13-årig gravid bortført - ni anholdt
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 07/09/2011 - 11:27
Krimi og katastrofe
Sagen om en 13-årig piges forsvinden fra sit hjem i El Puerto de Santa María i Cádiz, er langt mere dramatisk end først antaget. Ni personer...
Sagen om en 13-årig piges forsvinden fra sit hjem i El Puerto de Santa María i Cádiz, er langt mere dramatisk end først antaget. Ni personer er foreløbig anholdt og er blevet sigtet for kidnapning og ulovlig abort.
Blandt de anholdte er den 24-årige colombianske statsborger Oscar Felipe O.P, der er ansat i hæren, hans forældre, hans søster, onkel og dennes kæreste og datter og to veninder til til de anholdte. Flere af de anholdte er kendt af politiet i forvejen for narkohandel. Alle mistænkes for medvirken på den ene eller anden måde i den næsten 30 dage lange kidnapning.
Bortført eller overtalt
Pigen forsvandt fra sit hjem ved midnatstid den 30. juli. Hun efterlod sig et brev, hvori hun forklarede, at hun nu løb hjemmefra. Med sig havde hun noget tøj og 70 euro i kontanter. Alt tydede derfor på, at pigen var stukket af hjemmefra frivilligt, men så enkelt var det åbenbart ikke.
Meget tyder på, at pigen blev bortført eller i hvert fald overtalt til at gå hjemmefra. Hun blev derefter spærret inde i en lejlighed i Torrevieja i Alicante. Her fik pigen tilsyneladende en ulovlig abort. En gang om dagen fik pigen en bakke med mad og medicin, som skulle hjælpe mod smerter og infektioner efter aborten. Pigen har bagefter fortalt, at hun ikke tog pillerne af frygt for sit liv.
Mistanke til 24-årig kæreste
Pigens forældre slog alarm få dage efter hendes forsvinden. Forældreparret Angelica og Juan, satte plakater op af deres forsvundne datter i Cadiz, Huelva og Málaga i den tro, at datteren ikke befandt sig langt væk. De var hele tiden overbeviste om, at sagen havde noget at gøre med den 24-årige colombianer. Også to veninder til den 13-årige mente, at colombianeren, som er udstationeret på San Fernando basen i Cadiz, havde en finger med i spillet.
Manden nægtede dog at have noget kendskab til pigens forsvinden.
Afsløret af telefonaflytning
Efter en række telefonaflytninger kom politiet på sporet af den forsvundne, som blev holdt skjult i forskellige lejligheder i Alicante Provinsen. Først den 26. august blev pigen befriet af politiet i Torrevieja - efter næsten en måned i fangenskab.
Meget tyder på, at pigen var blevet uønsket gravid, og at hendes kærestes familie havde 'tilbudt' at ordne en abort. Sagen efterforskes stadig. Men den 13-årige blev altså heldigvis fundet i god behold og er nu hjemme igen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.