Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Storbrand stadig ude af kontrol

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 12/09/2014 - 10:52

Krimi og katastrofe


Branden i Naturparken Montgó i Valencia har foreløbig raseret 439 hektar skov. Formanden for regionsregeringen, Alberto Fabra, mener, at den e...

Branden i Naturparken Montgó i Valencia har foreløbig raseret 439 hektar skov. Formanden for regionsregeringen, Alberto Fabra, mener, at den er påsat - muligvis ved et uheld. Flammerne er slukket, men branden er ikke under kontrol.

 

Nogle valgte selv at pakke en taske og flygte, mens andre blev evakueret af myndighederne. På et tidspunkt i aftes valgte nogle borgere at trodse advarsler og vendte hjem til deres huse. Det fik de dog ikke meget ud af, da myndighederne hurtigt tvangsevakuerede dem igen.

 

Det brænder endnu mellem Gandía og Benidorm

 

Branden opstod i går eftermiddag på en brand-varm efterårsdag med 36 grader og meget lav luftfugtighed. Den startede i naturparken Parque Natural i Montgó ved Les Planes.

 

Omkring 1.000 indbyggere blev evakueret fra Dénia og resten fra Jávea. Flere boliger er gået op i røg, og der er sket skader på andre.

 

Seks brandbiler, seks brandslukningsfly og fire helikoptere blev i går eftermiddag sat ind for at bekæmpe branden. Landevejen i Les Planes blev spærret for trafik i forbindelse med slukningsarbejdet, og senere på aftenen blev også Les Rotes lukket for trafik.

 

 

Kort efter klokken 16 modtog alarmcentralen et opkald om, at der var set røg fra et område ved Camí dels Molins i Xàbia Kommune. Men landsbyen slap for skader, da vinden blæste i den anden retning og førte i stedet ilden gennem slukten i retning af Dénia. Klokken 16:15 nåede branden til Dénia, og der blev spærret for trafik på flere landeveje.

 

Blot et kvarter senere besluttede Dénia Kommune at aflyse alle aktiviter på sportsstadion Joan Fuster og gik i gang med at evakuere beboerne i de mest udsatte områder i Lloma del Castanayar og Torre del Gerro.

 

Mindst to huse er brændt helt ned

1.000 personer, der i går blev evakueret fra Las Rotas, fik lov til at vende tilbage igen fredag morgen, skriver Las Provincias.

 

Haver og parker er alvorligt medtaget, og to huse på Dénia siden af Montgó-bjerget er brændt ned. Ejerne har mistet alt.

 

Desperate boligejere forsøgte at holde flammerne væk

 

I Dénia blev turister på Hotel Las Rotas, på campingpladsen Los Pinos, og beboerne i Montgó, Lloma del Castañar, la Torre del Gerro, la Punta Negra, El Trampolí, el Marge Roig og Arenetes bedt om at forlade området straks.

 

I Jávea har mange beboere i Creuat og La Plana beboelseskvartererne – som hovedsagelig er britiske statsborgere – i panik hentet deres kæledyr og et par tasker med de mest nødvendige ting. Nogle lod sig frivilligt evakuere, mens andre blev tvangsevakueret. Nogle af dem, der vendte hjem i går aftes, blev nemlig tvunget ud af deres hjem for anden gang.

 

 Omkring et hundrede personer har været til behandling for røgforgiftning og gener.

 

Her startede den frygtelige skovbrand

 

Udlændinge tilbyder hjælp

Men der er også hjælp at hente. Den Teulada-baserede hundekennel, Nancys, har tilbudt midlertidigt at huse kæledyr for de personer, der er blevet evakueret.
På sin Facebook-side appellerer kennelen alle til at hjælpe til at med at genhuse hjemløse dyr, og i nabolaget Benissa, Benitatxell og Teulada er frivillige i fuld gang med at tilbyde gratis indkvartering af berørte borgere, indtil de kan vende hjem igen.

