Sikke dog en festforestilling!
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 23/09/2016 - 10:54
Sport & hobby
OPLEVELSE: Noah lokkede dommeren ned til en tvivlsom kendelse, besatte selv dommerstolen og lod Wilander spille mod dommeren.
Senior Master Cup blev allerede den første aften en oplevelse, som jeg sent vil glemme. Nej hvor jeg grinede og morede mig.
Torsdag aften skulle der være to kampe, men det blev i stedet to utroligt underholdende forestillinger.
Så meget spas foregik der.
Scenariet for forestillingerne var fantastisk på den flotte opvisningsbane - nej scene - i Puente Romano Tennis Club på den Gyldne Mil mellem Marbella og Puerto Bánus.
Den første forestilling startede klokken 19:00, hvor solen stadig stod på himlen og blændede en lidt i øjnene. Da den næste forestilling startede klokken 21:00 var den forsvundet bag bjergene og aftenstemningen lagde over det mere end veloplagte publikum.
Den første forestilling fandt sted mellem franske Sebastian Grosjean - 38 år - og marokkanske Younes Al Aynaoui - 45 år
Her trækkes lod om serveretten. Al Aynaoui til venstre, dommeren i midten og Grosjean til højre.
De to stod godt til hinanden. Den høje tynde og hårdtslående Al Aynaoui og den mere firskårne teknisk spillende Grosjean.
Efter nogle af de lange dueller kunne man godt se, at Al Aynaoui ikke længere er 25 år, når han snappede lidt efter vejret.
På et tidspunkt blev Grosjean træt af at spille. Han gav ketcheren til én af bolddrengene og bad ham om at spille lidt mod Al Aynaoui.
Jublen blandt publikum kendte ingen grænser.
Forestillingerne blev opført i bedst af tre sæt, hvor det eventuelle tredje sæt blev afgjort ved en super-tiebreaker. Vinder bliver den, der opnår mindst 10 point med 2 overskydende point.
Al Aynaoui vandt med cifrene 6-3, 6-7(9) og 10-5
Aftenens festabe
Så kom turen til forestillingen mellem svenske Mats Wilander - 52 år - og franske Yannick Noah - 56 år
Mens Wilander har været verdens nr. et og vundet syv Grand Slam finaler, så har Noah måtte nøjes med at være nr. 30 og kun vundet én Grand Slam. Det var i Roland Garros i 1983.
Til gengæld er Noah siden da blevet én af Frankrigs mest populære rockstjerner.
Yannick Noah i 1983 efter sejren
Yannick Noah
Forestillingen blev et stort show - specielt fra Noah side. Mats Wilander er jo kendt som den meget beskedne og koncentrerede spiller, men han var dog med på alt, hvad Noah fandt på.
Noah syntes, at publikum skulle vise sympati for ham, når han ikke kunne nå en af Wilanders bolde. Han henvendte sig til publikum og fik dem på skift fra alle tribuner i kor til at sige ‘Åååhhhh.’
Festaben mente også, at en bold helt uretfærdigt var blevet dømt ude ved Wilanders baglinje. Noah gik derned, kaldte på dommeren og gav ham et kursus i, hvad der er ind og ude.
Noah mente, at der skulle en bedre dommer til, så han besteg selv dommerstolen, og bad dommeren om at spille med Wilander i stedet…
Rockstjernen blev også på et tidspunkt træt af at spille mod Wilander med den begrundelse, at de jo er venner.
Han fik to fem-årige drenge til at komme ind på scenen og så spillede de to drenge double mod de gamle stjerner
På et tidspunkt blev Noah også træt af, at Wilander ikke kunne spille en dræbende smash, når han fik høje bolde. Han tog en af linje dommernes stole og satte sig ned og returnerede derfra
Jo, en festforestilling blev det. Og de nævnte episoder er kun meget få eksempler på Noah påhit.
Mats Wilander vandt med cifrene 7-6, 6-2. Også i denne forestilling kunne resultatet have været modsat.
Nu skal Wilander i aften spille mod John McEnroe, der også har været verdens nummer et og vundet syv Grand Slam finaler. Og arrangørerne så sikkert gerne, at de to mødte hinanden…
Vil du vide mere om turneringen, kan du læse her
Det er også muligt at købe billetter ved indgangen.
Måske ses vi?
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.