Bil slår alarm ved ulykke
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 02/12/2014 - 01:00
Fly & trafik
TRAFIK: Ny dims er billig, let og hjælper dig med at kommunikere - og så redder den liv.
Spanske bilproducenter afprøver en ordning, hvor biler er udstyret med et SIM-kort, der automatisk kontakter alarmcentralen i tilfælde af en ulykke.
Det hedder eCall-systemet, og alle EU-lande har forpligtet sig til at tilpasse sig den nye ordning. Der var egentlig sat en deadline til 2015, men pres fra branchen gjorde, at det blev udskudt i to år.
Per den 1. oktober 2017 skal alle nye biler være udstyret med et SIM-kort eller en chip, der ligner de, du har i mobiltelefonen. Chippen registrerer oplysninger om køretøjet, hvor alvorlig ulykken er, hvor den er sket og sender besked til politiet.
Fortæller hvilket sprog, du ønsker
SIM-kortet vil også sende oplysningen om, hvorvidt airbaggen er blevet udløst, hvor mange mennesker der er i bilen,og om de havde sikkerhedssele på.
Den fortæller endda personalet på alarmcentralen, hvilket sprog bil-ejeren foretrækker at tale. Flersprogede tjenester er allerede til rådighed for alle, der ringer op til alarm-nummeret.
Selv om chippen først er obligatorisk i enhver bil, der sælges fra den 1. oktober 2017, kan bilejere frivilligt få det installere allerede nu.
Billigt og redder liv
I Spanien er programmet blevet testet på motorcykelhjelme, men ikke på selve motorcyklerne, da de larmer mere end en bil, hvilket besværliggør kommunikationen.
Fra forhandlernes side lyder det, at det er billigt – både at købe og installere.
Planen er at udvikle programmet yderligere, så bilisten kan få oplyst, hvor nærmeste restaurant, hotel eller tankstation er placeret.
Oprettelse af et offentligt EU-nødopkaldssystem er et meget vigtigt element for sikkerheden på de europæiske veje. Med det nye system vurderes det, at omkring 2.500 menneskeliv kan reddes hvert år i Europa, og omfanget af kvæstelser kan reduceres betydeligt, siger en talsmand for de spanske bilforhandlere, Olga Sehnalová.
Bør være gratis
Europa-Parlamentet og EU-landene enedes i april i år om en lov, der kræver at de nationale myndigheder opretter infrastruktur til at håndtere de automatiserede nødopkald fra biler.
eCall's tekniske specifikationer er nu under forberedelse, og det er målet, at teknologien bliver udvidet til busser og lastbiler.
Kommissionens skøn viser, at eCall-enheder vil komme til at koste omkring 100 euro hver. Kritikere insisterer dog på, at eCall er en offentlig tjeneste, som anvender 112-nummeret, og bør derfor være gratis for brugerne.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.