Afgørelsens time
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 07/09/2013 - 00:05
Sport & hobby
Kl. 22:30 i aften (europæisk tid) beslutter den Internationale Olympiske Komité på sin session i Buenos Aires, om Madrid bliver vært for de ...
Kl. 22:30 i aften (europæisk tid) beslutter den Internationale Olympiske Komité på sin session i Buenos Aires, om Madrid bliver vært for de olympiske lege i 2020.
En beslutning i milliardklassen med mange tusinde arbejdspladser og gigantindtægter til TV-selskaberne på spil.
Så indbyggerne i Spanien vil følge afgørelsen på fjernsynet med spænding og vente på de forløsende ord fra Jacques Rogge, formanden for den internationale olympiske komité
And the host for the Olympic Games 2020 is...
Hvis formanden afslutter den berømte proklamation med navnet på den spanske hovedstad, ånder spanierne lettet op. Nu har de langt om længe noget positivt at se frem til.
Og hvis han nævner en af de to andre kandidat-byer, bliver nederlaget et nyt søm i den spanske ligkiste. Og dem er der for mange af i forvejen.
Tre konkurrenter
Sammen med Tokyo og Istanbul har Madrid lagt billet ind på værtsskabet for verdens største begivenhed.
Den spanske hovedstad stræber efter at være mødestedet for verdens bedste idrætsfolk og gennemføre de olympiske lege om syv år med den samme succes som Barcelona gjorde det i 1992.
Barcelona var i sommeren 1992 verdens centrum og benyttede de olympiske lege til at gennemføre en total renovering af byen. Den fik en tiltrængt istandsættelse i milliard størrelse, hvilket 21 år senere sætter sine tydelige spor.
Så hvorfor ikke gentage succesen i Madrid. Den trænger også til en ansigtsløftning.
Lobbyismen
Forud for valget af værtsbyen ligger flere års intens arbejde i kulisserne. Den olympiske komites evalueringskommission besøgte tidligere på året Madrid og benyttede deres todages ophold til at vurdere byens forudsætninger for at kunne organisere de olympiske lege.
Foruden besøg til udvalgte sportsinstallationer og trafikale knudepunkter som Barajas lufthavnen og højhastighedstogstationen har kandidatur-organisationen præsenteret en rapport med overbevisende argumenter for at vælge Madrid frem for Tokyo eller Istanbul.
Klar på forhånd
Madrid har - i hvert fald på papiret - gode kort på hånden. Alejandro Blanco, formanden for kandidatur-organisationen Madrid 2020, bekræfter, at 80 procent af de nødvendige installationer allerede nu er opført.
- Vi kommer ikke til at mangle installationer men skal derimod til at vælge fra, forsikrede Alejandro Blanco inden den spanske delegation rejste til Buenas Aires for at præsentere Madrids kandidatur til medlemmerne af den olympiske komité
Kronprins Filipe (til højre) ankommer med en del af den spanske delegation til Buenos Aires
Den spanske kronprins Felipe og prinsesse Letizia er sammen med den spanske delegation rejst til Buenas Aires, og netop kronprinsen får sidst på eftermiddagen æren at afslutte præsentationen af Madrids kandidatur inden afstemningen.
Hvad den kommende konge vil sige i sit indlæg, finder vi ud af senere i dag. Men han plejer jo at være en charmetrold, så mon ikke han trækker på dette talent.
Førende idrætsfolk har her på falderebet lagt et godt ord ind for Madrid kandidatur. Fodboldspilleren Leo Messi og Formel 1 køreren Fernando Alonso giver deres fulde støtte, mens basketball spilleren Pau Gasol er rejst til Buenos Aires for at støtte Madrids kandidatur.
Vi finder først senere i dag ud af, om det har været indsatsen værd. Der er små marginer i dette spil. Får Madrid værtsskabet, bliver det betragtet som en værdig belønning for det hårde arbejde.
Går værtsskabet til Tokyo eller Istanbul, vil spanierne endnu engang spørge sig selv. Hvorfor lærte vi ikke af vores mislykkede kandidatur i 1972, 2012 og 2016.
Hvad gjorde vi galt? Eller var de andre bare bedre end os?
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.