Gudstjenesten i Arrayanes Garden lørdag den 18. november

231118_gudstjeneste

Om dagen med Ninas prædiken og den efterfølgende hygge.

Skrevet af Karen Margrethe Engelbreckt.

Vi kunne jo ikke afholde gudstjenesten i Fiskerkapellet i, som vi plejer på grund af en vandskade, men vi har lavet en aftale med restauranten Arrayanes Garden i Almuñécar om leje af et lokale bag selve restauranten.

Nogle af de meget aktive medlemmer af Kirkerådet havde sammen med præsteparret fået forvandlet det lidt triste lokale til et ret hyggeligt “kirkerum” og Nina afholdt en dejlig gudstjeneste med Bjarne, som både “degn” og “organist”.

Om lørdagens prædiken skriver Nina

Dagens tekst fra Matthæusevangeliet, 24. søndag efter trinitatis handler om liv og død. En synagogeforstanders datter opvækkes og kvinden med blødninger igennem 12 år helbredes.

Vi møder i Jesus, den Gud, der stiller sig på livets side i kampen mod død, sygdom og ensomhed i en verden, hvor ondskab og død på rædselsfuld vis har sat dagsordenen mange steder.

Jesus accepterer kvindens tro, og med sin hånd der rækker ud og rejser den døde pige op, overskrider eller nedbryder han alle de gamle grænser mellem rent og urent og tager imod os som vi er.  Jesus gik selv vejen igennem lidelse og død til opstandelsen påskemorgen, som vi med vores forstand ikke forstår, men kan tro. Så er døden kun en søvn, som vi skal vågne op fra, når Jesus kommer og vækker os påskemorgen. Det tænder et lys for mange og vækker håbet om, at Guds kærlighed kan ingen krigs- eller terrormagt i verden tage livet af. Det indgyder et nyt mod til at leve og elske at leve med den sårbarhed og skrøbelighed livet rummer hvert sekund for os alle.

Lørdagshyggen

20 deltog i gudstjenesten, og de var alle med til den hyggelige spisning, der fandt sted på samme restaurant, hvor gudstjenesten blev holdt. Så ingen problemer med transport eller parkering.

Der blev serveret en dejlig 3-retters menu og kaffe som blev indtaget på den overdækkede terrasse med den smukkeste udsigt til hele bugten ved Almuñécar. Det blev igen en dejlig eftermiddag og de gæster, der deltog for første gang, udtrykte håb om, at de også næste år kunne komme tilbage og deltage i en gudstjeneste i Almuñécar.