Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Allerhøjeste beredskab

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 11/12/2013 - 10:52

Vejr og natur


Stormvejret på De Kanariske Øer får myndighederne til at gå i højeste beredskab. Indtil videre har uvejret sandsynligvis kostet to menneske...

Stormvejret på De Kanariske Øer får myndighederne til at gå i højeste beredskab. Indtil videre har uvejret sandsynligvis kostet to menneskeliv, og det er slet ikke ovre endnu.

 

En mand er bekræftet død, og en 62-årig russisk turist er forsvundet, efter at hun i går trodsede alle advarsler og gik ud at bade ved stranden Playa del Cochino på det sydlige Gran Canaria. Trods flere timers eftersøgning er der intet spor efter kvinden.

 

Værst ramt af uvejret er El Hierro, La Palma, La Gomera og Tenerife.

 

På El Hierro er der målt vindstød på 35 sekundmeter, og det svarer altså til orkan. På La Gomera er to landeveje lukket. Her er der sket sammenstyrtninger, og træer og lygtepæle er væltet som tændstikker.

 

Tenerife befinder sig i rødt beredskab, hvilket er det allerhøjeste, på grund af storm og meget kraftig nedbør, mens resten af øerne fortsat “kun” er i orange beredskab.

 

På flere øer blev flytrafikken i går indstillet, og både og lystfartøjer måtte bugseres sikkert i havn. Alle skoler er lukket, og der er ingen undervisning med undtagelse af de to østlige øer, Lanzarote og Fuerteventura, som endnu er gået fri af det værste uvejr.

 

Uvejret breder sig

Men uvejret trækker nu mod øst og ventes i løbet af i dag og i morgen at ramme hele ø-gruppen.

 

Her klokken syv i morges blev der beordret forhøjet beredskab på Gran Canaria på grund af udsigt til kraftig regn og blæst. Flere steder er der indført forbud mod camping, og det er forbudt at gå ind i skove og bjergområder, klatre, vandre og lignende aktiviteter. 

 

I Adeje, på Tenerife, som er hårdt ramt af uvejret, opfordres turisterne ganske enkelt til at blive inde på deres hotel.

 

Vinter i resten af landet

Men det er ikke kun på De Kanariske Øer, det blæser. I Sydvestspanien; i Cádiz, Granada, Málaga og Ceuta er der varsel om frisk til hård vind

 

Og i den nordlige del af landet laver vejrguderne også ballade - bare på en lidt anden måde. Det er tåget, og der er meget dårlig sigtbarhed - særligt i Huesca, Teruel, Zaragoza, Valladolid, Zamora, Lleida, Navarra og La Rioja.

 

15 provinser i den indre del af landet, nemlig Cantabrien, Ciudad Real, Cuenca, Guadalajara, Toledo, Ávila, León, Palencia, Salamanca, Segovia, Soria, Valladolid, Zamora, Madrid og Ourense, er i gult beredskab på grund af lave temperaturer og tåge. Her er sigtbarheden nu nede på 100 meter, og der er varsel om frost med helt ned til minus seks grader.

 

Madrid har i dag letskyet vejr med mellem minus to – 12 grader, Barcelona letskyet og mellem syv – 14 grader, Valencia letskyet og mellem seks – 12 grader og endelig Málaga, som også får letskyet vejr og mellem 13 – 21 grader.

 

Vejr i Spanien, onsdag kl. 15:00

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.