24-årig turist styrtet ned fra 8. sal
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 03/07/2012 - 12:26
Krimi og katastrofe
En 24-årig britisk turist er død, efter at han faldt ned fra altanen fra et hotelværelse på ottende sal i Magaluf, Mallorca. Redningstjenest...
En 24-årig britisk turist er død, efter at han faldt ned fra altanen fra et hotelværelse på ottende sal i Magaluf, Mallorca. Redningstjenesten forsøgte i 50 minutter at genoplive den 24-årige, men forgæves.
Ulykken skete kl. 3 mandag morgen, men der er endnu ingen nærmere forklaring på, hvorfor den 24-årige styrtede ned.
Det er langt fra først gang, en turist styrter ned fra et hotel i Magaluf. I maj omkom tre personer. Den ene faldt ned fra en trappeafsats, den anden mistede balancen og faldt ud over gelænderet på altanen, og i det tredje tilfælde menes det, at en 24-årig kvinde styrtede ned ved et uheld eller begik selvmord.
Hæv gelænderet
Politichef for lokalpolitiet i Calviá, 52-årige José Antonio Navarro, advarer mod at kalde alle hotel-styrt for ”balconing”. Balconing er betegnelsen på en modedille blandt yngre, udenlandske turister, som forsøger at kravle fra en altan til en anden, eller at kaste sig direkte i poolen fra hotelværelsets altan. Det hele bliver filmet og lagt på nettet bagefter, og på fildelingssider som Youtube kan man finde masser af eksempler på den dødsfarlige leg.
Men også alkohol og narko spiller en vigtig rolle i antallet af ulykker på hotellerne.
- Det er klart, at der i de fleste tilfælde har været tale om, at ofret har været kraftigt spirituspåvirket, siger Navarro.
Han foreslår, at gelænderet på hotellernes altaner hæves, hvorved risikoen for ulykker minimeres.
Og med adskillige dødsulykker alene i år, er det måske ikke nogen dum idé. Heldigvis er det ikke altid at uheldene ender med dødsfald.
Overlevede styrt fra sjette sal
Den 25. maj faldt en anden ung turist ned fra altanen på sit hotelværelse, men Chantelle Serginson overlevede ved et rent mirakel. Hun styrtede fra sjette sal på Hotel Marina Barracuda direkte ned på et betongulv.
Chantelle Serginson i sin hospitalseng
Chantelle Serginson fik to blødninger i hjernen, en kollapset lunge, en brækket kæbe, flere brud på begge ben, og hun mistede flere tænder. Men den 24-årige fra Middlesbrough, ved hvor heldig hun er at have overlevet.
- Det er et mirakel, at jeg er i live. Det er begyndt at synke ind, hvor heldig jeg har været, men jeg tror ikke, det vil ramme mig helt, før jeg er hjemme igen, sagde hun den 11. juni til engelsk presse.
Halskæde var årsag
Fra sin seng i Son Espases-hospitalet nær Palma, fortalte hun journalisten fra Evening Gazette, at ulykke skete, da hun forsøgte at få fat i sin halskæde.
- Min halskæde må være gledet ud, da jeg kiggede ud over balkonen. Jeg så, den sad fast på et stykke metal, der stak ud, så jeg prøvede at nå den. Så jeg mistede jeg balancen og faldt udover, men greb en metalstang og hang så bare der, fortæller hun.
Chantelle forsøgte at svinge sig i sikkerhed på balkonen på etagen nedenunder, men endte med at styrte de mange meter ned. Hun husker at vågne op omgivet af mennesker, og det næste, hun husker, er at blive vækket på intensivafdelingen på hospitalet.
Chantelle afviser altså både, at hun skulle have været beruset eller at det skulle handle om en edderkop i hendes kuffert. Læs mere her
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.