Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Afviser behov for krisehjælp

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 26/11/2010 - 12:14

Samfund og Politik

Skulle Spanien komme i en økonomisk krise som den irske, kan det blive en hård prøve for hele EU. Det skriver New York Times i forbindelse med d...

Skulle Spanien komme i en økonomisk krise som den irske, kan det blive en hård prøve for hele EU. Det skriver New York Times i forbindelse med den seneste redningsplan for den irske økonomi.

Forestiller man sig, det skete, vil det nemlig presse de stærkeste europæiske økonomier til det alleryderste i bestræbelserne på at fjerne markedernes tvivl om euroens svaghed og hele EUs økonomi.

Efter redningen af Grækenland, der forfalskede sine regnskaber, redningen af Irland, hvis banker og familier gældsatte ud over alle grænser og senest frygten for situationen i Portugal, vil en redningsplan for Spanien i alvor grad udfordre EU. En eventuel redningspakke for Spanien vil nemlig – på grund af landets store økonomi – være større end de tre nævnte lande tilsammen.

Spanien har dog allerede vedtaget en lang række tiltag for stramninger i økonomien; Nedsættelse af offentlige lønninger, begrænsninger i pensionen, etc. Det ubesvarede spørgsmål er dog, hvor skrøbelige bankernes økonomi viser sig at være.

De alvorlige problemer vil kunne opstå, når Spanien skal have refinansieret sin korte statsgæld. Præcis som det skete i Grækenland, hvor renterne steg voldsomt, og de finansielle markeder krævede ekstra høje præmier.

Spanien ikke så sårbar som andre

Men i går udtalte den spanske økonomiminister, Elena Salgado, at Spanien er i den bedst mulige position for at afværge angreb fra de finansielle spekulanter. I modsætning til andre af de kriseplagede lande ligger en meget stor del af statsgælden på godt 200 milliarder euro i spanske banker og ikke hos udenlandske kreditorer.


Spaniens store fordel er dermed, at de spanske banker formentlig vil give bedre vilkår som lavere renter, end man kan forvente fra udenlandske kapital-interesser.

Skammelig opførsel

José Luis Rodríguez Zapatero afviser, at situationen kan blive så slem, at en redningsplan bliver nødvendig

Spaniens premierminister, José Luis Rodríguez Zapatero, afviser også på det bestemteste, at landet skulle komme i en situation, hvor en redningsplan bliver nødvendig. Samtidig advarer han om, at de, der bliver med at påstå Spanien vil få behov for hjælp udefra, bestemt ikke hjælper til med at skabe den nødvendige ro for landet.

Zapatero angriber også oppositionspartiet, PP, for sin 'beklagelige og skammelige' opførsel gennem de seneste to døgn ved at så tvivl om den spanske økonomi.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.