Billeje-fusk i tredje grad
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 02/02/2013 - 00:05
Klumme
Når man skal en tur til Danmark, og glæder sig, er der så noget man ønsker mere, end at alt bare går godt?
Når man skal en tur til Danmark, og glæder sig, er der så noget man ønsker mere, end at alt bare går godt?
Flyturen fra Málaga til København gik fint – lidt mere om den senere. Og da jeg kom til biludlejningsfirmaets skranke i Terminal 3, blev jeg da også mødt med store smil fra to søde unge damer.
Det var faktisk på opfordring fra en læser, at jeg besluttede mig for at teste, hvordan det er, at leje bil gennem AVIS/Budget i Danmark. Hele forspillet med, hvordan jeg indgik aftalen og betalte, er et kapitel for sig, som jeg også fortæller nærmere om.
De unge damer var så smilende, at jeg spontant besluttede mig for at byde dem på et stykker 'Anton Berg' fra mit indkøb i Málaga.
- Vi har en Citroën C3 til dig, er det OK? spurgte den unge dame og lagde bilnøglerne på skranken foran mig.
- Det lyder fint!
- Vil du have den monteret med vinterdæk? lød det næste spørgsmål.
Jeg tænkte hurtigt over det. Hvis de nu skulle til at skifte hjul på min C3'er, ville det tage noget tid, og jeg havde en smule travlt. Så tænkte jeg også på, at AVIS/Budget på deres hjemmeside oplyser, at vinterdæk koster 50 DKK pr. dag. Og da jeg næsten udelukkende skulle køre på motorveje og i København, blev mit svar:
- Nej tak, det er ligegyldigt.
Så kiggede vi på lejekontrakten. Udover det aftalte beløb for billejen stod der to andre beløb.
- Hvad er det, der står der? spurgte jeg.
- Det er betalingen for en fuld tank brændstof.
- Hvorfor det?
- Jo, det er praktisk for dig. For eksempel, hvis du har travlt, når du skal aflevere bilen igen, så skal du ikke tænke på at fylde den op...
- Jo, men bon'er I mig bare ikke for det brændstof, der måtte mangle til fuld tank, når jeg leverer bilen tilbage?
Så blev beløbet for den fulde tank fjernet
Næste punkt i lejekontrakten var et 'kontraktgebyr' på 62,50 DKK.
- Det kan jeg ikke forstå, sagde jeg.
- Da jeg bestilte bilen og betalte lejen, stod der, at det var en totalpris inklusive alle gebyrer og omkostninger?
- Kontraktgebyrer er der på alle vores lejekontrakter, sagde den stadig søde unge dame med et smil.
Nå, 62,50 ruinerer mig ikke tænkte jeg, og besluttede mig for at stoppe dialogen her og komme videre. Der er måske noget af det med småt, som jeg overså, da jeg læste betingelserne igennem.
Noget andet skulle vise sig senere.
Min dejlige C3'er
Den sorte Citroën holdt og skinnede på femte sal i P10. Jeg fik lagt min bagage ind og sat mig til rette i den både velduftende og flot rengjorte kabine. Kilometertælleren afslørede, at den ikke havde kørt mange tusind kilometer.
Jeg kørte C3 ned af de mange etager og parkerede hurtigt efter for i lyset at sætte mig ind i bilens funktioner.
Vinterdæk!
Da jeg gik en tur rundt om bilen, konstaterede jeg som det første, at den var monteret med vinterdæk: Kleber Krisalp HP2! Det var godt nok sat..., tænkte jeg. Her bliver jeg spurgt, om jeg vil have den med vinterdæk. Havde jeg sagt ja, havde det kostet en 50'er ekstra om dagen.
Går den, så går den...
Min C3'er var veludstyret med både cruise-control og tripcomputer. Jeg satte mig ind i det hele – med al den meget elektronik i dagens biler, skal jeg i hvert tilfælde bruge lidt tid på at være fortrolig med det hele for at kunne køre sikkert.
Sladrehanken
Turen gik nu mod Sorø, og da jeg tidligere er blevet snydt med en udlejningsbils ”fulde tank” ved afhentning, holdt jeg øje med brændstof-måler og tripcomputer. Sidstnævnte viste, efter nulstilling, at der var 880 km. tilbage inden næste opfyldning skulle ske. Samtidig viste den elektroniske brændstofmåler, at tanken var fyldt.
Den første streg lige efter ”fuld” forsvandt dog efter kun cirka 35 km. og da jeg nogle dage senere fyldte C3'eren op med diesel, viste sladrehanken, efter nulstilling, at der nu var 1020 km. tilbage inden næste opfyldning.
Min C3'er var rigtig økonomisk, og jeg kørte i gennemsnit næsten 20 km. på literen. Deraf kan jeg skønne, at der manglede mellem fem og syv liter i, at tanken var fuld, da jeg hentede bilen.
Det er altså irriterende, at man i virkeligheden burde starte med at fylde tanken op på tankstationen i lufthavnen, gemme bon'en og så kræve den modregnet i den endelige opgørelse.
Selvfølgelig bliver man heller ikke ruineret af de 55-77 DKK, som de fem til syv liter diesel koster. Men her er det ikke beløbet, men visheden om, at man bliver fusket, der generer.
Forspillet
For en gang skyld var jeg i nogenlunde god tid – 1½ måned - med booking af både fly og bil. Da jeg var blevet opfordret til at teste AVIS/Budget, søgte jeg biludlejningsselskabets priser på både Vueling, hvor jeg bestilte mit fly, på AVIS/Budgets egen hjemmeside og på et par andre portaler for billeje.
