Boligdrømmen ruineret
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 17/10/2013 - 08:33
Bolig
Ti års indædt kamp for at beholde drømmehuset endte denne uge ulykkeligt. To huse blev jævnet med jorden ned med ganske kort varsel. Det ske...
Ti års indædt kamp for at beholde drømmehuset endte denne uge ulykkeligt. To huse blev jævnet med jorden ned med ganske kort varsel. Det skete uden der blev givet nogen form for kompensation eller tilbud om genhusning, og det er kun begyndelsen. Flere nedrivninger er planlagt.
Ejerne af et af husene i Almería, et unavngivet britisk par, gav op i kampen mod regionsregeringen og flyttede hjem til Storbritannien. De fik kun 30 dages varsel om, at deres hus skulle rives ned. Olivepress.es mener at vide, at der er tale om parret Frank Doke and Peter Hegarty.
Regionsregeringen har planlagt yderligere to nedrivninger bare i denne uge.
Håber stadig på kompensation
Naboerne, der også er britiske, håber stadig på at få kompensation, før deres hus også bliver revet ned.
- Vi vil bare gerne have vores penge tilbage, så vi kan få en lille smule liv igen, da det her har stået på i otte år, siger parret, der ikke vil have deres navne offentliggjort, til Olivepress.
Fordømmer regering
Regionsregeringens beslutning om at rive husene ned bliver mødt med kritik fra forskellige fronter.
- Vi beklager regionsregeringens beslutning. Det vil kun svække området yderligere, fordi briter bliver afskrækket fra at købe huse i Almería, siger advokat på Cantorias rådhus, Alfredo Najas.
Organisationen Save Our Homes Axarquia (SOHA), kæmper for de udenlandske husejere, der i god tro har købt huse, der senere har vist sig at være ulovlige. Leder af SOHA, Philip Smalley, er bestemt heller ikke positiv.
- SOHA fordømmer fuldstændig regionsregeringen for det her. Husejerne var ikke de skyldige i den sag. Det var byggeselskabet. Endnu engang ødelægger Andalusien Spaniens image, siger han.
Mareridtet slut
Allerede inden byggerierne i Cantoria var startet, efterforskede myndighederne dem for ulovligheder.
På trods af myndighedernes igangværende undersøgelser blev husen opført og derefter solgt til intet anende udlændinge. De gik ud fra, deres investering var sikker.
I stedet for en drømmebolig endte køberne dog med et årelangt slagsmål med regionsregeringen. Den ville rive de ulovlige boliger ned, så de uheldige måtte slås med næb og kløer for at beholde husene.
Nu er kampen slut for det unavngivne britiske par, og deres investering er reduceret til en bunke murbrokker. De er ikke de første, der oplever sådan en sag, og de er heller ikke de sidste.
Huse var godkendt
Theolivepress.es skriver, at alle byggerierne i sin tid blev godkendt af daværende borgmester Peter Llamas, som siden er dømt for korruption, blandt andet for at godkende de ulovlige bygninger.
Husene er opført af firmaet FPM, som har været involveret i flere lignende sager. Selvom det er blevet pålagt at betale kompensation til dem, der har fået deres huse revet ned, er det ikke sket, da både FDM og ejerne af selskabet har erklæret sig konkurs.
Se video af nedrivningen af huset
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.