22/03/2017 - 10:14

Krimi og katastrofe

KRIMI: Flere hunde er på det seneste blevet stjålet i Spanien. Politiet kommer nu med gode råd til at passe på den firbenede.

Hunden er menneskets bedste ven, men det er andre mennesker bestemt ikke.

Efter en bølge af hundetyverier har ramt Spanien, forsøger Policía Nacional nu at stoppe tendensen.

I et Facebookopslag kommer politiet med otte gode råd til, hvordan du forhindrer tyveknægte i at stikke af med din hund.

Politiet har oplevet en stigning i antallet af hundetyverier (Foto: Policía Nacional)

1. Lad ikke din hund stå bundet udenfor butikker

Første råd er lige til højrebenet. Det er almindelig kutyme at “parkere” Fido ude foran, når man går ind i en butik, men den praksis er ren foræring til eventuelle hundetyve.

2. Hold din hund i snor, når du lufter den og mist den ikke af syne, hvis den slipper fri

Det tager kun et øjeblik at stjæle en hund, så det er vigtigt, at du hele tiden har styr på, hvor din er.

3. Lad ikke din hund sidde i bilen

Der er flere gode grunde til dette råd. For det første kan en hundetyv smadre bilruden og tage hunden, men derudover kan bilen blive så varm, at det er farligt for hundens helbred. Sidst men ikke mindst er det ulovligt af selv samme grunde.

4. Hvis du skal have din hund passet på et internat, er det en god idé at tjekke internettet for andre brugeres oplevelser med stedet

Ikke alle steder er lige hæderlige, og nogle gange kan en hund “forsvinde” fra det sted den er blevet passet. Rådet her gælder også hvis du bruger en privat hundepasser.

Politifolkene redder gerne din hund, men vil hellere have, at den slet ikke bliver stjålet (Foto: Policía Nacional)

5. Vær opmærksom, når du lukker din hund ud i haven, hvis udefrakommende kan komme ind

Intet er helligt for hundetyve, heller ikke at træde ind på din matrikel. Hvis ikke din have er hegnet ind, kan det være en dårlig idé at lade hunden løbe frit.

6. Vær på vagt, når fremmede “hilser” på din hund

Hold godt fast i hundesnoren, og lad ikke nogen komme tæt på håndtaget, så er du på den sikre side.

7. Få din hund mærket med en mikrochip

Mikrochips kan gøre det nemmere at få din hund tilbage, hvis den bliver stjålet. Og så er det faktisk lovpligtigt at mærke sin hund i store dele af Spanien.

8. Kontakt straks politiet hvis du tror, at din hund er blevet stjålet

Det er bare med at komme afsted til den lokale politistation, hvis din hund er væk, og du har mistanke om, at den er blevet stjålet. Fortæl politiet alle detaljer du kan komme på.

Med de otte råd i baghovedet kan både din hund og du sove lidt roligere, og så er der forhåbentlig en hundetyv et sted, der sover elendigt.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.