Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Avisernes, bladenes og andre mediers fremtid

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 28/03/2020 - 00:01

Coronavirus Klumme

KLUMME: Det bliver knald eller fald for mange medier, forudsiger analytiker. Læs også, hvorfor Premium-abonnenter bliver til Spanien i Dags AMIGOS med samme Premium-rettigheder.

Jeg vil starte med at sige, at klummen denne gang er lidt af en mundfuld, men bær over med mig - det er vigtigt. For alle...

Først vil jeg dog give ordet til Jan Birkemose, som jeg har fulgt gennem flere år via hans analyser i nyhedsbrevene fra medietrend.dk, og han nyder min største respekt.

Jan Birkemose er journalist, redaktør, iværksætter og analytiker med stor erfaring i digital udvikling, digitalt indhold og dagsordensættende journalistik.

Tidligere har Jan Birkemose været chefredaktør for Ugebrevet A4 og direktør i selskabet Avisen.dk ApS. Og før det en fortid som undersøgende journalist på Ekstra Bladet

Jeg har fået lov til at bringe Jans seneste forudsigelse for udviklingen i medieverdenen under og efter corona-krisen. Den er vigtig at læse - også for at få indsigt i de dispositioner, som vi træffer i Spanien i Dag af hensyn til og i overensstemmelse med abonnenterne.

Hvis ikke du gør en forskel, så...

Medier overalt i verden har de seneste uger meldt om alarmerende og nedslående tal for annonceindtægterne. Både de annoncer, der her og nu fordufter på grund af coronakrisen, og dem, der forsvinder på grund af den økonomiske recession, som mange af de store annoncører er på vej ind i.

Med aflysningen af OL om kun få måneder, bliver det endnu værre.

Særligt tv-stationer vil blive hårdt ramt af manglende reklameindtægter fra verdens største mediebegivenhed. Men også abonnementsmedier plejer at sælge abonnementer på ryggen af megaevents som OL.

Landede corona så bare i en ellers velfungerende og sund branche. Men krisen rammer med samme ondskab, som når naturkatastrofer altid foregår i verdens fattigste lande. Medierne har i årtier vaklet rundt og er kun lige netop ved så småt at finde konturerne af en fremtidig forretningsmodel.

Den hedder som bekendt flere kroner fra brugerne og færre fra annoncerne. Sidstnævnte giver nu helt sig selv, men det betyder, at der skal findes endnu flere kroner fra brugerne.

Et meget vigtigt gear i den strategi er, at medierne betyder noget for nogen. At de skaber værdi og nødvendighed, som nogen bare ikke vil undvære. Medierne skal kort sagt dyrke det purpose, som blev et af de store buzzwords i 2019.

Lidt mere konkret betyder det:

  • At mediet er et nødvendigt tandhjul i det økosystem, som det er en del af. Er det et nichemedie, kan folk ikke være gode til deres arbejde i branchen uden nichemediet. Er det et lokalsamfund, skal lokalmediet være så værdifuldt, at det bliver et dårligere samfund uden mediet.

  • For at erobre den position skal mediet forstå sin rolle og opgave og turde definere sig så markant og synligt, at ingen i økosystemet er i tvivl om bidraget.

  • Mediet skal også være ydmyg og lyttende overfor brugernes og økosystemets behov. Selvhøjtidelighed er der kun få der gider betale for.

  • Kort sagt skal nogen være klar til at betale for mediets eksistens fordi de mener, at mediet løser en opgave, som er vigtig uanset om de lige selv læser/ser/lytter det hele. Det betyder altså, at mediet får penge for at betyde noget i stedet for penge for at give adgang til noget (indhold).

At gøre en forskel med sin blotte eksistens er et altafgørende parameter i en verden, der oversvømmes af indhold og begrænset betalingsvilje.

Men det er ikke nok at råbe det højt. Der skal gøres en forskel hver dag, hele tiden og altid for nogen. Mediet skal kunne mærkes.

