Aktivister risikerer fængsel
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 08/12/2014 - 11:07
Samfund og Politik
SAMFUND: Greenpeace kan risikere, at nogle af organisationens medlemmer skal i fængsel efter ny aktion.
Miljøaktivisme kan tackles på mange måder. Spaniens regering gør det med den hårde hånd. Efter tre årtiers miljøaktioner i Spanien, må Greenpeace nu vænne sig til at protesterne ender i retten – og det kan komme til at koste dyrt.
Lige nu er der indledt 19 sager mod organisationen, som står overfor bøder på hen ved 623.000 euro.
- Vores aktioner slutter nu med straf, selv om vores handlinger er helt fredelige, siger Greenpeaces direktør i Spanien, Mario Rodríguez.
Striden med myndighederne er på det seneste spidset til.
Ny sag under opsejling
En aktion på Cofrentes atomkraftværket i Valencia er endt med en kæmpebøde på 357.371 euro, og den offentlige anklager har krævet 16 Greenpeace-aktivister samt den prisbelønnede fotograf og journalist Pedro Armestre fængselt i to år for at trænge ind på anlægget, male graffiti og placere et protestskilt.
- Deres handlinger endte i kamp med Cofrentes sikkerhedsvagter, siger anklageren.
Høringen i sagen mod de 16 aktivister og fotografen begynder på torsdag i Valencia og vil vare en uge.
De 17 anklages for offentlig uorden og for at forårsage skade. Greenpeace kalder det for den hårdeste prøve, organisationen endnu har stået over for i Spanien.
Anklagemyndigheden hævder at aktionen havde til formål at destabilisere anlægget.
Medbragte rundsav
Aktivisterne trængte ind klædt i orange overalls med påskriften Greenpeace, og skaffede sig adgang til det indre sikkerhedsperimeter, ved at bruge en rundsav til at klippe tre sikkerhedshegn over, fremgår det af anklagen.
Atomanlæggets sikkerhedssystemer gik i gang, og det endte med kamp med Cofrentes sikkerhedsvagter.
Anklageren hævder, at aktivisterne nær havde ramt en af vagterne med rundsaven.
Greenpeace definerer sig selv som en fredelig organisation og siger, at det ikke kom til vold på Cofrentes. Men det afviser anlæggets ejer, den spanske energikoncern Iberdrola.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.