Andalusien går til højre
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 28/02/2012 - 11:56
Samfund og Politik
Spanien går til højre, og Andalusien er ingen undtagelse. Efter 30 års uafbrudt socialistisk styre ser det nu til, at den sydspanske region f...
Spanien går til højre, og Andalusien er ingen undtagelse. Efter 30 års uafbrudt socialistisk styre ser det nu til, at den sydspanske region får konservativt flertal.
En ny meningsmåling foretaget af den konservative avis ABC sikrer det nuværende konservative oppositionsparti et klart forspring på ti procentpoint over det nuværende socialistiske regeringsparti.
Parlamentet består af i alt 109 medlemmer, og PP står til at få 46,3 procent af stemmerne svarende til 59 mandater i parlamentet, mod socialistpartiet PSOE, der må nøjes med 36,2 procent og 43 pladser.
Tallene i parentes viser resultaterne fra 2008
Meningsmålingen er foretaget af analyseinstituttet IMC og fandt sted i perioden fra den 8. til 16. februar – det vil sige umiddelbart efter afholdelse af socialist-partiets omdiskuterede landsmøde i Sevilla, som førte til valg af ny partiformand. Men selv om der nu er ro om PSOE's fremtidige ledelse, er det ikke nok til at sikre partiets regeringspost i Sydspanien.
Lille tilbagegang til PP
Undersøgelsen viser dog at det konservative parti går svagt tilbage med 0,7 procentpoint i forhold en lignende måling i januar, mens det socialistiske parti går en smule frem – men altså langt fra nok til at sikre sig flertal.
Undersøgelsen viser at venstrefløjs-koalitionen IU vil få 8,2 procent af stemmerne, og dermed står til at komme ind i parlamentet med seks mandater. Det nye midterparti UpyD får 4,3 procent af stemmerne, hvilket er nok til at sikre partiet et enkelt medlem, mens det lille andalusiske nationalistparti PA må blive ude i kulden, da det ikke ser ud til, at partiet kommer over spærregrænsen på tre procent.
Selv om resultatet af meningsmålingen skulle variere med et par procentpoint, tyder alt altså på konservativ sejr ved det andalusiske regionsvalg den 25. marts.
Partiet får ifølge de fleste meningsmålinger mellem 56 til 60 mandater, og det er mindst et mandat mere end de 55 mandater, der skal til for at at få absolut flertal i det andalusiske parlament.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.