Drama: hvor meget vidste kongen?
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 30/12/2011 - 11:09
Kendte & kongelige
Det spanske kongehus er ramt af den hidtil største skandalesag, siden Kong Juan Carlos for 36 år siden blev udnævnt til Spaniens konge. Kriti...
Det spanske kongehus er ramt af den hidtil største skandalesag, siden Kong Juan Carlos for 36 år siden blev udnævnt til Spaniens konge. Kritikere vil nu have undersøgt hvorfor der skulle gå fem år, før sagen nåede ud til offentligheden.
Anklagerne mod Kong Juan Carlos' svigersøn, Hertugen af Palma, Iñaki Urdangarin, sætter et stort spørgsmålstegn ved kongehusets troværdighed.
Bedyrer uskyld
Anklagemyndigheden besluttede i går at indkalde Urdangarín til afhøring den 6. februar i sagen om de påstående uregelmæssigheder i Nóos-Instituttet i Palma de Mallorca. Mens prinsens forsvarer flere gange har forsikret, at hans klient ikke har begået noget ulovligt, kræver flere politikere nu, at kongehusets rolle i sagen bliver nøje undersøgt.
Iñaki Urdangarin afhøres den 6, februar 2012
Skal undersøges til bunds
Generalkoordinator for venstrefløjs-koalitionen IU, Cayo Lara, er klar til at gå efter det spanske statsoverhoved, som han mener har tilbageholdt oplysninger i sagen.
”Det her involverer mere end én person. Vi må have undersøgt, hvorfor der skulle gå så lang tid, før sagen kom frem”, sagde Lara med klar hentydning til, at den spanske konge for fem år siden blev informeret om uregelmæssighederne i selskabets regnskaber.
Det her er bare starten, siger venstrefløjs-lederen, som kræver at sagen bliver undersøgt til bunds.
Hvorfor monarki?
Talsmand for den catalanske koalition, ICV-EUiA, Dolors Camats, sagde i går, at det var på tide at overveje, ”om der i et demokratisk samfund i det 21. århundrede overhovedet er brug for en institution som monarkiet”.
Dolors Camats benyttede straks chancen til at promovere sin kæphest: republik
Den nyvalgte konservative premierminister, Mariano Rajoy, er tilbageholdende med at udtale sig. Han sagde i går at han ”respekterer dommerens beslutning om at rette anklage mod Iñaki Urdangarin”.
Samme udtalelse er kommet fra det spanske kongehus, som spændt følger sagens udvikling.
Misforstået juletale
I sin juletale sagde Kong Juan Carlos blandt andet, at ”alle er lige for loven”, hvilket af pressen blev tolket som en hentydning til den verserende sag mod hans svigersøn. Kongen har dog siden beklaget fortolkningen af sine ord.
Selv om kongehuset ikke har ønsket at give yderligere oplysninger, er der ingen tvivl om, at 2012 bliver et af de sværeste år nogensinde. Meddelelsen om at prinsen vil blive afhørt af retten i Palma de Mallorca den 6. februar 2012 kom samme dag, som offentliggørelsen af kongehusets regnskaber, og har formentlig styrket de ikke-royale kræfter i landet, som mener, at kongehuset er en unødvendig økonomisk byrde.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.