Det spanske skakbræt efter 29N
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 24/10/2026 - 06:22
Klumme
Kan Sánchez redde Spanien fra Abascal ved at ofre sig selv?
Version en español al final/spansk udgave til sidst
Tallenes ubarmhjertige dom over venstrefløjen
Hvis efterårets meningsmålinger holder stik helt frem til valgaftenen den 29. november, står spansk politik over for et tektonisk magtskifte. Det samlede vægtede gennemsnit placerer Alberto Núñez Feijóos Partido Popular på et hundrede og otteogtredive mandater og Santiago Abascals Vox på femogtredive mandater, hvilket tilsammen giver et komfortabelt flertal på 203 pladser ud af parlamentets 350. For Pedro Sánchez og PSOE er dette et brutalt scenarie. Selv hvis man medregner samtlige potentielle støttepartier – Sumar med omkring 12 mandater, det catalanske ERC og Junts med henholdsvis syv og seks mandater, de baskiske EH Bildu og PNV med hver fem eller seks mandater samt en håndfuld øvrige regionalister – kan den nuværende regeringskoalition knap mønstre et hundrede og syvogfyrre mandater. Den parlamentariske matematik udelukker derfor enhver mulighed for, at Pedro Sánchez ad den vante rute kan samle et flertal til en ny regeringsperiode. Hans magtbase er simpelthen eroderet bort under vægten af højrefløjens massive fremgang.
Dilemmaet om den bitre kalk i Ferraz
Når det uundgåelige nederlag rammer, må PSOE's hovedkvarter i Calle Ferraz i Madrid træffe et eksistentielt valg om partiets fremtidige rolle. Skal socialisterne trække sig tilbage til en uforsonlig opposition og overlade regeringsmagten til en koalition mellem PP og det yderste højre, eller skal partiet bruge sine tilbageværende mandater som en strategisk murbrækker til at afværge, at Vox opnår regeringsmagt? Santiago Abascal har for længst fremsat sine ultimative krav til Feijóo, som ud over tunge ministerposter tæller posten som første vicepremierminister samt et frontalangreb på regionernes selvstyre, ligestillingspolitikken og den grønne omstilling. For PSOE vil en ren PP-Vox-regering betyde en systematisk tilbagerulning af partiets politiske eftermæle, og derfor kan det mest handlekraftige træk for det slagne parti paradoksalt nok være at forhindre Vox i at sætte foden inden for i ministerierne.
Det tabubelagte scenarie ved indsættelsesafstemningen
Dette leder frem til det mest spektakulære scenarie i spansk parlamentarisme: hvad sker der, hvis PSOE vælger en kalkuleret undladelse ved indsættelsesafstemningen for Feijóo? Forfatningen foreskriver, at en premierministerkandidat skal have absolut flertal med 176 ja-stemmer ved første runde, mens et simpelt flertal, hvor der blot er flere ja- end nej-stemmer, er tilstrækkeligt ved anden runde otteogfyrre timer senere. Hvis PSOE vælger at stemme blankt eller undlade at stemme imod Feijóo, kan PP-lederen teoretisk set indsættes udelukkende på sine egne mandater, uanset hvad Vox vælger at stemme. En sådan manøvre vil fuldstændigt neutralisere Abascals afpresningskort og efterlade Vox-lederen i et rødglødende raseri på sidelinjen, afskåret fra den magtfulde vicepremierministerpost og de ministerbiler, han måske allerede havde udset sig.
Græsrodsoprør i PSOE og frygten for et nyt 2016
En sådan manøvre er imidlertid en politisk dynamitstang for socialisterne selv. Enhver i partiet husker med gys efteråret 2016, hvor PSOE lod Mariano Rajoy glide igennem til regeringsmagten ved at stemme blankt, hvilket udløste et internt blodbad, der kostede Pedro Sánchez formandsposten, inden han genopfandt sig selv via et dramatisk medlemsoprør. Spørger man det traditionelle socialistiske bagland og partiets kernemedlemmer, vil det opleves som et utilgiveligt forræderi at bane vejen til La Moncloa for ærkerivalen PP. For mange græsrødder er Feijóo og Abascal blot to sider af samme sag, og ledelsen i Ferraz vil blive anklaget for at svigte sine idealer, medmindre ledelsen formår at sælge manøvren som en nødvendig, statsbærende redningskrans for det spanske demokrati for at isolere det yderste højre.