PREMIUM bliver til AMIGOS

En ændring af vores begreb fra PREMIUM til AMIGOS (venner) har længe ligget i vores tanker, og den nuværende - og ikke mindst kommende vanskelige situation for alle - har fået os til at træffe beslutningen nu.

Fra på mandag vil du i PREMIUM-artikler og mange andre steder i stedet se AMIGOS PREMIUM. Det gør vi i cirka en uge, hvorefter der alene vil stå AMIGOS. På den måde håber vi, at der ikke skabes forvirring hos vores AMIGOS, der samtidig vil få en email med orienteringen i løbet af weekend.

Hvorfor navneskiftet?

Som det fremgår af Jan Birkemoses forudsigelser, vil annoncører være væk i lang tid, og det bliver en forudsætning for mange medier at klare sig med brugerbetaling.

Det gælder også for Spanien i Dags fremtid.

I forbindelse med vores fastholdelse af vores politik om, at alle de vigtigste artikler er forbeholdt Premium-abonnenter - fremover Spaniens i Dags venner - har vi fået en stor støtte fra eksisterende venner og de nye, der er kommet til. Tak for det til alle.

Vi har fået stor påskønnelse fra venner i både Spanien, Danmark og Norge. Ja sågar har flere tilbudt os yderligere økonomisk støtte, hvis nødvendigt.

Tak for det.

Spanien i dag er egentlig et underligt medie. Vores læsere og venner bor primært både i Spanien og Danmark. Hvis ikke de bor i Spanien, har de typisk feriebolig, korte- eller langtidsophold i Spanien - eller måske bare familie, hvis livsbetingelser de vil følge med i.

På redaktionen gør vi alt for at knytte båndene og de mange forskellige interesser. Vi udsender spørgeskemaer til vores AMIGOS for at målrette avisens indhold bedst til interesseområderne. 

AMIGOS passer meget bedre til nogle af de ønsker, vi har med Spanien i Dag: Fortsat at levere nyheder og information med høj troværdighed og samtidig kunne løse fælles problemer for hinanden med viden og dokumentation som udgangspunkt. Vores logo med hjertet illustrerer vores mål bedre end noget andet.

Gennem den seneste tid har vi haft travlt med telefonopringninger og emails fra abonnementer, der har behov for hjælp. Usikkerhed om mange af forholdene under alarmtilstanden - eller også lige en beroligende trøst. Sådan er det at være venner. 

 
Video

Sangen ‘Amigos Para Siempre’ der blev symbolet for de Olympiske lege i Barcelona i 1992, blev sunget af Sarah Brightman & José Carreras. Den har aldrig forladt mit hoved.

Og specielt i denne tid er den blevet endnu vigtigere, hvor sammenhold og loyalitet både skal bringe os gennem corona-tiden og den efterfølgende tid, hvor mange konsekvenser af en recession kan forventes for alle vores læsere.

Visionen

Ham Torben Wilkenschildt hører jo ikke længere til i de yngste generationer. Alligevel klarer han alligevel lige nu at arbejde i noget, der ligner døgndrift. Det kan også kun lade sig gøre, fordi jeg ikke længere har en hustru at tage hensyn til, og mine ugentlige glade stunder med barnebarn Andrea ikke kan lade sig gøre i under alarmtilstanden.

Det er hans vision, at Spanien i Dag - en dag - overtages af AMIGOS, som en eller anden form for folkeaktieselskab, for at sikre mod en overtagelse af interesser, der kun går efter profit og udnyttelse. Visionen betyder ikke, at han vil fortsætte med at arbejde, så længe AMIGOS-bestyrelsen ønsker det. Han kan jo blive dement.

Og så denne lørdag vil jeg takke Kathrine Hesner her på redaktionen for en fantastisk indsats i den forgange uge. Hun bruger bunker af tid på, at være helt sikker på, at de oplysninger, vi leverer til læserne er helt korrekte. Og let er det ikke altid, at få tungen på gled hos de kompetente myndigheder i Spanien.

