Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

18 måneders bøder for ‘kysset’

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 21/02/2025 - 07:00

Krimi

Luis Rubiales kendt skyldig i seksuelt overgreb, men slipper for fængsel.

Både den tidligere præsident for RFEF (Spaniens Fodboldforbund) og de øvrige anklagede er frifundet for trusler.

Der er nu afsagt dom over Luis Rubiales for hans kys på Jenni Hermoso under finalen i VM i kvindefodbold 2023 og de efterfølgende trusler mod fodboldspilleren og hendes omgangskreds. Efter ni intensive og lange retsmøder har dommeren José Manuel Clemente Fernández-Prieto idømt ham 18 måneders bøder med en daglig betaling på 20 euro (cirka 11.000 euro ialt) for en forbrydelse af seksuel karakter Til gengæld undgår han fængsel.

I sin dom frifinder magistraten Rubiales og de tre andre anklagede i sagen – den tidligere kvindelandstræner Jorge Vilda, den tidligere direktør for herrefodbold Albert Luque og den tidligere marketingansvarlige i forbundet, Rubén Rivera – for anklager om trusler.

I løbet af to uger afgav omkring 20 vidner forklaring for at understøtte spillerens version, herunder Alexia Putellas og Irene Paredes, eller for at støtte Rubiales’ udlægning – blandt andre en læbelæsningsekspert, der hævdede, at Rubiales spurgte Jenni Hermoso, før han kyssede hende.

Den første, der mødte op for retten, var Jenni Hermoso selv. Hun beskrev hændelserne: “Vi krammede, jeg sagde til ham ‘vi har gjort det’, og det var da han hoppede og sagde ‘vi har vundet dette VM takket være dig’. Så kom hans hænder på mine ører, og derefter kysset.”

Efter hendes vidneudsagn kom derefter Miguel García Caba - der var ansvarlig for integritet under Rubiales ledelse - samt Pablo García Cuervo, kommunikationsdirektør på daværende tidspunkt.

Et af de mest afgørende vidneudsagn kom fra Rafa Hermoso, spillerens bror, som fortalte om Vildas trusler under flyveturen: “Han sagde, at min søster var gammel nok, at hun havde haft en karriere, og hvis hun samarbejdede, ville tingene gå godt for hende – dørene til forbundet ville være åbne. Men hvis ikke, vidste han ikke, hvad der ville ske.”

I sin forklaring sagde Luis Rubiales: “Hun klemte mig hårdt under armhulerne, løftede mig op, og da jeg landede, spurgte jeg ‘må jeg give dig et lille kys?’, og hun svarede ‘ja’. Sådan gik det til.”

Rubiales understregede også, at han aldrig sendte Jorge Vilda for at tale med Jenni Hermosos bror eller andre forbundsmedlemmer for at presse spilleren. En udlægning, den tidligere landstræner bakkede op ved at hævde, at han talte med Rafa Hermoso af “bekymring” for søsteren.

Appellerer

Ifølge RTVE meddelte Jennifer Hermoso, at hun - efter samråd med sit juridiske team - vil appellere dommen.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.