Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Røvere lammer din vilje

Skrevet af , tor, 13/03/2014 - 10:15

Krimi og katastrofe


Hvis du inviterer en forbryder med hjem, giver ham kontanter og smykker og bagefter går i banken for at hæve endnu flere penge - helt frivilli...

Hvis du inviterer en forbryder med hjem, giver ham kontanter og smykker og bagefter går i banken for at hæve endnu flere penge - helt frivilligt – så er der noget galt.

 

Lokalavisen Las Provinvias rapporterer om to personer, der frivilligt udleverede alt, hvad de havde også beholdningen på bankkontoen. Bagefter huskede de ingenting.

 

Meget tyder på, at ofrene er blevet sprøjtet med midlet Scopolamin, også kendt som Burundanga. Det er et euforiserende stof, som ophæver viljestyrken og giver frit spil for røvere.

 

Livsfarligt stof

Scopolamin er et yderst giftigt stof, der kan bruges til at tilsidesætte viljen, så forbrydere kan drage fordel af ofrenes svaghed. En dosis kan forårsage hukommelstab, hallucinationer, lammelse og i værste tilfælde døden.

 

Det euforiserende stof er tidligere blevet brugt til at begå voldtægt mod piger, der bagefter ikke har været i stand til at yde modstand.

 

Gav alt væk

To personer fra La Ribera Alta i Valencia udleverede smykker og værdier for omkring 9.000 euro, efter at de var blevet bedøvet med stoffet.

 

Det første overfald skete fredag formiddag sidste uge, da en ældre person blev bedøvet med Scopolamin. Offeret inviterede gerningsmanden med hjem og forærede ham alle sine værdier.

 

Men da gerningsmanden ikke var helt tilfreds med udbyttet, fik han manden til at hæve penge i banken. Bagefter forsvandt forbryderen.

 

Gav 6.000 euro væk

I et andet tilfælde, som fandt sted samme dag, forsvandt forbryderen med smykker og penge fra ofrets bopæl.

 

Myndighederne i Monserrat-kommune advarer nu indbyggerne om de farlige og snu røvere.

 

I august indgav en borger i Tavernes de la Valldigna en anmeldelse om et tyveri, hvor der var forsvundet 6.000 euro, uden at hun kunne huske noget som helst.

 

Kur mod kvalme

Scopolamin stammer fra plantefamilien Solanaceae. Stoffet er primært fra planterne Cocoa Savanne, Mandrake og Datura.

 

I oktober beslaglagde politiet i Valencia-regionen den hidtil første plantage med det euforiserende stof.

 

Medicinsk kan stoffet i små doser bruges mod køre- og søsyge eller mod kvalme efter en overstået operation. Den amerikanske rumfartsorganisation, NASA, er faktisk i gang med at udvikle en næsespray med stoffet, så astronauterne kan undgå kvalme i rummet.

 

Det blev også tidligere brugt af hekse i pre-colombianske ritualer ved afsløring af løgnehistorier, men har ikke nogen helbredende virkning. Scopolamin bliver stadig ofte brugt i Colombia til at bedøve personer i natklubber eller barer, så røvere uhindret kan stjæle fra dem.

 

Læs med fredag

Forbrydere, der bedøver deres ofre, er desværre ikke noget nyt fænomen i Spanien. I morgen, fredag, bringer vi en historie om en dansker, der blev bedøvet og berøvet i Spanien.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.