Naturparadis på størrelse med Falster

Doñana er et mageløst naturområde i Andalusien med frodig vegetation, tusindvis af fugle og sjældne dyrearter. Et paradis for alle, der vil opleve naturen på dens præmisser - og få et religiøst kick med i hatten.

Nationalparken Doñana ligger i Huelva og Sevilla Provinserne ved Guadalquivir-flodens udmunding til Atlanterhavet. Parken har et areal på 54.720 hektarer, samme størrelse som øen Falster, og er et total fredet naturområde med store restriktioner for besøg og ophold indenfor området.

Naturparken Doñana - ikke at forveksle med nationalparken - med et samlet areal på 54.250 hektarer er derimod åbent for alle, men dette naturområde beskriver vi ikke yderligere denne gang.

A: El Rocio B: La Doñana

Afstande: Sevilla 81 km., Málaga 295 km., Madrid 606 km., Alicante 685 km.

Doñana er et fladt landskab med forskellige økosystemer og særkender. Området har tusindvis af lunde med høje fyrretræer og majestætiske korkege. Lundene er placeret hist som pist og er hjemsted for den rige bestand af pattedyr, fugle og krybdyr.

Massevis af rå- og dådyr lever i fred og ro uden fare for at blive angrebet af rovdyr eller krybskytter. Vildsvin, desmerdyr og ildere nyder ligeledes de fredelige omgivelser sammen med ræve, kaniner og syvsovere.

En lille familie desmerdyr

Fuglebestanden er lige så varieret. Doñana er hjemsted for over 300 forskellige fuglearter, hvoraf en tredjedel yngler i det fugtige terræn. Dertil er området mellemstation for trækfugle på vejen frem og tilbage mellem Europa og Afrika.

En stor flok flamingoer som denne, er ikke et sjældent syn her

Området har bl.a. fiskehejrer, flamingoer, storke og gæs. I luftrummet over Doñana svæver rovfugle som kongeørne, gribbe, høge og vandrefalke på jagt efter bytte i krattet.

En kongeørn på jagt

De vandrende klitter

Nationalparken er, foruden den rige stand af fugle og pattedyr, berømt for de mobile klitter. Som følge af den kraftige blæst fra Atlanterhavet, og den sparsomme vegetation, er klitterne i konstant bevægelse. Vegetationen af græs og siv holder ikke på det fine sand, der flytter sig i takt med vindretningen.

Fænomenet skaber derfor et bølget landskab med klitter i forskellige størrelser og højder. Den ene klit ligner toppen af Mount Everest, den anden minder om Himmelbjerget. Side om side, vel og mærke.

Billedskøn landsby

Jeg besøgte selv nationalparken sammen med min spanske hustru, hendes søster, min svoger og niece, samt min svigermor.

Vi startede turen ved at køre fra Málaga til landsbyen El Rocio, berømt i hele verden for sin pilgrimsfærd 'El Rocio' i pinsen.

Klik her for artikel om pilgrimsfærden

Det første stop på turen havde sin forklaring. Fire medlemmer af familien havde lejet heste i El Rocio, da de ville ride rundt i udkanten af nationalparken.

Skiltet udenfor reservations-kontoret

Inden rideturen gik vi rundt i den smukke landsby, fyldt med hvide huse, sandbelagte gader og betagende udsigt til marsken.

Pladsen foran kirken summede af liv, da vi ankom. Familier med børn gik rundt og nød, ligesom os, udsigten til nationalparken i det fjerne.

Flere turistbusser holdt på rad og række. Passagerne var enten gået på opdagelse i byen eller søgte hen til landsbyens midtpunkt, sognekirken 'El Rocio' med den berømte jomfru-figur.

Kirken gjorde stærkt indtryk. Der var gudstjeneste med efterfølgende sang af et 'Rocio-kor' og det hele kulminerede med vielsen af et ungt sigøjner-par.

Ved siden af kirken gik vi ind i kapellet for de syndfri ('Monumento al Sinpecado'). Bygningen lignede udefra et kedeligt sted, men den viste sig at være landsbyens bedehus med flere hundrede tændte vokslys.

Ingen stress her

Jeg gik på opdagelse i landsbyen, mens de fire ryttere var af sted. Byen spiller en vigtig rolle for katolikkerne og har en magisk tiltrækningskraft, også for en protestant.

