50.000 fra hus og hjem
Skrevet af , tor, 22/05/2014 - 11:00
Samfund og Politik
Krisen bliver ved med at vise sit grimme ansigt i Spanien. Næsten 50.000 familier mistede deres hjem sidste år. Det er en stigning på 11 proc...
Krisen bliver ved med at vise sit grimme ansigt i Spanien. Næsten 50.000 familier mistede deres hjem sidste år. Det er en stigning på 11 procent i forhold til året før. Over halvdelen var tvangsudsættelser.
I alt 49.694 familier måtte i 2013 aflevere nøglerne til deres hjem, viser tal fra den spanske nationalbank. Af disse var 28.173 tvangsudsættelser ved retskendelse. Det er 18,5 procent flere end i 2012.
I 80 procent af sagerne er der tale om folks primære bolig. Hovedparten af disse, 21.054, er blevet beslaglagt efter en dommerkendelse.
17.907 valgte at flytte frivilligt, mens det i 13.178 tilfælde lykkedes ejerne at indgå en aftale med banken om en ordning på gælden.
- Tallene viser, at der fortsat er et alarmerende højt antal tvangsudsættelser i Spanien. Fænomenet er langt større end i noget andet europæisk land, siger en talsmand for støttegruppen PAH, der arbejder med at hjælpe gældsatte boligejere.
Få positive tegn
Heldigvis er der tegn på, at bankerne har blødt lidt op for kravene i forhandlinger om en løsning på gælden.
Antallet af frivillig overdragelse af gældsatte boliger efter forhandling mellem parterne er sidste år steget med ni procent.
Der er også tegn på, at omfanget af misligholdte lån er en smule nedadgående. Tallet lå i slutningen af 2013 på 13,4 procent, men var i marts i år faldet til 13,39 procent. Det er et mikroskopisk fald på 0,01 procentpoint, men i det mindste går tallet ned og ikke op.
Lånte penge, der er i fare for ikke at blive tilbagebetalt, er steget til et beløb på 192,7 milliarder euro, oplyser Nationalbanken.
Spanske banker er hårdt tynget af dårlige lån, efter at ejendomsboblen brast i 2008, og millioner af spaniere mistede deres arbejde og dermed mulighed for at betale tilbage på deres lån.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.