Jeg fik lige så mange priser på den samme type bil i den samme lejeperiode, som jeg besøgte hjemmesider.
Derfor skrev jeg en mail til AVIS/Budget, forklarede situationen og spurgte, om de kunne hjælpe mig med den rigtige pris.
Jeg hørte ikke fra dem og rykkede telefonisk for svar cirka to uger efter. Genfremsendte min mail og fik hurtigt et tilbud, der lå cirka 20 procent over den pris, jeg kunne leje til gennem Vuelings hjemmeside.
Dokumentation
Jeg var faktisk så venlig, at fremsende dokumentation til AVIS/Budget for den pris, jeg fik gennem Vueling. Yderligere var jeg så fair – hvis jeg skal give mig selv en enkel blomst – at oplyse om, at jeg ville skrive en artikel på Spanien i Dag om, hvordan det var at leje bil hos AVIS/Budget i Danmark.
Men fordi der nu var mindre end 42 dage til, at mit lejemål trådte i kraft, kunne de ikke give mig den særlige rabat på 20 procent. Jeg tippede den pågældende medarbejder om, at han nok kunne få autorisation til at gøre det på højere sted, nu hvor det var AVIS/Budget selv, der ikke havde svaret rettidigt på min forespørgsel.
Det blev dog ignoreret. Derfor bestilte jeg bilen gennem Vuelings hjemmeside, og dækkede min selvrisiko af gennem en tilbudt standardforsikring hos Allianz.
CarTrawler
Når man søger priser og booker bil gennem Vuelings – og mange andre flyselskabers hjemmesider – er det firmaet CarTrawler, som man i første omgang indgår lejeaftalen med på – i dette tilfælde – AVIS/Budgets vegne.
Det skulle vise sig at være et godt valg.
Kontraktgebyret
Da jeg afleverede min C3'er på femte sal i P10, havde AVIS/Budget meget smart en venlig mand, som tog i mod bilen, checkede lidt, og udstedte en kvittering for modtagelsen og det beløb, der ville blive trukket på betalingskortet.
Jeg nævnte også overfor ham, at jeg var uforstående overfor det kontraktgebyr, der var blevet anført. Også han kunne bekræfte, at det var der på alle lejeaftalerne.
Inden afleveringen havde jeg dog besluttet, at jeg ikke ville lade mig kyse med kontraktgebyret. Jeg havde derfor sendt en mail til CarTrawler med forespørgsel om, hvorvidt AVIS/Budget kunne kræve kontraktgebyret, når det ved reserveringen og betalingen var oplyst, at det var en totalpris.
Jeg fik svar inden for to dage med opfordring til, at jeg sendte kopi af lejekontrakten til dem. Det skete og efter yderligere to dage fik jeg følgende svar:
"Dear Torben,
Thank you very much for your correspondence in relation to the experience you had when renting with Budget Denmark through CarTrawler.
Please be advised that I have had a response from Budget who have advised me that they have now issued a refund of 62,50 DKK to your credit card. They have requested that I pass along their apologies for this error.
Torben, I hope that this has helped to resolve this matter to your satisfaction. Please accept my most sincere apologies for any inconvenience which has been caused."
Udover denne skriftlige undskyldning, der bekræfter AVIS/Budgets fuskeri og usandheder fra flere medarbejdere, fik jeg også oplyst et telefonnummer, som jeg kunne ringe på, hvis jeg ønskede at snakke nærmere om sagen.
Try harder in a better way, please
”We try harder” er AVIS/Budgets slogan, og det sidder på væggen lige bag de søde piger i Terminal 3, som jeg bød på chokolade.
Men det ville altså være en stor fordel for selskabets kunder – og derved AVIS/Budget selv - hvis vi kunne stole på jer og ikke skulle være på vagt i alle detaljer om ikke at blive fusket med.
Hvorfor ikke ”try harder” med at opbygge tillid hos kunderne?
Jeg har ved publiceringen af denne klumme sendt en mail til AVIS/Budgets danske Country Manager, Philip Schack, med opfordring til at give eventuel kommentar.
Flyveturen med Vueling
Det var første gang, jeg prøvede at flyve med Vueling. Det var en god oplevelse både frem og tilbage.
Det var et direkte fly fra Málaga til København, mens jeg mellemlandede i Barcelona på tilbageturen.
Da jeg bookede rejsen fik jeg noget overraskende boarding-card til samtlige tre strækninger. Jeg valgte at betale for at kunne sidde i den forreste del af flyet og fik sæde 3F på alle flyvningerne.
Det er der tilsyneladende ikke så mange, der gør, så jeg havde alle tre sæder for mig selv på både udrejsen og strækningen til Barcelona. På den sidste times flyvning til Málaga var flyet dog propfyldt – men præcist alligevel.
Hver gang jeg går ind i et fly, kan jeg ikke lade være med at tjekke dets alder og historie. Nær flyets hale står det indregistreringsnummer, der består af to bogstaver, en bindestreg og derefter tre andre bogstaver.
Tast det ind i Google på din smartphone og gå derefter til airfleet.net, så får du flyets alder, historie og tilmed et billede.
Mine fly var alle Airbus 320. Til Danmark var det et næsten ni år gammelt Spanair-fly, som Vueling overtog leasingen af efter Spanairs krak i begyndelsen af 2012.
Fra København var det en fire år gammel Airbus, som Vueling har overtaget efter AirBerlin og fra Barcelona et seks år gammelt fly, som tidligere har tilhørt Iberias Click-air.
Sødt personale, behagelig flyvning, OK-pris. Ikke noget at klage over.
Hvor dejligt!
Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker dig en god weekend
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.