Dyrere at se dårligt
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 13/01/2014 - 11:50
Penge & Forbrug
Klarsyn skal koste kassen snart. EU vrider armen om på Spanien og kræver højere moms på briller og kontaktlinser, så der kan komme flere pe...
Klarsyn skal koste kassen snart. EU vrider armen om på Spanien og kræver højere moms på briller og kontaktlinser, så der kan komme flere penge i kassen.
Et krav fra EU om højere moms betyder, at afgiften på briller og kontaktlinser og flere andre sundhedsprodukter stiger fra ti til 21 procent.
Hvis den spanske regering retter sig efter kravet fra EU, betyder det, at den lave moms på sundhedsartikler som briller, plaster, bind, termometre og flere andre produkter stiger.
Der er endnu ikke klarhed over, præcis hvilke produkter der bliver omfattet af den nye momsforhøjelse.
Samme krav for ti år siden
Bruxelles dømte for mere end ti år siden Spanien for ikke at øge momsen på flere sundhedsprodukter. Da var årsagen, at momsen i euro-zonen skulle harmoneres.
Men der er heller ikke harmoni blandt resten af eurolandene. I Belgien, Holland, Portugal og Frankrig er der nedsat moms på insulin-sprøjter, i Grækenland, Slovakiet og Irland på ortopædiske produkter og i Tyskland på høreapparater.
Men generelt har alle lande en højere moms på briller og kontaktlinser end Spanien, skriver avisen La Voz de Galicia.
Kritiserer højere priser
Spanske optikere er ikke begejstrede for momsstigningen og henviser til, at næsten halvdelen af landets indbyggere har brug for briller eller kontaktlinser for at korrigere dårligt syn.
- Briller eller kontaktlinser er for de fleste personer helt nødvendige, for at de kan fungere i hverdagen, køre bil og passe deres arbejde, siger Eduardo Eiroa, som er formand for det galiciske optiker-forbund.
- Det er rigtigt, at i flere andre lande er der mindst 21 procent moms på briller men her er der så til gengæld mulighed for tilskud gennem en sygesikring. Det var der også i Spanien for 15 år siden, siger han.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.