Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Godt nyt hitter

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 10/09/2013 - 11:00

Samfund og Politik


Bundløs finanskrise, korrupte politikere, der skimmer fløden og arbejdsløshed, der har lammet en hel generation. Dårligt nyt er der nok af, ...

Bundløs finanskrise, korrupte politikere, der skimmer fløden og arbejdsløshed, der har lammet en hel generation. Dårligt nyt er der nok af, og det fylder meget i den spanske mediestrøm, men det skal der nu laves om på. Ny avis skriver de go'e historier.

 

Bag de go'e nyheder står en gruppe universitetsstuderende fra Camilo José Cela-universitetet i Madrid. De udgiver en avis, der kun fokuserer på positive historier fra kriseramte Spanien. Buenas Noticias hedder den - eller bare ”Gode Nyheder”.

 

Avisen er sponsoreret af Coca-Cola og PepsiCo, og lanceringen har vakt stor interesse - blandt andet en omtale i New York Times.

 

- Vi skal skabe noget optimisme blandt vores studerende og få dem til at forstå, at selvom situationen ser slem ud, kommer Spanien på et tidspunkt ud af krisen, udtaler universitetets kommunikationschef Maripé Menédez til New York Times.

 

Ikke et ord om arbejdsløshed

For at sprede budskabet om avisen, klædte de studerende sig ud som gammeldags avisbude og delte den ud på gader og stræder i Madrid.

 

I avisen står der intet om voksende arbejdsløshed eller sultende skolebørn. I stedet er der historier om firmaer i vækst og en national undersøgelse som viser, at 75 procent af spanierne siger, at de føler sig sunde og raske.

 

Majudgaven har som hovedhistorie, at Spanien stadig er et attraktivt mål for både forretningsdrivende og turister. Det kan man læse i en længere gennemgang af Spanien som varemærke. På avisens hjemmeside er der stærk opbakning til avisens koncept fra både kendte spanske journalister og politkere.

 

Krisen giver styrke

De studerende står ikke alene med målet om mere optimistiske nyhedshistorier. På bloggen Brightspain.com skriver Elena Herrero-Beaumont også om de gode nyheder i Spanien.

 

- Jeg skriver denne blog, fordi jeg tror på, at krisen ikke kun giver lidelse og smerte, men også ny styrke. Jeg tror på, at denne styrke skal beskrives, ikke for at dække for de dårlige nyheder, men som en realitet sidestillet med de dårlige historier, medierne leverer, skriver hun om bloggens formål.

 

Også fra politisk side er der krav om at få de gode nyheder frem. Regeringen har ansat den spanske forretningsmand Carlos Espinosa de los Monteros på en særlig kommissærpost, hvor han skal arbejde med Spaniens branding.

 

- Den største udfordring, vi har, er at mobilisere alle vores ressourcer, både i og udenfor Spanien, til at at fortælle den positive historie uden at prale, udtaler han til New York Times.

 

"Spaniens svaghed en myte"

I finanssektoren er der også optimister, der er parate til at råbe op. Ignacio de la Torre, en partner i rådgivningsfirmaet Arcano, har udgivet en rapport, der skal modbevise myterne om, hvor slemt det står til med den spanske økonomi.

 

I rapporten konkluderer han, at ”Spaniens tilstand ikke er så svag, som mange tror. Investorer skal se bort fra de misvisende myter om Spanien og kigge på det fundamentale i stedet.

 

I rapporten viser han, at det værste af krisen er overstået og at de rigtige justeringer er blevet lavet. Han skriver også, at bankerne ”kan se lyset for enden af tunnellen”.

 

 

Kommentarer

Jeg vil bare lige nævne, at en gruppe journaliststuderende på Malaga universitet har skabt et lignende projekt, dog er deres ikke en trykt udgave, men kun tilgængelig på www.tambienpasa.com samt diverse sociale medier som Ffacebook, Twitter etc....

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.