Borte, borte – tit!
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 11/12/2012 - 11:29
Vejr og natur Penge & Forbrug
En oversvømmet landsby i det sydlige Galicien – tæt på grænsen til Portugal - er pludselig dukket op fra dybet.
En oversvømmet landsby i det sydlige Galicien – tæt på grænsen til Portugal - er pludselig dukket op fra dybet.
20 år efter indbyggerne i landsbyen Aceredo fik besked på at forlade deres huse, fordi hele landsbyen var solgt til et portugisisk elværk, stikker hustage, lader og spiret på landsbykirken igen op fra vandet.
Strøm vigtigst
Årsagen til, at landsbyen pludselig er genopstået fra dybet er et kraftigt fald i beholdningen i vandreservoiret, der drives af det portugisiske elværk EDP. Og elværket har prioriteret strømproduktionen frem for at lade landsbyen hvile i sin vandgrav.
Depression
Manuel Salgado, der bor i Lobios, få kilometer fra den oversvømmede landsby, er blevet helt vemodig over at se de gamle bygninger igen. Mange andre, der måtte flytte fra byen, er også blevet påvirket ved at se deres gamle hjem og samfund komme til syne i den forfaldne tilstand.
I tilfældet med Aceredo, husker Manuel Salgado klart, hvordan nogle af indbyggerne havde lukket sig inde i det gamle rådhus, i protest mod oversvømmelserne. Det hjalp dog ikke.
- Det gav arbejde på elværket og penge til byen, fortæller han.
Det er første gang, vandstanden falder så kraftigt, siger han til nyhedsbureauet Efe. Årsagen er lang tids tørke, der har ramt de vestlige egne.
Magtesløs
Beholdningen i det udtørrede vandreservoir er derfor så langt nede, at det har fået kommunen til at slå alarm.
Men der er ikke meget Lobos borgmester, María del Carmen Yáñez, kan gøre ved sagen, eftersom det er det portugisiske elværk, der er ansvarlig for vedligeholdelse af dæmningen.
Hundredvis af spanske landsbyer og lokalsamfund blev i løbet af sidste århundrede oversvømmet på grund af opførelse af vandreservoirer, der skulle sikre vandforsyningen til landets indbyggere.
Nye indtægter?
I dag, 20 år efter, er den genopståede landsby endnu en gang i fokus. Synet af de gamle huse er nemlig blevet en hel turistattraktion, så det kan være, at indbyggerne får mulighed for at slå mønt – endnu en gang – på deres oversvømmede landsby.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.