Kan et sejrrigt PP mentalt klare en mindretalsregering fra sag til sag?
På den anden side af det politiske midterskel står Alberto Núñez Feijóo med et lige så voldsomt mentalt og ledelsesmæssigt dilemma. Partido Popular har historisk set altid haft det svært med mindretalsregeringer uden faste parlamentariske sikkerhedsnet. Hvis Feijóo indsættes uden en fast forhåndsaftale, skal han navigere i et parlament, hvor han fra dag til dag og fra lovforslag til lovforslag skal skaffe sine stemmer. Er de konservative overhovedet mentalt gearet til en sådan parlamentarisk linedans, hvor de til venstre mødes af et såret og mistroisk PSOE og til højre af et dybt forsmået Vox, som vil benytte enhver lejlighed til at straffe Feijóo for at have afvist dem? Hvis regeringen ikke kan få vedtaget en finanslov, vil den nye premierminister være lammet fra dag ét, og fristelsen til trods alt at lukke Abascal ind i varmen til gengæld for parlamentarisk ro vil være enorm.
Når valgkampens personlige had bider sig fast
Her rammer spansk politik den mur, som de personlige relationer har bygget op gennem måneders nådeløs valgkamp. Alberto Núñez Feijóo har i årevis gjort den personlige dæmonisering af Sánchez og begrebet sanchismo til omdrejningspunktet for hele sin politiske eksistens. Når man aften efter aften på vælgermøder har kaldt regeringslederen for en forræder mod nationen og en trussel mod retsstaten, bliver det næsten umuligt at række hånden ud til selvsamme mand dagen efter valget for at bede om parlamentarisk nåde. Den konstante personlige nedgørelse kan vise sig at have været kortsigtet og uklog, fordi den har brændt samtlige broer mellem landets to store, statsbærende partier på et tidspunkt, hvor netop en overordnet forsoning er den eneste vej uden om det yderste højres indflydelse.
Bør Sánchez træde tilbage og bane vejen for en historisk pagt?
Hvis Spanien skal undgå en hård højrekoalition, og hvis PSOE vil have reel indflydelse på en ny, moderat kurs, kræver det måske det ultimative offer fra hovedpersonen selv. Så længe Pedro Sánchez står i spidsen for socialisterne, vil det personlige had mellem ham og Feijóo blokere for enhver form for konstruktiv dialog. Hvis Sánchez derimod tager det fulde personlige ansvar for valgnederlaget og træder tilbage på selve valgaftenen, åbnes der et nyt vindue. En ny, pragmatisk overgangsledelse i PSOE vil med værdighed kunne erklære, at man lader Feijóo danne en ren konservativ mindretalsregering på den ufravigelige betingelse, at Vox holdes ude, og at centrale velfærds- og retsstatsprincipper fredes. Det ville være det ultimative skaktræk: Pedro Sánchez ofrer sit eget politiske liv for at redde sit parti fra total marginalisering og spænde ben for Santiago Abascals drøm om magten.
Det siger meningsmålingerne om Sánchez' parlamentariske blok
- PSOE: Ca. 105 mandater.
- Sumar (Yolanda Díaz): Ca. 12 mandater.
- ERC (Catalonien): Ca. 7 mandater.
- Junts (Carles Puigdemont): Ca. 6 mandater.
- EH Bildu (Baskerlandet): Ca. 6 mandater.
- PNV (Baskiske nationalister): Ca. 5 mandater.
- BNG (Galicien) / Podemos / andre: Ca. 6 mandater.
Samlet venstre- og regionalblok: Ca. 147 mandater (langt fra de 176 mandater).
Højreblokken (PP 138 + Vox 65): Ca. 203 mandater (massivt absolut flertal).
Reglerne for indsættelse af premierministeren
Første afstemning: Kræver absolut flertal (mindst 176 ja-stemmer ud af 350).
Anden afstemning (48 timer senere): Kræver blot simpelt flertal (flere ja-stemmer end nej-stemmer, uanset antallet af blanke stemmer).
Den matematiske finte: Hvis PSOE (105) undlader at stemme nej og i stedet stemmer blankt, har PP (138) et solidt flertal over alle øvrige partier, selvom Vox stemmer imod.
