Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Badeforbud på strande

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 14/02/2014 - 10:53

Vejr og natur


Badestrandene på dele af Tenerife og Gran Canaria blev i går lukket, efter at de var blevet invaderet af hundredvis af ”Orlogskaptajner”. ...

Badestrandene på dele af Tenerife og Gran Canaria blev i går lukket, efter at de var blevet invaderet af hundredvis af ”Orlogskaptajner”. Netop denne brandmand er frygtet, da den påfører voldsom smerte og svien.

 

Også i Galicien er der rapporter om et stort antal brandmænd, der er skyllet ind over strandene. Her er der i løbet af den seneste uges tid fundet 130 eksemplarer af den giftige brandmand. Det normale antal for et helt år er 280.

 

Kan dræbe

Et møde med Orlovsmanden er ekstremt smertefuldt

 

Den Portugisiske Orlogskaptajn, eller Physalia Physalis, er en særlig giftig slags af de brandmænd vi kender. Det er den mest frygtede af alle brandmænd. Nældecellernes gift virker straks ved berøring – lidt som et elektrisk chok - efterfulgt af ulidelige smerter samtidig med at den brændte hud svulmer op.

 

Derefter følger mavesmerter, koldsved, hovedpine, opkastninger og - i svære tilfælde - lammelser og kollaps. For et barn kan det betyde døden.

 

Badning forbudt

Og nu er de altså igen begyndt at hærge de spanske kyster. Myndighederne besluttede derfor i går at forbyde badning og lukke strandene i Guimar Kommune på Tenerife, men forbudet vil blive genovervejet fra dag til dag.

 

Hele sydkysten på Tenerife er ramt. På Gran Canaria har der været observeret et stort antal giftige brandmænd siden den 6. februar på strækningen fra Las Palmas i nord til Mogán i sydvest. Så det er ikke her, du skal tage en dukkert.

 

Navnet Portugisisk Orlogskaptajn kommer af, at brandmanden har en blålig gasfyldt ”pose”, som stikker op over vandet og fungerer som sejl. Det gør, at goplen kan bevæge sig rundt på havet med hjælp af vinden og tilbagelægge ret store distancer.

 

30 meter lange tråde

Du kan blive brændt, selvom ham her er langt væk

 

Under vandet har den op til 30 meter lange brandtråde eller ”fange-arme” med gift, der er stærk nok til helt at lamme fisk på størrelse med en makrel.

 

Giften er ikke livstruende for raske mennesker, men den kraftige smerte kan få badende til at gå i panik med fare for, at de kan drukne eller komme til skade. Børn, ældre og folk med svagt helbred er mest i fare, og derfor har myndighederne valgt helt at lukke adgangen til de berørte områder.

 

Der er advarselsskifte op med teksten ”Medusas” (vand- eller brandmænd), samt rødt flag, hvis der er badeforbud.

 

Husk at goplerne ligger helt nede i vandkanten, så vær opmærksom på, hvis du har børn med på stranden.

 

Gode råd til dig og andre:

  • Hvis du ser en af de blå ”Orlogskaptajner” så informer straks nærmeste livvagt eller de lokale myndigheder.
  • Giv børn besked på at holde sig væk fra strandkanten.
  • Hvis du bliver brændt, så kom op fra vandet og tilkald hjælp fra andre.
  • Saltvand kan lindre, men brug ikke ferskvand.
  • Lad være med at klø eller kradse i det betændte område.
  • Brug is eller andet koldt for at lindre smerten, hvis det er nødvendigt, men læg det i en pose eller flaske først.
  • Sæt dig i skyggen.
  • Vær opmærksom på eventuelle allergiske reaktioner, og tag eventuelt antihistaminer.
  • Gå til læge eller ring 112 hvis du får kvalme, kaster op, får muskelkramper, uregelmæssig vejrtrækning eller generelt generelt føler dig dårlig.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.