Brandens uoverskuelige konsekvenser
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 04/09/2012 - 11:30
Krimi og katastrofe
Den katastrofale brand, som sidste uge raserede mere end 8.225 hektar i et 40 kilometer langt naturbælte mellem Mijas og Marbella, er nu slukke...
Den katastrofale brand, som sidste uge raserede mere end 8.225 hektar i et 40 kilometer langt naturbælte mellem Mijas og Marbella, er nu slukket. Nu gøres der status op, og det ser ikke godt ud.
De andalusiske brandmyndigheder, Infoca, oplyser, at branden blev officielt erklæret for slukket tirsdag morgen klokken otte - næsten fem dage, efter at den var opstået.
Branden har kostet et menneske livet. En 54-årig tysker, der boede i en landejendom uden for Ojén omkom under branden, hans kone er savnet, og fem er indlagt på sygehus med svære forbrændinger.
Hundredvis af ødelagte huse
7.175 hektar skov er forvandlet til aske, og 1.049 hektar bebyggelse og landbrugsjord er ødelagt. Efterhånden som skaderne bliver gjort op, bliver de forskellige tal også løbende opjusteret. I går kunne Spanien i Dag rapportere, at omkring 60 huse var blevet beskadiget i branden. Det står slet ikke mål med virkeligheden.
207 huse i Coín, Ojén, Alhaurín el Grande, Marbella og Mijas er alvorligt beskadiget, mens der i Monda ikke er sket nogen skader på ejendomme.
Værst ramt er Ojén Kommune – et naturområde omkranset af fyrre-, pinje- og korkegetræer. Her er der stort set intet liv tilbage undtaget i landsbyen, hvor indbyggerne nu skal vænne sig til at se på forbrændte stubbe og aske i stedet for grønne omgivelser.
Billede fra La Mairena
I Ojén er omkring 100 huse svært beskadiget, heraf er de syv totalt brændt ned. Hovedparten af de ødelagte landejendomme ligger i La Mairena og Monte Elviria, som er hårdt medtaget af branden. Her er alt pakket ind i et tykt lag af aske, og der ligger en tung stank af røg i luften. Derudover er der fuldstændigt stille.
Otte ud af ti af de beskadigede og nedbrændte ejendomme er ulovlige, og mange har ingen forsikring.
I Marbella er 70 huse ødelagte af branden, men her er der endnu ikke tal på hvor mange, der er brændt ned til grunden.
Udelamperne ligner noget fra Salvador Dalí's malerier - La Mairena
I Elviria brændte mere end 400 hektar, og i El Rosario omkring 100.
Der er ødelagt mere end 4.000 meter kabler og rørledninger, hvilket betyder, at flere huse er uden vand og el.
I Coín – hvor branden opstod - og i nabokommunen Alhaurin el Granden er ”kun” omkring ti huse beskadiget.
Også i Mijas
I Mijas er 26 huse ødelagt af branden, hvoraf der er alvorlige skader på seks. Enkelte er næsten brændt ned. Her har kommunen nu ansøgt den andalusiske regering om byggetilladelse til de ejendomme, der kan restaureres – også selv om de ligger i områder, der ikke er udlagt til bebyggelse.
Der er endnu ingen yderligere oplysninger om årsagen til branden, men eksperterne er ikke i tvivl om, at der ligger en menneskelig handling bag. En domstol i Coín skal nu undersøge, om der lå onde hensigter bag, eller om den er opstået ved et uheld.
Læs mere om baggrunden for mistanken om pyromani her og her
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.