Teamet bag Spanien i dag ønsker dig en god weekend derhjemme og velkommen til en ny uge med masser af AMIGOS og PREMIUM.

Torben Wilkenschildt

PS: Hvis du vil være blandt AMIGOS med samme interesser, skal du bare klikke i dette link. Så går resten af sig selv.

Kommentarer

Synes godt om det nye logo. Kan tilslutte mig tidligere indlæg om anvendelse af det engelske sprog, hvilket for mig betyder at der er en 3. part indeover. Derfor synes jeg at teksten bør understrege et af nationaliteterne.
Ok fra mig ved højre brugerbetaling, som dog igen skal ses på, ved tilbagevenden til normale tider.
Hej Iver Mange tak for din tilkendegivelse om både det ene og det andet. Med hensyn til hjerte-logo'ets sprog, er der mange ting at tage hensyn til, for at de fleste nationaliteter forstår det. Hvis jeg eksempelvis trykker det på en T-shirt, og går i byen, vil for eksempel både danskere, der ikke kender os, og og englændere næppe forstå 'Os Queremos'. De fleste i hele verden kender nok 'I Love You'. Men selvfølgelig skal T-shirten primært benyttes til at skabe sympati hos spanierne. Vii tænker hårdt over det og er altid lydhøre over forslag fra amigos Bedste hilsner Torben W.
Rigtig god ide og et fantastisk flot logo. Hvad med ,at lave reklameting med navn og logo.
Sende klistermrk.ud til alle AMIGOs mod betaling, så man kan se medlemsskabet på postkassen. osv.
Det er en god ide. Tænker, at det fine logo måske burde følges af de spanske ord for We love you. Altså "te amamos" i stedet for engelske ord. I forvejen er vi jo"amigos". Vh. Steen Stage
Hej Steen Tak for dit synspunkt, der straks ryger i tænkeboxen. Bedste hilsner Torben W.
Synes det er en god ide med Amigos. Ordet henvender sig til en gruppe af venner og er samlende, hvor Premium kan have mange betydninger og kan måske skille og gi anledning til spørgsmål!
Hej Thorkild Tak for din tilkendegivelse og opbakning til den ændrede betegnelse. Bedste hilsner Torben W.
Mange ord, vil læse dem grundigt, men mangler de daglige tal og oplysninger om corona i Spanien..
God week end Molly.
Hej Molly Corona blev publiceret klokken 8:16 - lige før, du skrev din kommentar. Årsagen til, at den ikke lå der klokken 7:00 som de hidtidige dage, skyldes, at jeg er nødt til at sove lidt længere i weekenden. Så i stedet for at stå op ved 4:30-tiden, kan jeg i weekenden sove længe til ved 6:30-tiden... Håber det er ok? :) God fornøjelse med de mange ord - de er vigtige. Og god weekend! Bedste hilsner Torben W.
Ham der Torben,
sovetryne!
Svarer her, da de sk.irriterende captchas hævder reuse
attack, fordi jeg lige ville gennemse.

Nå, jeg har haft de samme tanker, du giver udtryk for mht
økonomien.
Har I regnet på, hvor mange penge I skal have i kassen uden
uden nogen form for annoncer og så divideret med antal
abonnenter/venner?
Det bliver ikke småpenge!
(Kan ikke lide substantivet "venner", for hvem er ven,
når krybben er tom og lokummet brænder?)

En personlig bemærkning: på trods af en begrundet
mistanke om monarkisme, tor jeg, du er et fantastisk
menneske - og du bliver ikke dement de første 29,8 år.

Myvh

R
Hej R Jeg elsker også dig! Ja, det har vi regnet lidt på og med den voksende støtte kan det måske godt betegnes som en slags småpenge - afhængig af, hvad ens begreber er. Men alt det vil jeg vende tilbage til senere, når vi har gjort støttens omfang op og vurderet sammen med vores revisor. Faktisk bliver jeg dag for dag mere optimistisk i forhold til min vision. Alt det bedste Torben W.
Tak, i lige måde.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.