Backstage med Pia Bruun: en ulige valgkamp
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 23/05/2011 - 12:59
Samfund og Politik
Loven er ikke lige for alle, og da slet ikke når vi går til valg. Der bliver brugt alle mulige kneb for at score stemmer ved det spanske kommu...
Loven er ikke lige for alle, og da slet ikke når vi går til valg. Der bliver brugt alle mulige kneb for at score stemmer ved det spanske kommunalvalg.
Kasseapparatet klinger, når de store partier går til valg. Der bliver købt stemmer, gaver og ekstra valgmænd, så vælgerne ikke er i tvivl om, hvem der bør sidde på magten i de næste fire år.
Pia Bruun var nummer to på listen, men koalitionen formåede desværre kun at samle stemmer til at få en ind i byrådet
For en skandinavisk kandidat for et lille spansk miljøparti er det en stor oplevelse at være med i den spanske valgkamp.
Køber stemmerne
Vi ved jo godt, at Spanien er et nyt demokrati med masser af diktatur på bagen, men derfor kan man jo godt blive lidt deprimeret over at konstatere, hvor trange vilkårene er for de demokratiske kræfter her i landet.
Under selve valgkampen stod det klart, at mange vælgere var under et kraftigt pres fra deres arbejdsgivere - hvis de altså var så heldige at have et arbejde. Og hvad gør man ikke for at sikre sit gode job, uanset om det så er for en privat eller offentlig arbejdsgiver. Parolen op til kommunalvalget i går var: Stem - men stem nu endelig rigtigt. De, der turde protestere mod den form for politisk chikane, valgte at stemme blankt, men dermed gik stemmen til et af de store partier, som stod bag hovedparten af truslerne.
Kun plads til betalende partier
Under uddelingen af mit partis små foldere blev vi mødt med kommentarer som: Og hvad betaler I så for det?
Først troende jeg, at det var en misforståelse og forklarede, at folderne var gratis. Men næh nej. Ingen slinger i valsen. Ejeren af en bar ved et lokal supermarked i Mijas Kommune forsikrede, at han fik et beløb for hver stemme, han kunne skaffe. Hvis ikke, så var der desværre ikke plads til folderne på disken.
Medier til salg
Og heller ikke pressen er for fin i kanten:
- Vi har desværre ikke plads til artikler i forbindelse med valget, men hvis der er tale om sponsorater, ja så er sagen jo anderledes, forklarede marketingchefen for en af de store aviser på Costa del Sol.
Det er vel helt overflødigt at fortælle, at lokale småpartier arbejder med et budget, som ikke tilnærmelsesvist når de store partier til sokkerne. Jeg skyder på, at de fleste små partier arbejder med et samlet budget, der ligger på mellem to og fem procent af de store partiers.
Politiet ignorerer ulovligheder
Dagen inden valget var jo hviledag, hvilket betyder, at der principielt ikke må føres valgkamp. Det forhindrede dog ikke at busserne i Fuengirola fortsat kørte rundt med kæmpeplakater med byens borgmesterkandidat. En borger, som forsøgte at gøre politiet opmærksom på ulovlighederne, fik at vide, at han måtte foretage en officiel, skriftlig anmeldelse, for at klagen kunne blive behandlet.
PP og PSOE så stort på forbud
Men også på selve valgdagen måtte man flere gange tage sig til hovedet. Der er åbenbart ingen grænser for, hvor mange valgmænd partierne må diske op med. Det betød, at der uden for de fleste valgsteder var kæmpeklynger af PP'er og PSOE'er med store partiskilte, der hang og dinglede om halsen, så man tydeligt kunne se, hvilket parti de repræsenterede.
Inde i korridoren og i stemmelokalet foregik det samme, selv om det principielt er forbudt. Klynger af repræsentanter havde taget strategisk opstilling med deres farvestrålende skilte om halsen, og sørme om der ikke også ved valgbordene sad tilsynsforordnede med skilte på størrelse med nummerplader - så hvis vælgerne på et tidspunkt har været i tvivl, hvorvidt de nu skulle vælge det ene eller andet parti, så behøvede de bare at kaste et blik på nogle af de tilstedeværende for at få nogle ”forslag”.
Desuden var der nogle af 'bord-præsidenterne', der afviste stemmesedler, hvor der var blevet stemt på mit parti, men fordi folk havde ønsket at stemme på mig personligt og havde sat ring om mit navn, blev stemmen annulleret. Man kan nemlig ikke stemme personligt ved kommunalvalgene. Jeg ved, at i hvert fald en borger, har klaget over netop denne problemstilling.
Tak for stemmerne
Nå men overordnet set, så skal jeg egentlig ikke brokke mig. Det lykkedes jo for vores lille miljøparti, Alternativa Mijeña y Los Verdes, at komme gennem nåleøjet og få en repræsentant i kommunalbestyrelsen i Mijas.
Og til alle jer, som trods alt har fået øje på os og puttede en stemmeseddel i kuverten: rigtig mange tak! Jeg skal gøre en stor indsats for, at I ikke blive skuffet!
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.