Dansker forsvandt to dage før hjemrejse
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 10/01/2013 - 10:15
Krimi og katastrofe
65-årig dansker er forsvundet i Spanien. Spanien i Dag har talt med dansk politi, der fortæller, at manden forsvandt i dagene op til afgangsda...
65-årig dansker er forsvundet i Spanien. Spanien i Dag har talt med dansk politi, der fortæller, at manden forsvandt i dagene op til afgangsdatoen den 27. december, og at alle hans ejendele er fundet på hotelværelset. Dansk politi kæmper for at få informationer om en druknet udlænding.
Efter ikke at være vendt retur til Danmark efter en juleferie på Gran Canaria, begyndte familie og venner til en 65-årig nyborgenser at blive bekymrede. Der er stadig ikke kommet nogen afklaring på, hvad der egentligt er sket, men meget tyder altså på, at han er den mand, der blev fundet død i lystbådehavnen i Puerto Rico den 25. december 2012.
Spanien i Dag har talt med vicepolitikommisær ved Fyns Politi i Nyborg, Jan Poulsen, der kunne fortælle, at der stadig ikke er kommet noget svar fra spansk politi, men at der rent faktisk blev sendt billedmateriale før nytår, selvom dommerkontoret i San Bartolomé de Tirajana ikke mener at have kendskab til det.
Hvad Jan Poulsen har at sige til det, kan du høre her
Vi prøver her sammen med vicepolitikommisær Jan Poulsens hjælp at give et overblik over sagen:
20. december 2012:
Den 65-årige nyborgenser rejser på juleferie til Puerto Rico på Gran Canaria med Spies Rejser som planlagt.
21. december 2012:
Den 65-årige har angiveligt telefonisk kontakt med en person i Danmark. Sandsynligvis over mobiltelefon.
25. december 2012:
En uidentificeret person på omkring 60 år findes druknet i et havnebassin i lystbådehavnen i Puerto Rico. Liget bliver fundet klokken 11 om formiddagen af en tilfældig forbipasserende, der fik øje på den livløse krop, der flød i vandet ud for Calle Puerto Base. Politiet antager med det samme, at der på baggrund af ligets udseende er tale om en skandinavisk turist. Der bliver ringet til de omkringliggende hoteller, men ingen er meldt savnet. Det var den 65-årige nyborgenser heller ikke på daværende tidspunkt.
Manden har en kvæstelse i hovedet, og retsmedicinske undersøgelser antyder, at manden formentligt er faldet på havnekajen, har skadet hovedet og er faldet i vandet. Den druknede har hverken pung eller id-kort på sig, men stadig sit armbåndsur på. Derfor regner politiet ikke med, at der er tale om rovmord.
27. december 2012:
Den 65-årige nyborgenser skal rejse retur til Danmark. Internt skriver Spies, at passageren ikke tjekket ind på flyet, han skulle rejse hjem med. Politiet bliver tilkaldt, og undersøger nyborgenserens hotelværelse. Alle effekter er stadig på værelset. Det lader til, at den 65-årige ikke har været tilbage på hotellet de sidste par nætter inden den planlagte afrejse.
Spies informerer det danske udenrigsministerium om et muligt dødsfald og sender materiale vedrørende personen, der blev fundet i havnen den 25. december, og som muligvis kan være den forsvundne 65-årige.
Om liget i havnen skriver Spies internt: "Vær venligst opmærksom på, at vi ikke har fået bekræftet, om det er vores gæst, der har været forsvundet fra sit hotel i Puerto Rico i to døgn. Lige så snart vi har fået det bekræftet eller afkræftet, kontakter vi jer igen”.
Samme dag bliver Spies kontaktet af en pårørende til den 65-årige. Der er her tale om en ven, der passer den savnedes hus, og som ikke kan forstå, at manden ikke er vendt tilbage. Spies siger, at selskabet ikke kan udtale sig om personsager og henviser i stedet til politiet.
Læs det videre forløb i sagen her...
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.