Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bo - næsten - gratis i slotsparker og haver

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 22/08/2014 - 07:45

Rejser & oplevelser


'Gamping' lyder meget som en sammentrækning mellem garden og camping. Udtrykket dækker faktisk også over begge dele. Der er tale om e...

'Gamping' lyder meget som en sammentrækning mellem garden og camping. Udtrykket dækker faktisk også over begge dele. Der er tale om en ny måde at holde ferie på, og der kan være mange penge at spare.

 

Det er efterhånden en del år siden, at 'Couchsurfing' kom frem. Her låner folk en sofa ud til rejsende, der kommer forbi området.

 

Gamping minder meget om det. Her er der blot tale om privatpersoner, der låner deres have ud til campister med telte eller deres indkørsel til autocampere. I modsætning til Couchsurfing, er der dog en smule penge involveret.

 

Billig ferie

Der er selvfølgelig tale om en anderledes ferie end på campingpladsen. Først og fremmest er den billigere, for man kan finde velvillige folk, der låner deres have ud for ned til fem euro for én nat. Enkelte steder helt gratis. Man skal dog tage med i overvejelserne, at man sandsynlig er omgivet at private mennesker, der ikke holder ferie.

 

Hvorfor ikke gampe i et fransk slot i Saumur ved Loire-floden?

 

Heldigvis er det muligt at få en form for forventningsafstemning, inden man begiver sig ud i gamping-universet. Man kan nemlig se, om der er internet, vand, køkken, bad osv. Samtidig kan værten skrive nogle regler som for eksempel om, hvornår der skal være ro og så videre.

 

Fordelene er dog også til at få øje på, når man bor lokalt. Man kan få en bedre vejledning af sine værter til lokalområdets seværdigheder, end noget som helst turistkontor kan give. Dermed kan man undgå de mange turistfælder, der typisk findes i alle lande.

 

Gamping vokser

Det hele startede i 2013, og i dag er der allerede over 500 forskellige såkaldte 'gamping'-værter i 18 forskellige lande. Fænomenet er så nyt, at stavekontrollen konsekvent forsøger at rette ordet til camping.

 

Men fænomenet er kommet for at blive, og det vokser dag for dag. Og det er ikke så lidt eksotiske steder, man kan gampere.

 

Udover i Spanien, kan man finde 'gamping'-pladser i Frankrig, Italien, Portugal, England, USA, Canada, Australien, Brasilien, Mexico, Costa Rica, Tunesien, Kenya, Polen, Belgien, Burkina Faso, Uruguay og Rumænien.

 

Danmark lader vente på sig

Vælg kategori for dine gamping-ønsker

 

Danskerne er endnu ikke kommet med på (gamping-) vognen, men det kan kun være et spørgsmål om tid. I hvert fald findes hjemmesiden i mange versioner, og selvom der endnu ikke findes en dansk version, så er den sandsynligvis på vej. Domænet gamping.dk er nemlig allerede blevet købt.

 

Hvis du ikke kan vente til en eventuel dansk udgave at hjemmesiden kommer op at køre, kan du lede efter en god 'gamping'-plads på gamping.com.

 

Og lovgivningen?

Gamping kan blive det rene guf for myndighederne i de forskellige lande. Ser vi på Spanien, er der lovgivningsmæssigt godt gang i at forbyde helårsophold i turistområder og modsat at forbyde turisme i helårsområder. Og private haver ligger unægteligt i helårsområder.

 

Og så er der også lige det med skatten på de 'lånegebyrer', som gæsterne betaler for at gampe i haven.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.