Version en español/spansk udgave
El tablero español tras el 29N
Puede Sánchez salvar a España de Abascal sacrificándose a sí mismo?
El implacable veredicto de las cifras para la izquierda
Si los sondeos de este otoño se confirman la noche electoral del 29 de noviembre, la política española se encamina hacia un cambio de ciclo tectónico. La media ponderada sitúa al Partido Popular de Alberto Núñez Feijóo en ciento treinta y ocho escaños y a Vox, liderado por Santiago Abascal, en sesenta y cinco, sumando una holgada mayoría absoluta de 203 diputados de los 350 que componen el Congreso. Para Pedro Sánchez y el PSOE, se trata de un escenario demoledor. Incluso sumando a todos sus socios habituales y potenciales —Sumar con unos 12 escaños, los catalanes de ERC y Junts con siete y seis escaños respectivamente, las formaciones vascas EH Bildu y PNV con cinco o seis diputados cada una, más un puñado de regionalistas—, el actual bloque de investidura apenas alcanzaría los ciento cuarenta y siete escaños. La aritmética parlamentaria cierra por completo la puerta a que Pedro Sánchez revalide la presidencia del Gobierno por la vía ordinaria: su base de sustentación ha quedado pulverizada ante el avance masivo del bloque de la derecha.
El dilema del cáliz amargo en Ferraz
Consumada la derrota, la sede del PSOE en la calle Ferraz de Madrid deberá afrontar un dilema existencial sobre el rol histórico que le corresponde desempeñar. Las opciones son dos: replegarse a una oposición frontal y entregar el Gobierno a una coalición entre el PP y la extrema derecha, o utilizar sus escaños como ariete estratégico para vetar la entrada de Vox en el Ejecutivo. Santiago Abascal ya ha puesto sobre la mesa sus exigencias irrenunciables a Feijóo, que van más allá de carteras de peso: exige la vicepresidencia primera del Gobierno y una ofensiva directa contra el Estado de las Autonomías, las leyes de igualdad y la agenda de transición ecológica. Para el PSOE, un Ejecutivo compartido entre el PP y Vox supondría el desmantelamiento sistemático de su legado político. Paradójicamente, la jugada más determinante para los socialistas derrotados podría ser impedir que Vox pise los ministerios.
El tabú parlamentario de la sesión de investidura
Este tablero conduce al escenario más audaz y controvertido del parlamentarismo español: ¿qué ocurriría si el PSOE opta por una calculada abstención en la investidura de Feijóo? La Constitución exige mayoría absoluta —176 votos favorables— en la primera votación, pero basta una mayoría simple —más 'síes' que 'noes'— en la segunda convocatoria, 48 horas después. Si el grupo parlamentario socialista decide abstenerse en lugar de votar en contra, el líder del PP podría ser investido exclusivamente con sus propios votos afirmativos, con independencia del voto de Vox. Una maniobra semejante desactivaría de golpe el chantaje de Abascal, dejando al líder de Vox descolocado y fuera del Gobierno, privado de la vicepresidencia y de los ministerios con los que ya contaba.
Revuelta en las bases del PSOE y el fantasma de 2016
Una decisión de este calibre representa, sin embargo, una auténtica bomba de relojería interna para el socialismo. En el partido se recuerda con estremecimiento el otoño de 2016, cuando la abstención ante Mariano Rajoy desató una cruenta guerra orgánica que le costó la secretaría general al propio Pedro Sánchez antes de resurgir aupado por las bases. Para el votante socialista tradicional y la militancia de base, facilitar el acceso del PP a La Moncloa se interpretaría como una traición imperdonable. Para gran parte de las bases, Feijóo y Abascal son dos caras de la misma moneda; por ello, la dirección de Ferraz sería acusada de claudicación a menos que logre presentar la maniobra como un ejercicio de sentido de Estado imprescindible para levantar un cortafuegos democrático y aislar a la extrema derecha.
¿Está preparado mentalmente el PP para gobernar en minoría ley a ley?
