Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dansker: gasmand trak bukserne ned

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 19/03/2014 - 09:30

Krimi og katastrofe


Dansker i Mijas smider falske gasinspektører på porten, og på Costa Blanca har politiet anholdt en bande på 12 personer, der menes at have s...

Dansker i Mijas smider falske gasinspektører på porten, og på Costa Blanca har politiet anholdt en bande på 12 personer, der menes at have snydt over 2.000 godtroende personer i forbindelse med uautoriserede gaseftersyn.

 

Spanien kæmper med falske gasinspektører. Hver eneste uge dukker der nye sager op om personer, der har været udsat for svindel og tyveri efter et besøg fra et hold falske inspektører. Hovedparten af ofrene er ældre eller udlændinge, som ikke fatter mistanke til ulovlighederne, før det er for sent.

 

En af de danskere, der nåede at reagere i tide, er K.J. fra la Sierrazuela i Mijas, der ikke ønsker at stå frem med navn, men identiteten er kendt af redaktionen.

 

Fornemmede noget lusket

Mandag middag lagde han mærke til en mellembrun Citroen, der parkerede uden for naboens hus. Ud steg to mænd klædt i en af de let genkendelige Repsol-trøjer.

 

- Min nabo er ikke hjemme, så jeg gik over for at høre, hvad de ville, fortæller K.J. til Spanien i Dag.

 

Danskeren fornemmede, at der var noget lusket ved de to mænd.

 

- Jeg sagde, at naboen ikke var der, og at de bare skulle forsvinde - ellers ville jeg ringe til politiet.

 

Viste sin bare r..

Den mindste af de to mænd valgte hurtigt at smutte tilbage til bilen, som ikke havde nogen som helst mærker eller logoer for Repsol. Men den anden - en ordentlig klippert på 185 cm - blev stående.

 

- Jeg tænkte en overgang, om han kunne blive ubehagelig, siger K.J, som dog valgte at satse en gang mere.

 

- Forsvind herfra!

 

Den 185 cm høje bamse gjorde herefter noget uventet.

 

- Han vendte sig om og trak bukserne ned. Og det var ikke noget kønt syn, skal jeg hilse at sige, siger K.J, der har boet i Sierrazuela i mange år.

 

Kort efter forsvandt begge mænd.

 

- Men jeg vil lige advare folk igen, for de er på trapperne hele tiden, lyder det fra K.J.

 

12 anholdt og tusindvis snydt

Sagen fra Mijas, som heldigvis endte godt, er blot en af de tusinder af sager om personer, der bliver forsøgt fuppet.

 

Hovedparten af ofrene er pensionister, udlændinge og handicappede, som er blevet snydt for flere hundreder euro af en bande af falske gasinspektører, der opkræver penge for helt unødvendig vedligeholdelse af installationerne.

 

I Valencia har politiet foretaget en razzia på 60 gasinspektionskontorer og anholdt 12 personer, der hærgede Valencia, på Costa Blanca, i Andalusien og på De Baleariske Øer. Men det var en flittig bande, der således også havde fået tid til at tjekke gasanlæg i Madrid, Catalonien, Galicia, Castilla-La Mancha og i Castilla y León. Det anslås, at de nåede at svindle mindst 2.000 personer.

 

Hvis en boligejer nægtede dem adgang, blev han eller hun truet med kæmpe bøder. Banden opkrævede beløb på mellem 50 og 390 euro, men der er også eksempler på helt op til 2.500 euro for en falsk installation, skriver Thinkspain.

 

Fanget i menneskekæde

Politiet har beslaglagt flere biler og ejendomme og indefrosset beløb på 227 konti i 19 forskellige banker.

 

Nogle af de mistænkte foregav at komme fra kendte gasselskaber som REPSOL og bar uniformer og falsk id.

 

Det er lykkedes nogle af ofrene at sende dem på porten ved at true med at ringe til politiet. Ved en lejlighed i 2005 omringede beboere i et parcelhuskvarter på Costa Blanca ”gasinspektørerne” i en menneskekæde og forhindrede dem i at stikke af, så politiet kunne tage sig kærligt af dem.

 

Gode råd

Alle, der har indgået en kontrakt med Repsol, vil hvert femte år modtage et brev om, at det er tid til et eftersyn.

 

Kunden skal derefter kontakte den nærmeste Repsol-forhandler for at aftale tid.

 

Hvis der ikke er lavet en kontrakt, og gassen bliver købt fra tankstationer eller lignende, skal der stadig foretages et gennemsyn af installationerne hvert femte år.

 

Det vigtigste råd, som slet ikke kan siges ofte nok, er: Inspektørerne vil aldrig bare dukke op og ringer på døren eller ringe til dig på telefonen. Det er op til kunden selv at lave en aftale. Hvis du ikke har kontrakt med Repsol, bør du kontakte en kvalificeret virksomhed til at udføre arbejdet.

 

Har du oplevet noget lignende, hører vi meget gerne fra dig. Skriv en kommentar herunder eller send en mail til:

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.