Biludlejere udnytter dig
Skrevet af , tor, 26/06/2014 - 10:24
Penge & Forbrug
Godt kup bliver ofte til en dyr affære, når du skal leje bil i Spanien. Selskaberne har fundet en fed fidus, hvor de kræver overpris for en f...
Godt kup bliver ofte til en dyr affære, når du skal leje bil i Spanien. Selskaberne har fundet en fed fidus, hvor de kræver overpris for en fuld tank benzin, som du er tvunget til at købe, og du får ingen penge retur, selvom du afleverer det meste af benzinen tilbage igen.
Biludlejningsfirmaerne bruger ofte en forretningsmodel, hvor du betaler for en fuld tank benzin, når du lejer bilen - en tank, der måske ikke engang er helt fuld. Ikke nok med det, der bliver taget overpris for benzinen, og du får ikke refunderet penge for den benzin du afleverer tilbage sammen med bilen.
Det er her pengene bliver tjent af mange firmaer, så selvom dagsraten for leje af bilen ser lav ud, ender du altså med at betale mere end rigeligt i sidste ende. Problemet med denne metode, er, at det er utrolig svært at vide, hvor meget man skal betale, når man laver aftalen om leje af bil.
Hvor omfattende er det?
Den britiske forbrugerorganisation Which?, har undersøgt sagen, skriver Daily Mail.
Seks ud af ti forbugere siger, at "fuld / tom-politikken" var den eneste valgmulighed, da de lejede bil.
Tre ud af fire har oplevet skjulte gebyrer på benzinen, når de har lejet bil.
Det er i øvrigt ikke kun lokale udlejningsfirmaer, der er problemer med. De store, internationale kæder er også under beskyldning for at benytte sig af den kontroversielle metode. Det store udlejningsfirma, Goldcar, har især været under lup af BBC, på grund af klager fra tidligere kunder, der føler sig snydt.
Bruger langt fra en hel tank
De fleste på ferie i Spanien, der lejer en bil, får overhovedet ikke brugt en hel tank benzin, og derfor er aftalen til stor fordel for udlejningsfirmaerne. Besøger man blot små landsbyer eller kører rundt på en af de mange spanske feriøer, er det meget usandsynligt at få brugt alt den benzin, man har betalt for - endda i overpris.
Forbrugernes repræsentant har regnet ud, at en turist, der lejer en Fiat 500, skulle køre rundturen fra Mallorca Lufthavn til Puerto de Pollenca på den anden side af øen omkring syv gange for at bruge den benzin, turisten var tvunget til at købe.
Direktøren for den britiske forbrugerorganisation Which?, Richard Lloyd, er meget utilfreds med situationen.
- Der er få ting, der kan ødelægge din ferie, som at finde ud af du er blevet snydt og opdage overraskende gebyrer og urimeligt høje benzinpriser på din regning. Vi vil have stoppet det her feriesnyderi med biludlejningsfirmaerne. De skal være fuldstændig åbne omkring, hvad man betaler for, så man ved, hvad man betaler for, når man booker sin bil, siger Richard Lloyd.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.