Den svære kunst

Efter min lørdagsklumme den 4. januar, hvor jeg skrev om mulighederne for at få et bedre nytår, fik jeg ganske mange personlige mails og opringninger. Mange tak for dem. Flere af dem indeholdt opfordringer til at komme med yderligere betragtninger, hvis jeg havde nogle tip til, hvordan relationer mellem mennesker kan blive bedre.

Det prøver jeg så i dagens lørdagsklumme.

Klik her, hvis du ikke fik læst: Måske kan man få et bedre nytår..?

Baggrunden

I 1980 arbejdede jeg som salgschef i et svensk typehusfirmas danske afdeling i København. Den administrerende direktør blev gået, og der skulle etableres en ledelsesgruppe under en ny svensk direktør. En ny stilling som markedschef, der skulle indgå i ledelsesgruppen, blev slået op.

”Det er lige mig”, tænkte jeg og søgte. Jeg endte med at være blandt de tre kandidater, der hver for sig blev sendt til test hos koncernens psykolog, Sten Pergeman, i Malmö.

Afklædningen, afklaringen - eller hvad man nu skal kalde det - varede fra den ene dag klokken 9 om morgenen til den efterfølgende dag kl. 17 om eftermiddagen.

Det blev en fantastisk afklaring og erfaring for mig i mit videre liv. Og det blev netop dette samvær, der afklarede mine egne holdninger til, om jeg overhovedet ønskede jobbet. Det gjorde jeg, og tilmed var jeg så heldig at få det.

Hemmeligheden bag meget

Sten var med som en slags styrmand på de mange første møder i ledelsesgruppen, og det var netop her, jeg lærte det vigtige, som jeg her giver videre.

Det er jo ikke noget nyt – men måske glemt af nogle, der kender til det.

På skift blev hvert medlem i ledelsesgruppen sat på en stol foran de andre fem. Derefter var det hver enkelts ret og pligt, at fortælle personen i stolen om både det gode og dårlige, som man havde oplevet omkring vedkommende i løbet af ugen.

Også dårlige ting om vedkommende, som man måtte have hørt ude i organisationen, der var på cirka 60 mennesker.

For personen i stolen var det kun tilladt at lytte og tage til sig. Enhver form for svar eller forsvar var helt forbudt.

Alle var selvfølgelig forpligtet til at fremføre kritikken på en god, høflig og respektfuld måde. Alt andet ville jo blokere for at tage imod.

”Det er en gave for enhver leder, en medarbejder og alle andre at få viden om, hvordan andre har opfattet ens arbejde og adfærd. Måske har man haft helt andre intentioner, men ikke evnet at formidle det til andre på den rigtige måde”, forklarede Sten, inden ledelsesmøderne overhovedet startede.

Hvor havde han ret.

Den svære kunst

Forestil dig, at du skal sidde med mundkurv på og kun have tilladelse til at lytte til en kritik, der bliver rettet mod dig. Du mener, det er helt forkert og vanvittig uretfærdigt. Men du har ikke en chance for at forsvare dig... Og hvad tænker de andre i gruppen ikke?

Det kan være svært at vende sig til. Specielt hvis man tidligere har haft vanskeligheder med selvanerkendelse, at indse fejl eller ikke forstået vigtigheden af ørernes og øjnenes betydning. Og derudover er negativ på nytænkning.

Resultatet i vores ledelsesgruppe var da også, at den efter få måneder blev reduceret fra seks til fire personer. To af dem valgte at sige deres stillinger op. Måske var det også Stens plan..?

Svær tid

34 år er gået, siden Sten Pergeman åbnede mine øjne for, hvordan man på en helt anderledes måde kan leve i tryghed og altid huske på hensynet til andre.

Selv om typehusindustrien var i dyb krise i starten af 80'erne, lykkedes det nemlig for ledelsesgruppen at manøvrere sig igennem. Systemet med at sætte alle i den ugentlige stol – også den administrerende direktør - forplantede sig til hver afdeling i organisationen til stor tilfredshed for alle.

Selv da den kedelige situation opstod, hvor det var nødvendigt at sige farvel til flere medarbejdere, skete det på en god og forstående måde.

Fredags tradition?

Lad os koncentrere os om om par- eller familieforholdet. Mange har det jo heldigvis super – andre har lidt ridser i lakken, som det kan være svært at få has på. Ridser, som jo er tåbelige at have i et forhold, som ellers har forudsætningerne for at være dejligt. Hvis parterne selvfølgelig ønsker det!

Så dette råd er tilegnet forhold, hvor man gerne vil hinanden, men samtidig har lidt problemer med, at få det til at fungere optimalt.

Aftal et fast tidspunkt, for eksempel fredag klokken 17:00, inden weekenden begynder.

På skift fortæller I hinanden om de gode og dårlige oplevelser, som I har haft med den (eller de) andre i perioden siden forrige fredag. Hver part er forpligtet til at have alt med – ellers duer det ikke. Notér eventuelt i løbet af ugen.

Du er selvfølgelig velkommen til at notere den andens kritik (det vigtigste) på et stykke papir. Bid også mærke i, hvad den anden har sat pris på hos dig.

Og husk, at en enhver kommentar eller forsvar er strengt forbudt. Kun et 'tak for bemærkningerne' er tilladt.

Når udvekslingen er forbi – hurtigt vil det kun vare fem minutter eller mindre – så nap hver især et kvarters tid til lige at tænke kritikken igennem og læg en plan for, hvordan den kan undgås fremover.

Det åndelige immunforsvar

Lige som kroppens fysiske immunforsvar straks prøver at reparere skader eller infektioner, har manges hjerner det på samme måde.

Bliver der rettet kritiske angreb mod dem, er den automatiske reaktion forsvar eller modangreb – uanset hvor berettiget kritikken måtte være.

Og det er jo netop i denne situation man skal lytte ekstra, hvis man er smart. Sørge for at forstå kritikken, leve sig ind i kritikerens situation, og – hvis lejligheden byder sig – stille supplerende spørgsmål for at være 100 procent klar over kritikken.

Det kan bestemt være svært. Men det er aldrig for sent at få begyndt, og resultaterne kan være forbløffende.

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar Weekly ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt