300.000 nye boliger på Costa del Sol
Skrevet af Pia Bruun, man, 16/08/2010 - 11:43
Penge & Forbrug
Der forventes 300.000 nye boliger i de 12 største kommuner på Costa del Sol. Det svarer til en stigning i indbyggertallet i Málaga Provinsen på...
Der forventes 300.000 nye boliger i de 12 største kommuner på Costa del Sol. Det svarer til en stigning i indbyggertallet i Málaga Provinsen på godt 1 million mennesker, oplyser dagbladet Sur.
Ifølge de seneste beregninger vil indbyggertallet i Málaga Provinsen i løbet af de næste ti år blive fordoblet fra de nuværende 1,6 millioner mennesker til 3 millioner.
Trods økonomisk afmatning og krise på boligmarkedet vil storkommunerne i de næste ti år give grønt lys for tusindvis af nye boliger.
Eksperter vurderer dog, at der endnu er omkring 30.000 udsolgte boliger i Málaga Provinsen.
De nye lokalplaner på Costa del Sol skal tage høje for den demografiske udvikling frem til år 2020. Det er især Málaga, Mijas og Marbella, der har fået vokseværk. Ifølge den nye lokalplan for Málaga Kommune skal der opføres 73.000 nye boliger. Heraf er de 22.000 statsstøttede VPO-boliger. Det giver plads til en vækst i indbyggertallet fra de nuværende 560.000 personer til godt 800.000. Københavns Kommune har til sammenligning ca. 520.000 indbyggere.
Costa del Sols uofficielle hovedstad, Marbella, er også fremme i skoene, når det gælder forventninger til fremtiden. Den ny lokalplan giver mulighed for opførelse af godt 26.000 nye boliger. Det betyder, at indbyggertallet i Marbella stiger fra 125.000 til godt 175.000 personer.
Også Mijas ser ud til at blive en af Costa del Sol nye storkommuner. Her er der planlagt 42.000 nye boliger. Formand for teknisk udvalg, Juan Cruz, vurderer, at indbyggertallet i løbet af de næste ti år vil stige til godt 220.000 indbyggere. Mijas kommune har i dag ca. 80.000 indbyggere.
I Fuengirola ventes indbyggertallet i løbet af de næste par år at stige fra de nuværende 70.000 til godt 100.000 personer. Kommunen har i seks år ventet på at få den nye lokalplan godkendt af den andalusiske forvaltning.
Øst for Málaga er der også udsigt til omfattende nybyggeri. Nerja Kommune planlægger opførelse af 7.000 nye boliger, mens Velez-Málaga har en ubrugt kvote på 32.000 boliger i henhold til vedtægterne i lokalplanen, som blev vedtaget i 2006.
En af de kommende storkommuner nord for Màlaga er Antequera, hvor indbyggertallet forventes at stige med 10.000 indbyggere i løbet af de næste otte år, siger byens borgmester, Ricardo Millán.
I Coin og Alhaurin el Grande er prognosen for de kommende år 15.000 nye boliger i hver af de to landkommuner.
Det er vigtigt at tage i betragtning, at mellem 30 og 50 procent at indbyggerne i kystkommunerne ikke er tilmeldt folkeregisteret. Det betyder, at det reelle indbyggertal reelt er langt højere, end det fremgår af statistikkerne.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.