Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Druknet i vandmasserne

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 14/03/2013 - 10:46

Vejr og natur


27 spanske provinser er i dag fortsat i forhøjet beredskab på grund af udsigt til sne, blæst og kraftigt faldende temperaturer, og de vilde v...

27 spanske provinser er i dag fortsat i forhøjet beredskab på grund af udsigt til sne, blæst og kraftigt faldende temperaturer, og de vilde vandmasser fra oven har nu kostet et menneske livet.

 

Druknet i bilen

 

I Sydspanien er flere end 200 personer blevet evakueret, efter at flere floder er gået over bredderne, og i Granada er en 54-årig mand druknet, efter at han forsøgte at krydse en flod. Manden, som var fra La Peza i Granada, traf en skæbnesvanger beslutning, da han forsøgte at krydse floden og blev slemt overrasket af den høje vandstand.

 

Ulykken skete tirsdag aften, og manden blev fundet død dagen efter. Bilen blev fundet 500 meter fra det sted, hvor han forsøgte at køre gennem floden, og liget af manden yderligere 200 meter væk. Han efterlader sig kone og to børn.

 

Fanget på førstesalen

I Mogón i Jaén-provinsen er 180 personer evakueret, og i Villafranca i Córdoba er 40 personer blevet bedt om at forlade deres hjem, efter at der i går en overgang var fare for nye oversvømmelser. 11 personer på en landejendom var en overgang helt afskåret fra omverdenen, efter at deres gård og marker stod under en meter vand, og de var fanget på førstesalen i deres bolig.

 

I Sevilla blev militæret tirsdag sendt ud for at opføre en støttemur langs Genil-floden for at afværge nye oversvømmelser.

 

Situationen betegnes i dag som stabil, og med mindre at der igen falder meget kraftig nedbør, ser det ud til at den værste fare er ved at drive over.

 

Storm og nedbør

Ud over fare for mere nedbør er der orange varsel og stormvarsel i Huesca, Teruel, Girona, Lleida, Tarragona og Castellon, og i resten af den nordlige del af landet kommer der også en del blæst med vindstød på 80 km/t i. Det samme gør sig gældende i Zaragoza, Albacete, Cuenca, Guadalajara, Valencia, Mallorca, Menorca, Ibiza og Formentera.

 

Myndighederne advarer også om høje bølger ved kysterne på Mallorca, Ibiza og Formentera.

 

I Cantabrien, Vizcaya, Guipuzcoa, Alava, Asturias og Burgos kommer der sne - flere steder helt op til 25 cm. Her kommer dagtemperaturen ikke meget over de seks grader, oplyser Meteorologisk Institut, AEMET.

 

Der kommer også sne i Sydspanien. I Cazorla og Segura i Jaén-provinsen kan der falde op til 18 cm sne, mens der i Genil, Guadix, Baza, Sierra Nevada og La Alpujarra kan falde fem cm sne.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.