Alarm-alarm: Alvorlig risiko!
Skrevet af Kathrine Hesner, lør, 06/07/2024 - 07:00
Klumme
Sensationsjournalistik stortrives i agurketiden.
Hvis og hvis, min r.. er spids. Det halv perverse ordsprog har mange år på - ja - bagen, men det er ikke desto mindre aktuelt.
Det er sommer, og mange rejser sydpå, så hvad kan de danske medier finde på at skrive om? Farer ved at rejse sydpå.
Måske er journalisten - eller nok nærmere redaktøren - misundelig på dem, der har ferie? Redaktøren eller avismageren kan nemlig egenrådigt ændre rubrik og billedtekst. Jeg har selv som journalist oplevet den slags, da jeg arbejdede på et større medie!
Uanset hvor fadæsen opstod, kunne danskerne forleden læse den her skrækkelige rubrik på et dansk medie:
Spanske ferieøer i alarmberedskab
'Risikoen er meget nærværende, og vi må tage den meget alvorligt'
Uha-uha! Hvad er det dog, der er gået min næse forbi. Jeg, der dagligt tjekker over 70 forskellige hjemmesider fra spanske myndigheder, medier, forbrugerforeninger og alt muligt andet!
Skal vi alle dø???
Hærger en ny virus? Krig? Terror?
Næh, faktisk er der tale om en trussel, der vejer under 2,5 milligram og sjældent er større end 16 millimeter.
Det handler om myg! Suk!
Jo-jo, det er mere specifikt tigermyggen, som er berygtet for sin evne til at sprede sygdomme. Men det kræver også lige, at den har haft snablen i en, der er smittet med zika-virus, chikungunya-virus eller dengue-virus, inden den stikker dig.
Det svarer lidt til at råbe vagt i gevær mod at tage til København, fordi der er rotter, som jo kan bære på og smitte mennesker med mikroorganismer.
Eller advare mod ophold i de midtjyske skove og skovene i Nordsjælland samt Bornholm på grund af flåter, der jo kan smitte med borrelia.
Eller advare mod at tage til Australien, fordi der er hajer, som måske kan se dig som en snack. Eller Grønland, hvor der er sultne isbjørne.
Eller advare mod Egypten, hvor det nærmere er reglen end undtagelse, at man får "løs" mave, som min fine bedstemor kaldte diarré.
Ja, jeg er godt klar over, at zika og dengue ikke er at sidestille med maveonde, men uden at have de præcise statistiske data ved hånden, er sandsynligheden for at blive smittet af en af de to vira i Spanien cirka lige så stor som at vinde i lotto. Men okay - nogle vinder jo ...
Jeg tror alligevel, jeg tager chancen. Det har jeg i øvrigt gjort i de 16 år, jeg har boet hernede, og tigermyggen har været en irriterende følgesvend i næsten alle årene. Men “irriterende” er trods alt ikke det samme som, at “risikoen er meget nærværende, og vi må tage den meget alvorligt”.
Heldigvis er jeg ikke den eneste fastboende, der er lettere overrasket over dommedags-retorikken:
Slap nu af!
23 af de 49 reaktioner er i øvrigt en grine-smiley, så helt alene er jeg heldigvis ikke.
Lad os bare håbe, de feriemisundelige avismagere ikke formår at skræmme danskere, der har lyst til lidt eventyr i det spanske.
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en dejlig, myggefri weekend.
Kathrine Hesner
PS: I øvrigt kan du jo tage på planteskole og skabe et naturligt værn mod myggene. Det kan du læse mere om HER.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.