Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bilister sad fast i sneen

Skrevet af Pia Bruun, man, 11/01/2010 - 10:54



Sne, frost og isglatte veje. Sådan var trafiksituationen i går i de indre egne i Málaga provinsen, hvor temperaturene de fleste steder lå...

Sne, frost og isglatte veje. Sådan var trafiksituationen i går i de indre egne i Málaga provinsen, hvor temperaturene de fleste steder lå lige omkring frysepunktet.

Omkring 100 bilister sad fast i sneen på vejen i El Torcal. Det var børn og voksne, som søndag eftermiddag ville ud og opleve sneen i bjergområdet ved Antequera, der er et af de værst ramte af det hårde vintervejr i Málaga.

Men da de besøgende i går eftermiddag ville hjem igen blev de overrasket af en kraftig snebyge, som betød at hen ved 30 biler sad fast i sneen. Brandvæsnet måtte sende fem køretøjer afsted for at grave bilerne fri.

Det er ikke første gang at besøgende trodser myndighedernes advarsler mod at køre ud i snevejret.

Fredag måtte redningsmandskabet igen rykke ud for at hjælpe 25 nødstedte personer, som havde bevæget sig ind i el Torcal-området.

Indbyggerne i de to små landsbyer La Hiquera og La Hoya i Antequera var i går spærret inde indtil det lykkedes sneplovene at rydde vejene for sne.

Det sneede i går i 30 landkommuner i Málaga provinsen. Laveste temperatur blev målt i Antequera med 3,4 minusgrader.

Der blev i går eftermiddag rapporteret om 20 trafikuheld rundt om på landevejene i Málaga provinsen. Hovedparten skyldes det våde og glatte føre.

Fire landeveje måtte i går spærres for trafik: A-7200 i Archidona; MA-8301 mellem Estepona og Jubrique; A-402 i Alcaucín og A-92M på grænsen mellem Málaga og Granada.

Tre unge på 19 og 20 år måtte søndag reddes ud af naturområdet Los Montes de Màlaga efter at de var faret vild. De tre var taget på cykeltur og måtte kort efter kl. 16 i går eftermiddag ringe efter hjælp. Det tog dog redningsfolkene flere timer at finde frem til cyklisterne, der blev lokaliseret ved bækken Humaina i god behold.

Også flere bilister, der trodsede politiets advarsler om at køre ud i de våde vejr sad i går fast i sneen i Los Montes de Màlaga, men det lykkedes dog langt de fleste at komme fri igen ved egen hjælp.

Se SUR's billedreportage fra Málaga

***

Søg og find din drømmebolig på Costa del Sol til den bedst mulige pris.

Klik her for at lære den lettest tænkelige løsning at kende.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.