Bagagestrejke er afblæst - kaos i Málaga
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 10/08/2011 - 11:44
Rejser & oplevelser
De mørke skyer over Spaniens lufthavne er trukket væk, inden uvejret brød ud. De tre fagforeninger UGT, CCOO og USO besluttede i går aftes a...
De mørke skyer over Spaniens lufthavne er trukket væk, inden uvejret brød ud. De tre fagforeninger UGT, CCOO og USO besluttede i går aftes at afblæse den varslede strejke.
Strejken skulle have fundet sted blandt bagagehandling- og servicepersonalet i samtlige spanske lufthavne.
Fagforeningerne forhandlede sig frem til et forlig med ledelsen af det amerikanske bagagehandling-selskab WSF og repræsentanter for lufthavnenes driftsselskab, AENA.
Selskabet har accepteret at genansætte fire medarbejdere i Barcelonas lufthavn El Prat, der var blevet fyret uden grund efter omlægningen af servicen, og vil ligesom AENA, respektere de gældende overenskomster for personalet i afdelingerne.
Katastrofale følger
Den varslede strejker torsdag den 18. august og fredag den 26. august ville have lammet alle lufthavne midt i højsæsonen med katastrofale følger.
Flere millioner rejsende risikerede at strande i lufthavnene eller miste deres flyforbindelser til andre destinationer.
Rejsebureauernes brancheforening i Málaga Provinsen anslår, at to millioner rejsende kan glæde sig over, at parterne er nået til enighed. De ville enten være kommet frem med store forsinkelser eller stået uden bagage på grund af strejken.
Arbejdsnedlæggelsen ville give enorme problemer under Pavens besøg i hovedstaden Madrid. Over 500.000 katolikker fra hele verden har anmeldt deres ankomst og risikerede at gå glip af denne begivenhed.
Slår gnister
Alt i mens er Málagas storlufthavn ramt af en anden arbejdsnedlæggelse med store irritationselementer. Flygæsterne leder i disse dage forgæves efter en bagagevogn.
Personalet i selskabet Piamonte, der er ansvarlig for fordeling af bagagevogne i lufthavnsområdet, har siden den 9. juli nedlagt arbejdet på ubestemt tid.
Medarbejderne beskylder selskabet og AENA for at overtræde overenskomsten og pålægge personalet at udføre sundhedsfarligt arbejde.
”Bagagevognene er lavet af magnetiske materialer, som genererer statisk elektricitet under brugen og giver derfor både personalet og flygæsterne elektriske stød. Medarbejderne er tvunget til at bruge filthandsker for at kunne udføre deres arbejde, men hvad med flygæsterne?” spørger medarbejdernes tillidsmand, Antonio García Navarro.
Medarbejderkomiteen og ledelsen af AENA overvejer at holde et møde for at løse denne konflikt med vidtgående konsekvenser, men det vides ikke hvornår, og om parterne finder en løsning.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.