Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bolig i udlandet - husk at selvangive inden fristens udløb!

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 24/03/2023 - 07:00

Bolig

Du skal særligt være opmærksom på at huske rentefradraget og undgå at betale for meget i ejendomsværdiskat.

Skrevet af Christian Stricker, skattechef i Nykredit.

Ejer du en bolig i Spanien eller Frankrig, skal du huske at selvangive det på www.skat.dk senest den 1. juli. Du skal særligt være opmærksom på at huske rentefradraget og undgå at betale for meget i ejendomsværdiskat.

For mens vi er vant til, at rentefradrag og ejendomsværdiskat for boliger i Danmark automatisk bliver registreret på årsopgørelsen, skal du selv sørge for at registrere det for din bolig i udlandet.

Fristen for selvangivelsen er den 1. juli, enten via Skattestyrelsens selvbetjeningsløsning eller på det udvidede oplysningsskema om boliger i udlandet hos SKAT.

Læs yderligere på SKAT.dk

Betal ikke ejendomsværdiskat af et for stort beløb

Du skal selv angive grundlaget for ejendomsværdiskatten, og det er vigtigt at være opmærksom på, da der ellers er en risiko for, at ejendomsværdiskatten beregnes af et for stort grundlag. Ligesom for danske ejendomme beregnes grundlaget for ejendomsværdiskatten ud fra den laveste af følgende tre værdier: Nemlig enten 80 procent af ejendomsværdien året før indkomståret, ejendomsværdien pr. 1. januar 2001 + 5 procent eller ejendomsværdien pr. 1. januar 2002.

Da der ikke eksisterer danske ejendomsvurderinger af udenlandske ejendomme, skal du i stedet tage udgangspunkt i boligens faktiske anskaffelsespris og regne dig frem til ejendomsværdien i 2001, 2002 og 2021 ud fra Skattestyrelsens godkendte indeks. Nykredit anbefaler at søge assistance hos en revisor, som kan være behjælpelig med denne udregning.

Læs yderligere på SKAT.dk

Husk at oplyse dine renteudgifter, hvis du vil sikre dig fradraget

Nykredit indberetter renter på eventuelle lån i udenlandske ejendomme til Skattestyrelsen, men du skal selv oplyse dine renteudgifter via Skattestyrelsens selvbetjeningsløsning (rubrik 432) eller på det udvidede oplysningsskema, for at få rentefradraget med på din årsopgørelse.

Har du glemt at oplyse dine renteudgifter for tidligere år skal du være opmærksom på, at det fortsat er muligt at få rettet årsopgørelserne for 2019-2021. Fristen for at rette i årsopgørelsen for 2019 udløber den 1. maj 2023.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.