Al otro lado del hemiciclo, Alberto Núñez Feijóo se toparía con un dilema psicológico y de gestión de idéntica magnitud. Históricamente, el Partido Popular ha gestionado con dificultad los gobiernos en minoría sin pactos parlamentarios blindados. De ser investido sin un acuerdo previo, Feijóo tendría que navegar en un Congreso donde cada votación y cada proyecto de ley exigiría articular mayorías sobre la marcha. Cabe preguntarse si los populares están preparados para semejante funambulismo parlamentario: a su izquierda encontrarían a un PSOE herido y desconfiado, y a su derecha a un Vox profundamente despechado que aprovecharía cada resquicio para cobrarse la afrenta de haber sido marginado del gabinete. Sin la garantía de sacar adelante unos Presupuestos Generales del Estado, el nuevo presidente nacería maniatado, haciendo que la tentación de ceder ante Abascal para asegurarse una legislatura plácida fuera constante.
Cuando el rencor personal de la campaña pasa factura
En este punto, la política tropieza con los muros levantados por meses de descalificaciones implacables. Durante años, Núñez Feijóo ha erigido la demolición de la figura de Sánchez y el combate contra el denominado «sanchismo» en el eje vertebrador de toda su estrategia. Tras semanas de mítines tachando al presidente en funciones de traidor a la nación y amenaza para el orden constitucional, resulta casi inviable tenderle la mano al día siguiente de las urnas para implorar su beneplácito parlamentario. La estrategia de polarización personal puede revelarse contraproducente y cortoplacista: dinamitó todos los puentes entre los dos grandes partidos vertebradores del sistema justo cuando un pacto de Estado es la única fórmula matemática que evita la entrada de la extrema derecha en el poder.
¿Debe dimitir Sánchez para desbloquear un pacto de Estado histórico?
Para evitar un gobierno de coalición radicalizado y permitir que el PSOE conserve capacidad de arbitraje en una legislatura moderada, el desenlace podría requerir el sacrificio final del propio secretario general. Mientras Pedro Sánchez permanezca al frente, la incompatibilidad personal entre ambos líderes impedirá cualquier aproximación sensata. Si, por el contrario, Sánchez asume la responsabilidad del descalabro electoral y presenta su dimisión la misma noche del recuento, se abriría un tablero enteramente nuevo. Una gestora o un liderazgo de transición en el PSOE podría justificar con dignidad y altura institucional su abstención: permitir un gobierno en solitario del Partido Popular a cambio de dejar fuera a Vox y salvaguardar los consensos constitucionales, el Estado de bienestar y los derechos sociales. Sería la última jugada maestra: el sacrificio de Pedro Sánchez para salvar a su partido de la irrelevancia y desbaratar el asalto de Santiago Abascal al poder.
El mapa que dibujan los sondeos para el bloque de investidura
- PSOE: 105 escaños aprox.
- Sumar (Yolanda Díaz): 12 escaños aprox.
- ERC (Cataluña): 7 escaños aprox.
- Junts (Carles Puigdemont): 6 escaños aprox.
- EH Bildu (Euskadi): 6 escaños aprox.
- PNV (Nacionalistas vascos): 5 escaños aprox.
- BNG (Galicia) / Podemos / otros: 6 escaños aprox.
Bloque de izquierdas y soberanistas: 147 escaños aprox. (muy lejos del umbral de 176).
Bloque de derechas (PP 138 + Vox 65): 203 escaños aprox. (holgada mayoría absoluta).
Las reglas parlamentarias de la investidura
Primera votación: Requiere mayoría absoluta (mínimo de 176 votos a favor de 350).
Segunda votación (48 horas después): Requiere únicamente mayoría simple (más votos afirmativos que negativos, sin importar el volumen de abstenciones).
La aritmética de la abstención: Si el PSOE (105) opta por abstenerse en segunda votación en lugar del 'no', el PP (138) supera numéricamente al resto del hemiciclo, garantizándose la investidura aun cuando Vox vote en contra junto al resto de fuerzas.
Kan måske også interessere dig
Ugen set i bakspejlet
I denne artikel får du links til alle ugens nyheder.
Udlejeren i Maricarmen-sagen taler ud
″Hun ville aldrig forhandle – de forsøger at ødelægge min virksomhed″
Oplev foråret i Nordspanien
″Jeg elsker forårets milde klima med lysere dage, grønne landskaber og den der helt særlige ro, som jeg kun finder i Nordspanien″.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.










Puede Sánchez salvar a España de Abascal sacrificándose a sí mismo?







