Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Advarer mod leje af bil på ferien

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 29/05/2013 - 07:00

Fly & trafik


Det, der ser ud som et rigtig godt kup, når du skal leje bil på ferien i Spanien, kan ende som en rigtig dyr affære. Flere selskaber kræver ...

Det, der ser ud som et rigtig godt kup, når du skal leje bil på ferien i Spanien, kan ende som en rigtig dyr affære. Flere selskaber kræver eksempelvis overpris for en fuld tank, selv om du kun bruger en lille smule.

 

Metoden kaldes ”Out full, back empty” og praktiseres af flere spanske selskaber som Dragoncars, Centauro og Record, skriver flere norske medier.

 

Et eksempel er leje af en Citroën Berlingo, hvor der reklameres med en pris på omkring 80 euro for fem dage. Men når du afleverer bilen kommer ekstraregningen: 900 kroner for fuld tank – også selv om du kun har brugt en brøkdel af benzinen, må du betale fuld pris, skriver Aftenposten.

 

Urimeligt at malke kunderne

Ragnar Wiik, der er direktør for Forbruger Europa, en forbrugerorganisation under EU, kalder det for en urimelig aftale.

 

- Den økonomiske krise i Europa betyder at tærskelen for finde smarte løsninger for at tjene penge er lav, siger han.

 

Aftalen indebærer altså, at du betaler for fuld tank og leverer den tom tilbage – i modsætning til den normale praksis, hvor du betaler for det du forbruger, siger Ragnar Wiik, der mener, at biludlejningsbranchen simpelthen ”malker” kunderne for penge.

 

De spanske forbrugerforeninger har modtaget tonsvis af klager over denne praksis. I en ny rapport slår Forbruger Europas Spaniens-kontor fast, at spanske udlejningsfirmaer ikke må kræve betaling for fuld tank ved afhentning og kræver, at klausulen bliver fjernet fra lejekontrakterne.

 

Men det tager tid at gennemføre, og indtil da: Vær opmærksom og tjek først, hvad det er du skal betale for, inden du lejer bil. Den bedste pris er nemlig ofte det præcis modsatte i sidste ende.

 

Arnaud Delbary, som er business development manager i britiske Rentalcars.com, mener, at spanske udlejningsfirmaer har tjent stort på kravet om betaling for en fuld benzintank i de seneste fire år.

 

- Prisen på dagleje er meget lav, men det bliver dyrt, hvis du ikke bruger hele tanken, siger han til Spaniaavisen.no og fortsætter:

 

- Eftersom dagsprisen ofte ligger på under 100 kroner, kan det være fristende, men kræver altså at der bliver kørt rigtig mange kilometer, for ellers kan det blive det dyreste valg, forklarer han.

 

Overpris for brændstof

Hos Rentalcars.com er man klar over problematikken og tilbyder derfor i forbindelse med net-bestillingen, at man selv aktivt vælger, hvilken brændstofaftale man ønsker. Dermed slipper man for at betale for benzin, man ikke bruger. Men det er ikke kun ubrugt benzin, man risikerer at betale for. Prisen per liter ligger nemlig over tankstationernes prisniveau.

 

Når man modtager en kvittering for lejebil hos Rentalcars, fremgår det ret tydeligt, at man skal betale for fuld tank, og at ”prisen per liter benzin vil være højere, end på en lokal tankstation”. Men hvor meget højere, står der ikke noget om.

 

Hvis du bliver opkrævet fuld betaling for en ubrugt tank, kan du klage til de lokale forbrugermyndigheder OMIC eller til Forbruger Europa. Men husk at betale med kreditkort, så du kan få pengene refunderet.

 

Unødvendige forsikringer

Både Forbruger Europa og FDM opfordrer danskerne til at skærpe opmærksomheden. Det skriver dr.dk. Selvom mange booker via nettet og betaler hos en mellemhandler, kan der sagtens komme ekstraudgifter oven i.

 

- Når kunderne skal have udleveret bilen på feriedestinationen bliver de ofte presset til at betale ekstra forsikringer. Forsikringer de ikke nødvendigvis har brug for. Andre får en anden bil end den bilklasse de har lejet, eller bliver præsenteret for en gigantisk regning for benzin, siger jurist hos FDM, Helle Brasch, til DR's forbrugerprogram Kontant.

 

Hun anslår, at FDM får et par henvendelser om ugen fra frustrerede danskere med ubehagelige ekstraregninger, herunder også alle mulige forsikringer, man pludselig bliver prakket på, når man står og skal i gang med ferien. Her vælger mange bare at sige ja. Men det er måske slet ikke nødvendigt - det handler i bund og grund om forberedelse.

 

- I forberedelsen indgår det at man bl.a. finder ud af hvilke forsikringer man har behov for - og hvilke man vil undvære. Nogle rejseforsikringer dækker nemlig udgifter til selvrisiko og så er det ikke nødvendigt at tegne en forsikring, som dækker selvrisiko, siger Helle Brasch.

 

 

Kommentarer

Siden 2001 har min mand og jeg, 4-6 gange om året, lejet bil hos Helle Hollis i Malaga lufthavn og hver gang følt os godt behandlet. Efter vi så "Kontant", er vi helt sikre på, at vi bruger det rigtige biludlejningsfirma. Vi har aldrig haft de beskrevne problemer med at få den lejede bil til den aftalte pris, ublu fuel priser eller andet fusk. Prisen er også rimelig. Hjemmesiden er efterhånden også rigtig god og brugervenlig, så det at leje bil er ikke noget vi tænker meget over, hverken før eller efter ferien.
Jeg lejede bil hos Goldcar via Rentalcar.com 4/4 til 18/4-13. Jeg fravalgte ekstraforsikring på dæk, undervogn og glas. På grund af dette fravalg måtte jeg ligge et depositum på € 600,00. Bilen blev afleveret skadefri. Efter flere rykkere venter jeg idag ( 29/5-13)fortsat på tilbagebetalingsret af depositum.
Tak for jeres artikel om biludlejning. Jeg har for få uger siden lejet en bil hos et af de selskaber, som I nævner. Bilen var OK, og jeg havde en dejlig lang tur sammen med en god ven. Vi skulle jo bruge al det brændstof, som vi havde betalt for! Men, min kommentar er, at det undrede mig, at jeg skulle betale en ekstra (ret stor) præmie for en særlig forsikring, fordi jeg er over halvfjerds år. Hvis det er OK jf. spansk lovgivning, så er det naturligvis OK, men jf. dansk lov må der vel være tale om aldersdiskrimination. Jeg har bestået danske lægetest, der giver mig tilladelse til at føre bil som alle andre. Hvorfor skal jeg så betale en højere og særskilt forsikringspræmie? Har I et godt bud på det? Med venlig hilsen Mogens Tolstrup
Jeg lejede en bil hos Gold Car i Malaga og betalte for en fuld tank ved indgåelse af lejemålet.. Da jeg afleverede vognen igen havde jeg kun brugt ganske lidt af benzinen da jeg ikke fik brug for at køre ret meget i den.. Ikke en krone fik jeg retur. Det syntes jeg er uhørt og vil hermed advarer og være opmærksom på det ! Mvh. I.G.Sørensen.
Vi vidste godt, at prisen for brændstof hos Gold Car var for høj, men det afskrækkede os ikke, idet prisen på billeje var lav. Til gengæld var jeg noget forbløffet, da jeg en måned senere, og en måned efter at vi var rejst hjem fra Spanien, blev faktureret 35 Euro på mit kreditkort for en ukendt ydelse. Heldigvis kunne denne betaling standses.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.