Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Caroline gør tykt grin med Nadal

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 07/09/2011 - 11:56

Sport & hobby


Tennisspilleren Caroline Wozniacki er efterhånden blevet en slem spasmager, og natten til tirsdag dansk tid var der nye narrestreger fra den 21...

Tennisspilleren Caroline Wozniacki er efterhånden blevet en slem spasmager, og natten til tirsdag dansk tid var der nye narrestreger fra den 21-årige odenseaner. Men det bliver ikke taget vel imod i de spanske medier.

 

I forbindelse med sin pressekonference efter maratonmatchen i 4. runde ved US Open mod Svetlana Kuznetsova opførte den danske verdensetter et lille skuespil for journalisterne.

Wozniacki lod sig falde bagover i smerte. Hun morede sig kosteligt, og det samme gjorde journalisterne.

 

Rafael Nadal fik kramper forleden under pressemødet

 

Det så unægtelig ud til, at danskeren gjorde sig morsom på bekostning af Rafael Nadal, som dagen inden var faldet sammen i kramper efter en slidsom omgang tennis.

 

- Jeg havde lidt sjov på min pressekonference i aftes. Jeg håber, at det ikke bliver taget ilde op. Jeg har den dybeste respekt for Rafa, som jeg beundrer, skriver Caroline Wozniacki.

 

Den danske verdensetter har ved flere lejligheder begået narrestreger ved egne og andres pressekonferencer. Wozniacki har blandt andet ageret husklovn ved den serbiske verdensetter Novak Djokovic' pressekonference og stillet ham skøre spørgsmål.

 

Ved Australian Open tidligere på året opfandt Caroline Wozniacki en historie om, at hun var blevet ramt af en kænguru i en park.

 

 

Efterfølgende mødte hun op til pressemødet med en oppustelig kænguru med grønne boksehandsker.

 

Kun idioter griner ad Rafa

Sportsavisen Marca har lagt en video fra pressemødet på sin hjemmeside, og det er åbenbart ikke noget, der går uset hen, at man på den måde drister sig til at tage fis på en kollega. Der er allerede kommet over næsten 800 kommentarer. Mange er vrede over Carolines optrin: Man skal bestemt ikke gøre grin med en spansk sportshelt.

 

Cesar_cai skriver for eksempel:

 

”Hvis det havde handlet om noget andet, havde jeg måske kunnet se det humoristiske i det, men her handler det altså om Rafas smerte, og det skal man ikke grine ad. Men når alt kommer til at, så findes den slags mennesker overalt.”

 

Granaina skriver, at man skal være idiot for at gøre grin med en kollega, og at Caroline Wozniacki i stedet burde grine ad at være nummer et i verden uden at have vundet en Grand Slam.

 

Stærkt gået

Men enkelte tager også Carolines parti og kan se humoren i det. Eksempelvis er ercarlitos99 meget begejstret:

 

"Stærkt gået af Wozniacki. Hun er fyldt med humor, og jeg kan ikke forestille mig, Rafael tager det ilde op".
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.