 

En gruopvækkende katastrofe

 

Radiostationen Overseas FM på 105,4 har etableret kontakt til til rådhuset om oprettelse af private hjælpe-centre. Radiovært Adam King har lavet en liste over, hvad de evakuerede kan have brug for som indkvartering, tøj og mad, og der er oprettet et krisecenter for udlændinge ved Iceland-supermarkedet i Jávea, der kendes af mange udlændinge.

 

 

Aldrig set noget lignende

- Gruopvækkende, siger Xàbias borgmester José Chulvi, og understreger, at han aldrig har set noget lignende.

 

- En monumental katastrofe, siger han og håber, at det med ny vindretning og mindre blæst snart vil være muligt at få branden under kontrol.

 

- Vinden har lagt sig noget, og det er en stor hjælp. Jeg håber at vi snart kan vende tilbage til normalt tilstande, siger borgmesteren til den spanske statsradio RNE.

 

Sandsynligvis påsat

Udvalgsformand Luis Santamaría siger, at man endnu ikke kender årsagen til branden, men alt tyder på, at den er påsat. Ilden startede omtrent samtidig flere steder lige midt i naturparken i El Plan de San Jerónimo ved El camí de la Serpeta.

 

Formanden for regionsregeringen i Valencia, Alberto Fabra, ankom til området klokken ti fredag formiddag for at få et overblik over skaderne. Han siger, at branden er opstået i et beboet område og kan være opstået ved uforsigtig omgang med ild, eller også er den decideret påsat.

 

Hårrejsende syn fra lystbådehavnen i Xábia

 

Ved 11-tiden var branden nået til El Cano de San Antonio og sejlklubben Club Náutico i Xàbia. 25 badegæster er blevet evakueret fra La Cala Cova Pallà ved naturreservatet Cabo de San Antonio, oplyser formanden for Røde Kors i Dénia, José Francisco Montiel.
 

Det er den femte brand i løbet af den seneste uge, og det er desværre ikke specielt overraskende. Starten på september har været den varmeste siden 1950, oplyser Meteorologisk Institut.

 

Borgmester: Det største problem

Også Andalusien har haft ualmindeligt mange brande denne sommer. Byrådet i Mijas har registreret ikke færre end 70 brande over de seneste ti måneder. Derfor har de lokale myndigheder forsøgt at få borgerne mere involveret i brandbekæmpelsen og ikke mindst forebyggelse af storbrande.

 

Borgmester Ángel Nozal har udtalt, at brande i dag er Mijas' største problem, og noget tyder på, at han har ret. En undersøgelsesgruppe har analyseret brandene, der har hærget 166 hektar i området. Heraf var sølle 12 hektar i landområder, mens 154 hektar var i beboelsesområder.

 

Derfor har han også bedt den andalusiske regionsregering om hjælp, men det fik han nuikke meget ud af. Han fik blot at vide, at brandbekæmpelse er et kommunalt anliggende.

 

Tørreste sted i verden

Det er tvivlsomt om regionsregeringen i Valencia vil være mere behjælpelig end i Andalusien, men lige nu har den i hvertfald nok at se til, mens branden raser på Costa Blanca.

 

Men den har dog mere end god grund til at være oppe på mærkerne med forebyggelsen. Universitetet i Alicante, der ligeledes ligger i Valencia-regionen, har nemlig fundet ud af, at området er det tørrest beboede sted i verden lige nu.

 

I løbet af det seneste år er der kun faldet 104 liter regn per kvadratmeter, hvilket er sølle 30 procent af normalen. Dermed må Alicante se sig slået af den afrikanske region, Sahel, der ligger mellem Sudan og Saharaørkenen.

 

Pas på med ilden

Mange brande starter som følge af afbrænding af affald. Husk på, at åben ild er strengt forbudt indtil d. 15. oktober, men derefter skal man stadig være ekstremt forsigtig på grund af det usædvanligt tørre landskab.

 

 

Fra Facebook-gruppen Lokal Fire- & Weather Watch. Videoen er optaget klokken 6:30 fredag morgen:

 

 

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.