Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Demokratiets far er død

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 24/03/2014 - 11:29

Kendte & kongelige Samfund og Politik


Spaniens første demokratisk-valgte premierminister, 81-årige Adolfo Suárez, er død efter mange års kamp mod Alzheimers. Han samlede et spli...

Spaniens første demokratisk-valgte premierminister, 81-årige Adolfo Suárez, er død efter mange års kamp mod Alzheimers. Han samlede et splittet folk og spillede en stor rolle i overgangen fra diktatur til demokrati.

 

Suárez døde søndag eftermiddag klokken 15:10, efter at han havde pådraget sig en alvorlig lungebetændelse.

 

En af hans sønner, Adolfo Suárez Illana, havde blot to dage forinden informeret pressen om, at hans fars død var nært forestående.

 

Eks-premierministerens sygdom var blevet stærkt forværret i løbet af de sidste to år. Han kunne ikke huske, at han nogensinde havde været regeringsleder eller, hvem han var. Han kunne heller ikke tale eller genkende sin nærmeste familie eller venner.

 

Den tidligere præsident var omgivet af sin familie, da han stille sov ind, efter at han havde været indlagt på sygehuset i flere dage.

 

Familiebillede fra 1977: Adolfo Suárez ved siden af sin hustru, Amparo Illana. Foran deres fem børn (fra venstre) Javier, Marian, Sonsoles, Laura og Adolfo

 

Han vil blive begravet sammen med sin kone Amparo og datteren Mariam, der døde for henholdsvis 13 og 10 år siden i en alder af 66 og 41 - begge af brystkræft.

 

Tre dages sorg

Det Spanske Statstidende offentliggjorde i dag et kongeligt dekret om tre dages officiel landesorg.

 

”Der erklæres officiel sorg i landet fra midnat klokken 24 til den 26. marts, hvorunder der flages på halv ved alle officielle bygninger, offentlige bygninger herunder ambassader og regionale- og lokale institutioner”, står det i Statstidende.

 

I et kapel i Repræsentanternes Hus ligger Adolfo Suárez på lit de parade for offentligheden fra klokken 12:30 i dag.

 

Adolfo Suárez' båre bæres op i kapellet. Til venstre ses de tidligere premierministre José Luis Rodríguez Zapatero, José María Aznar og Felipe González

 

Allerede mandag morgen havde der samlet sig en lang kø af personer, der ventede på at komme ind for at sige et sidste farvel til en person, der for hovedparten af landets indbyggerne blev symbolet på det spanske demokrati.

 

Der vil være deltagelse af alle regeringsmedlemmer og fremtrædende repræsentanter fra udlandet. Kong Juan Carlos og Dronning Sofia ankom til kapellet mandag klokken 10:30, ledsaget af prinsesse Infanta Elena.

 

Kong Juan Carlos under en tv-tale søndag: ”Min sorg er meget stor”

 

Kronprinsparret er ikke til stede endnu, da de deltager i begravelsen af Bilbaos borgmester Iñaki Azkuna, der også døde her i weekenden. Begravelsen foregår klokken 12, og parret ventes herefter at køre direkte til Repræsentanternes Hus, når de kommer tilbage til Madrid.

 

Kun overgået af kongen

Suárez har lidt af Alzheimers i det meste af det seneste årti, og som hans søn, Adolfo Suárez Illana, siger, har hans far langt om længe fået fred.

 

Den 81-årige ekspremierminister hørte til blandt de sidste overlevende hovedpersoner i Spanien historiske overgang fra diktatur til demokrati. Han stod bag hovedparten af de demokratiske reformer, som kom i kølvandet på Francos død i 1975.

 

- Hans rolle blev kun overgået af kong Juan Carlos, siger historiker Javier Tusell.

 

Selv om Adolfo Suárez var søn af en fremtrædende republikaner, blev han optaget i Francos regime som chef for den statslige tv-station og var leder af en national bevægelse med fascistiske rødder.

 

Suárez blev i 1976 udnævnt som Francos efterfølger som Spaniens statsoverhoved og valgt som landets første premierminister i under afholdelse af de første demokratiske valg året efter.

 

Demokratiets arkitekt

Han huskes som demokratiets ”grå eminence” med sans for dialog og forhandling. En statsmand med forfatningsmæssig vidde, skriver Teinteresa og tilføjer: ”Meget ville have været meget anderledes uden ham”.

 

Torcuato Fernandez Miranda og Suárez

 

Sammen med Torcuato Fernandez Miranda udarbejdede Suárez det første demokratiske reform-program, som tillod fagforeninger og politiske partier. Reformen blev godkendt under en folkeafstemning 1976 og åbnede op for indførelse af demokratiske valg, som så blev afholdt den 15. juni 1977.

 

Fra valgkampen i 1977

 

Vinderpartiet blev ikke overraskende Unionen af Demokratiske Centerpartier, UCD, der var ledet af selvsamme Suárez.

 

Adolfo Suárez ved edsaflæggelsen i 1977. I baggrunden til venstre Kong Juan Carlos

 

Det var også Suárez' centrum-højre regering, der udarbejdede forslaget til udvidet selvstyre i Catalonien, Baskerlandet og forfatningen, som blev vedtaget ved folkeafstemning i december 1978.

 

Tvunget til at gå af

I marts 1979 blev der afholdt nyvalg, hvor Suárez og hans parti igen vandt, men i denne anden regeringsperiode opstod de første problemer med arbejdsløshed, økonomi, og inflationen viste sit grimme ansigt. Terror og utilfredshed i landet blussede for alvor op og resulterede blandt andet i to kupforsøg mod den nyvalgte regering.

 

Adolfo Suárez mødtes med USA's Præsident, Jimmy Carter, i 1980

 

Suárez valgte at gå af efter en mistillidsafstemning fremsat af det socialistiske parti den 29. januar 1981, hvorefter der blev udskrevet valg.

 

Adolfo Suárez (til venstre) prøver at intervenere under det mislykkede kup

 

Den 23. februar 1981 – at Kongressen blev udsat for et militærkup ledet af oberstløjtnant Antonio Tejedo Molina, som havde øjnet en chance for genindførelse af militærmagt i en periode, hvor Spanien var præget af uro og voksende utilfredshed.

 

Suárez overlod ved det efterfølgende valg magten til det hastigt voksende socialist-parti, ledet af Felipe Gonzales, og det lykkedes ham aldrig rigtig at komme på banen igen.

 

Efter flere uoverensstemmelser med en anden partiets anden stærke ledere, Leopoldo Calvo Sotelo, startede Suárez et andet centrum-højre parti, CDS, som ved valget den 29. april 1981 kun opnåede to mandater.

 

Kong Juan Carlos og Adolfo Suárez laver sjov under en prisoverrækkelse i april 2002

 

Under det efterfølgende valg i 1986 lykkedes det hans parti at konsolidere sig som landets tredjestørste parti, men det blev aldrig til mere.

 

To år senere blev CDS optaget i Internacional Liberal y Progresista, som Suárez blev formand for i 1989, og endelig i 1991 trådte han af som formand for sit parti, og forsvandt fra det storpolitiske spektrum.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.