Jespers kone Rocío

Det mest behagelige ved El Rocio er det rolige tempo. Ingen ser ud til at have travlt eller være stressede. Det virker nytteløst at skynde sig mere end højst nødvendigt.

Ryttere og hestetrukne køretøjer forstærker dette indtryk. Adskillige medlemmer af byens mange broderskaber foretrækker heste frem for biler eller motorcykler. Hestene larmer mindre og bliver ikke svinet så meget til af det løse sand som de firehjulstrukne køretøjer.

En helt almindelig dag i El Rocio

På den anden side af landevejen besøgte jeg 'Museo de El Rocio', et nyt folkemindemuseum. Store plancher på spansk og engelsk beskriver områdets spændende historie. Gamle og nye fotografier viste udviklingen gennem de sidste mange hundrede år, og en kortfilm gengav højdepunkterne fra pilgrimsfærden.

Uforglemmelig oplevelse

Efter frokost i byen Bollullos del Condado, 30 kilometer fra El Rocio, kørte det ene hold, Maria del Mar, Ángel og Loli, hen til vores hotel i kystbyen Matalascañas.

Flere turistbusser holdt på rad og række

Det andet hold, Rocio, Beatriz og jeg, tog på opdagelse i Doñana, selv om vi ikke havde reserveret plads på forhånd. Vi tog alligevel chancen og kom heldigvis med en bus til den nordligste del af området med vegetation fra Middelhavsområdet, 'bosque Mediterráneo' og marsken, 'la marisma'.

På hvert sæde lå en kikkert, der snart kom passagerne til gode

Bussen kørte fra landsbyen hen til nærmeste indkørsel, hvorefter den eventyrlige oplevelse begyndte. På hvert sæde lå en kikkert, der snart kom passagerne til gode. Chaufføren holdt flere gange stille og det tillod os at studere dådyr, ræve og kaniner på nært hold. En enkelt gang fik vi øje på en ilder i en trækrone, men den er fra naturens hånd menneskesky og forsvandt med det samme.

Tørt og vådt

Under køreturen gennem det kuperede, sandfyldte terræn fortalte guiden, Sonia, om områdets historie. Hun beskrev nationalparkens flora og fauna og fremhævede nationalparkens klimatiske cyklus for at forstå, hvorfor nationalparken er så berømt og værdsat blandt naturelskere.

Den meget engagerede rejseguide Sonia forklarer

Doñana har to årstider, der står i skærende kontrast til hinanden. I den tørre periode er nationalparken forvandlet til marsk og skovlunde med sporadiske vand- og mudderhuller, indtil regnen sætter ind i løbet af efteråret.

Nedbøren skaber de følgende måneder Sydeuropas største vadehav. Store dele af nationalparken bliver oversvømmet og dækker flere steder trækronerne til.

- De klimatiske modsætninger tillader at besøge nationalparken flere gange i løbet af året og forlade området med forskellige indtryk hver gang. Den våde periode byder på det magiske syn af flere tusinde trækfugle i vadehavet, mens den tørre periode tillader at studere vegetationen og de mange pattedyr, forklarede guiden.

Harmoniske omgivelser

Den første del af turen endte ved fugleobservatoriet 'Vetalengua'. Det er i den våde periode omringet af vand, men der var på denne årstid hverken vandhuller eller mudderpøler.

En kortfilm om nationalparken og flere plancher med farvestrålende fotos af trækfuglene gav alligevel et fyldigt indtryk af, hvor smukt og harmonisk Doñana er i den våde periode.

Passagerne fik alligevel valuta for pengene. Bussen standsede på vej tilbage ved en stor sø. Guiden monterede en præcisionskikkert og tilbød alle at studere skestorke, kobbersnerper og lyserøde flamingoer i det mudrede vand.

Kort tid inden afslutningen på den spændende tur stødte flere hundrede medlemmer af et broderskab til. De har som de eneste personer udefra tilladelse til at opholde sig i nationalparken uden guide og hylder broderskabets jomfru med en vandretur i marsken.

- Har I nydt turen?, spurgte vores guide, da bussen nåede frem til El Rocio.

Passagerene kiggede alle på hinanden og nåede frem til den samme konklusion. Det er bestemt ikke sidste gang, at vi har sat foden i dette enestående paradis.

Rigtig god fornøjelse!

Hvordan bestiller man busturen på forhånd?

Klik her for at komme til hjemmesiden, hvor du kan bestille rundvisninger

Klik her for at komme til nationalparkens hjemmeside