Dyre dråber i forkert (penge)tank
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 14/08/2012 - 08:54
Krimi og katastrofe Rejser & oplevelser
Jeg hentede min lejebil lidt sent fredag aften ved Europcars service-skranke i Københavns Lufthavne, da jeg landede den 27. juli. Super-venlig bet...
Jeg hentede min lejebil lidt sent fredag aften ved Europcars service-skranke i Københavns Lufthavne, da jeg landede den 27. juli. Super-venlig betjening og det var nærmest pr. refleks at gå til P10, hvor den sorte Ford C-Max var parkeret.
Dejlig bil – næsten helt ny. Først det sædvanlige med lige at finde ud af radioen og tune kanaler, hvor lyset sidder, hvordan fartpiloten virker etc. Klar med det vigtigste sikkerhedsmæssige startede kørslen ned ad etagerne og kursen mod Sorø, hvor jeg skulle bo hos min datter og hendes familie.
Tjekkede hurtigt på instrumenterne og undrede mig over benzinmålerens position, der stod til højre for fuldtank-mærket. Benzinmåleren (selv om det er en diesel) var fuld ved kl. 12 og tom ved kl. 6 - altså en halvcirkel.
Åh nej, ikke igen!
Jeg tænkte nogle år tilbage, hvor jeg havde samme oplevelse med en lejebil fra Europcar. Skal jeg nu til at klage igen?
Faktisk håbede jeg bare på, at jeg ikke efterfølgende kunne bevise, at tanken ikke havde været fuld. Men selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at tjekke, om jeg var blevet snydt. Jeg mærkede mig nøje benzinmålerens position, da jeg kørte fra lufthavnen, og da jeg nåede Sorø efter knap 90 km. kørsel stod den allerede tæt på 3/4 fuld.
Skal, skal ikke?
Efter nogle dage kørte jeg ind og tankede C-Max'en helt op. Og som frygtet stod benzinmåleren nu til venstre for fuldtank-mærket. Jeg skulle igen køre knap 90 km., og da jeg kom frem, stod benzinmåleren langt fra 3/4 fuld-mærket...
Ved hjælp af bilens trip-computer, der kan oplyse forbruget siden sidste tankning, kunne jeg konstatere, at tanken var MINDST seks liter fra fuld tank, da jeg hentede den i lufthavnen.
Principsag
Nu er seks liter – eller små 72 DKK – jo ikke nogen herregård for en lejer. Men det er selvfølgelig en fristende business for en biludlejer, der måske gør det tusindvis af gange i løbet af et år. Bare ikke en ærlig en.
Som en principsag for mig, valgte jeg at sende en klage til Europcar, da jeg kom tilbage.
Menneskelig fejl
Fra Europcar modtog jeg følgende svar:
”Kære Torben Wilkenschildt,
Tak for din mail.
Det er meget beklageligt, at du har haft en dårlig oplevelse med dieselmåleren på din lejebil, og jeg kan forstå, at dette har været et irritationsmoment.
Jeg vil påpege, at vi altid bestræber os på, at bilerne udleveres med fuld tank, og at man altid dobbelttjekker dette inden udleveringen til kunden.
Jeg skal dog ikke kunne sige, om der er sket en menneskelig fejl i forbindelse med din leje og udlevering af bilen.
Vi skal beklage dette, og de gener, som dette måtte have medført, og har derfor refunderet dig kr. 100,00, som dækning for de 6 liter diesel.
Skulle du have yderligere spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os igen.
Med venlig hilsen/Kind Regards
Reservationen/Reservations”
Efterskrift
Jeg håber med denne artikel at indskærpe overfor Europcar, at der ikke sker flere menneskelige fejl til Europcars fordel.
Derudover er det en opfordring til lejere af biler hos Europacar - og andre biludlejningsselskaber – at holde godt øje med benzinmåleren ved afhentning. Er den mistænkelig lav, så kør direkte til tankstationen i lufthavnen, fyld tanken op og rejs kravet overfor biludlejeren med kvitteringen.
Ærgerligt og ubehageligt det skal være nødvendigt...
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.