

Policía Nacional har afsløret en hemmelig marihuana-plantage i et hus i Marbella, Málaga.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
“Bønderne” var et par på henholdsvis 36 og 20 år, begge af svensk nationalitet, og de er begge blevet anholdt på sigtelser om narkoforbrydelse.
Aktionen fandt sted den 3. februar og kulminerede med to ransagninger. Her blev der beslaglagt 207 marihuana-planter i forskellige størrelser, 300 forspirede frø, 172 gram hash, 3.695 euro og 14.500 svenske kroner.
Plantagerne var sat op i to lejede huse. Svenskerne blev så at sige taget med bukserne nede, da de var i fuld gang med at slæbe 69 planter ind i det ene hus med lommerne fulde af kontanter.
Uden det store held forsøgte de to at gemme det hele for politiet, men det var mildest talt en ret optimistisk tilgang til situationen.
Parret har været for en dommer i Marbella.